Kaldelse og kald — kirkehistorisk set

Ansgar (død 865) havde i et ubeskriveligt lyshav hørt Gud tale til sig, så han meldte sig uden vaklen, da man ledte efter en mand, som kunne rejse til de hedenske danskeres land for at forkynde kristendom. Senere rejste han til Sverige efter at have modtaget et kald til det på samme måde. Frans af Assisi (død 1226) blev kaldet ved at høre Kristi røst fra et krucifiks: "Frans, gå ud og genopbyg mit hus, som du kan se falder helt fra hinanden!".

Talrige andre eksempler fra den ældre tids kirkehistorie kunne nævnes. Fælles for disse personer er, at de har været overbevist om, at de har modtaget en kaldelse fra Gud, at han har grebet ind og trukket dem ud af deres dagligdag, sat dem ind i et særligt forhold til sig, givet dem et personligt kald, som de har rettet sig efter.

Ganske vist kaldes disciplene, Paulus og andre personligt til særlige opgaver, men i Det Nye Testamente siges det også gang på gang, at alle kristne er kaldet af Gud gennem evangeliets forkyndelse til at tilhøre ham. Det betyder dog ikke, at de trækkes ud fra den verden, de lever i, "enhver skal leve sådan, som Herren har tildelt ham, som Gud har kaldet ham", skriver Paulus til menigheden i Korinth, og en følge af denne kaldelse er, at de lever efter kristne etiske regler.

Men i løbet af oldkirken og middelalderen sker der en ændring her. Kristentroen udbredes, kirkeorganisationen udbygges, tilslutningen sker gennem barnedåb, og den almindelige kaldelse opfattes som noget forberedende, som skal følges op.

DEN PERSONLIGE kaldstanke specialiseres til munkevæsenet: Enkelte kvinder og mænd kan føle sig kaldet til et ganske særligt kristeligt liv i bønner, meditationer, arbejde for andre, et liv i fattigdom, lydighed og kyskhed. De tilstræber fuldkommenhed. Vi får en kristenhed, som består af "almindelige" kristne og elitekristne.

Her protesterede Martin Luther. Alle mennesker er syndige, står lige over for Gud, får skænket Guds kærlighed uden egne anstrengelser og kaldes til at tjene medmennesket. Hvordan sker det? Ved at man udfører det arbejde ordentligt, som man er sat til her på jorden.

Luther afviser munkes, nonners og gejstliges opfattelse af, at deres kald til deres særlige levemåde skulle placere dem i en højere klasse over for Gud end de mennesker, som udfører det kald i det borgerlige liv, de er sat til her på jorden.

Alle mennesker er gennem dåben kaldet til den kristne tro, og alle mennesker er kaldet til at udøve det kald, som Gud har sat det til. Sådan smelter kaldelse og kald sammen hos Luther. Det almindelige, borgerlige liv bliver, ret forstået, helliget. Det er lige så "fint" som det gejstlige liv. Alle skal blive i det kald og i den stand, de er anbragt i, og vide, at et sådant samvittighedsfuldt udført arbejde, om det så er det simpleste huslige arbejde, skriver han, er i Guds øjne mere værd end grundlæggelse af masser af klostre og overholdelse af alle munke- og nonneregler.

Det rammer Thomas Kingo præcis med linjerne "Han vil i dag mig give kraft og styrke,/ jeg i mit kald og stand/ min Gud og fader kan/ tilbørlig (det vil sige passende) dyrke (salmebogen 743). Hvad særligt det gejstlige embede angår, gjorde Luther også op med en anden grundlæggende tankegang i den romersk-katolske kristendom, nemlig den, at det var biskoppens ordination, som gjorde en mand til præst. Nej, sagde Luther, det er menighedens kaldelse. Det var intet mindre end en revolution. Et helt nyt syn på både biskopper, præster, kirkens grundlag, arbejde og plads i samfundet.

Men kunne Luthers friske syn på det verdslige arbejde som et kald fra Gud, som man skulle udføre trofast, ikke misforstås og gå ud over gudstjenestelivet og fromhedslivet? Kunne det ikke fremme hele verdsliggørelsen? Jo, det var der faktisk lutheranere, som mente. Hos 1700-tallets og eftertidens pietister har der været en tendens til at betragte de særligt religiøse arbejdsområder – den ydre og indre mission og andet – som noget ganske specielt sammenlignet med det almindelige borgerlige arbejde.

"Kaldet" fik en ny betydning. Det blev noget særligt at føle sig kaldet til et præsteembede eller et arbejde som diakonisse eller missionær i fjerne lande. Det medførte så i hvert fald for de sidste kategorier ringe løn og andre personlige afsavn.

Men det var netop idéen bag sådanne kald. Det er faktisk en rest af den tankegang, som ligger bag den bestemmelse, som man giver ordet "kald" i Nudansk ordbog (2001): Kald er "et arbejde, som står i en højere sags tjeneste, og som forudsætter uselviskhed og føles som en indre trang", og som eksempler nævnes journalistik og præsteembede!

Både Luthers kaldstanker – at man skal arbejde og blive i sit kald og sin stand – og det af pietisterne prægede syn på det særligt religiøse kald og arbejde indebærer mange problemer. Luther lever i et overskueligt fastlagt standssamfund, hvor hvert menneske er anbragt på en bestemt plads – selvom Luther personligt er et godt eksempel på en mønsterbryder – men hans krav om at blive, hvor man er sat, kan ikke bruges til noget i dag.

Og hvad med hans høje syn på det verdslige arbejde? Kan arbejderen ved et samlebånd for tv-apparater, biler, våben eller andet føle sådan? Hvad betyder kaldstanken for journalisters, sygeplejerskes og præsters lønforhandlinger? Skal udsendte Danida-folk have mere i løn end kristne missionærer samme sted, fordi missionærerne føler et kald fra Gud til dette arbejde og en pligt til at lide visse afsavn?

Kaldstankerne rejser mange spørgsmål både til de historiske skikkelsers og nutidiges historier. At et menneske føler sig overbevist om at have modtaget et kald fra Gud, skal man respektere. Ingen kan – nogle vil sige bør – trænge ind i denne sags kerne. Det forbliver netop et privat anliggende, men det kan have store følger, både positive og negative. Umiddelbart vil man dog tro, at hvis følelsen af et sådant kald kommer til at svare til personens talenter og tilbøjeligheder, må det være et lykkeligt tilfælde.

Martin Schwarz Lausten er dr. theol.