Der er historier, der må fortælles

Det hele kunne have ændret sig den 23. juni for fire år siden. Flemming Weiss Andersen stod sammen med en svensk kollega og god ven, Martin Adler, og fotograferede en fredsmanifestation i den somaliske hovedstad, Mogadishu. Stemningen var afslappet, folk var glade, og der var endelig udsigt til en smule stabilitet i landet. Pludselig blev Martin Adler skudt på klos hold – 10 meter fra det sted, hvor Flemming stod.

"Der fik vi det så tæt ind på livet, som man kan. Hvad det kan koste at arbejde, som vi gør. Men vi besluttede at fortsætte. Og det er selvfølgelig sindssygt et eller andet sted," fortæller Flemming Weiss Andersen, der sammen med sin hustru, Eva Plesner, har rejst og arbejdet i en række urolige områder verden over. Blandt andet Irak, Somalia og Congo.

For Eva Plesner stod det klart, at enten fik sorgen og chokket over Martins død lov til at opsluge dem – og så ville det have været slut med at opsøge konfliktområder – eller også gjaldt det om at fortsætte i samme spor hurtigst muligt. Da Jyllands-Posten ringede få dage efter for at spørge, om parret kunne dække krigen i Libanon mellem Israel og Hizbollah, slog de derfor til med det samme.

"Vi skulle op på hesten igen. Jeg føler meget stærkt, at det, vi laver, er nerven i mit fag. Det er derfor, jeg er journalist. Det er for at kunne fortælle om de mange mennesker, som ingen indflydelse har på verdenspolitikken, men alligevel bliver fanget midt i krig og katastrofer. Det fantastiske er, at det opleves som en stor gave at opleve den enorme styrke, mennesker har selv under de mest fortvivlende vilkår," siger hun.