Den ultimative måde at hjælpe andre på

"Hun forlod sit barn første gang, da det var seks måneder. Kaldet som nødhjælpsarbejder stod over alt andet," fortæller Susanne Brokmose.

For andre mennesker dukker ønsket om at blive nødhjælpsarbejder pludseligt op midt i en ellers strømlinet karriere.

"Folk forklarer, at de bliver trætte af alle de penge, trætte af det materielle ræs. De får et kald om at gøre noget andet, fordi de oplever noget, der sætter spørgsmålstegn ved deres hidtidige arbejdsliv," siger Susanne Brokmose.

Det er et faktum, at det er blevet farligere at være nødhjælpsarbejder de seneste årtier. Alligevel afholder det ikke mennesker fra at søge ud. Ifølge Dansk Flygtningehjælp er det en ud af 50, der beder om ikke at komme til lande som Irak og Afghanistan. Samme erfaring har Randi Bjerre, der i 27 år har stået for udsendelsen af delegater i Dansk Røde Kors.

"Overvejelsen om sikkerhed er gjort, når man kontakter os. Det er ikke et tema," siger Randi Bjerre.

Ét synes at være givet. Har man først én gang taget skridtet og været udsendt som nødhjælpsarbejder, bliver man ved. Det er således meget få af Dansk Røde Kors? delegater, der falder fra efter en udsendelse. Tværtimod går det i blodet på folk.

"Nødhjælpsarbejde giver en meget stor personlig tilfredsstillelse. Når folk kommer hjem, kan man næsten se, at de er vokset," siger Randi Bjerre, som forklarer begejstringen med, at missionerne opleves som langt mere meningsfulde end meget af det, man foretager sig til hverdag.

"Alle kommer hjem og siger, at det har været knaldhårdt, men fantastisk. Uanset hvor håbløs situationen er, som nu senest i Haiti, føler folk altid, at de i det mindste har gjort en forskel og kan være tilfredse med deres indsats. De er ikke viklet ind i lange arbejdsgange, men skaber resultater her og nu," fremhæver hun.

Peter Kjær Jensen, leder af uddannelsen i katastrofehåndtering ved Københavns Universitet, Master of Disaster Management, kalder nødhjælp for "den ultimative måde at hjælpe folk på".

"Når folk ligger i ruinerne, og du giver dem vand, sker der noget. Der er udfordringer hele tiden, men der er også vanvittig mange belønninger. Du kan involvere dig selv," siger Peter Kjær Jensen, som lige nu bliver kimet ned af journalister, der har dækket jordskælvet i Haiti og ønsker at blive aktive nødhjælpsarbejdere.

"De er trætte af at være tilskuere," siger han.

Journalist Malene Haakonsson arbejder i Folkekirkens Nødhjælp og har blandt andet været udsendt til Darfur, hvor hun levede med risikoen for bombeangreb og overfald. Hun ville gerne af sted, fordi hun så en mulighed for at fortælle om en katastrofe, som på det tidspunkt var stærkt overset, selvom titusinder af mennesker døde.

Af flere grunde var hun dog glad for at tage ud som en del af en nødhjælpsorganisation. Dels forbedrer det sikkerheden betydeligt – det er meget farligere at rejse alene rundt som journalist uden organisation med et gennemprøvet sikkerhedssystem i ryggen – dels føler hun, at hun har mulighed for at bringe sine historier et skridt videre end nyhedsmediernes journalister og dermed måske være et skridt nærmere at få hjælpen frem.

"Som journalist kan du kun fortælle historien og, hvis du er heldig, sætte den på dagsordenen. Jeg er glad for, at jeg kan gøre mere. Jeg kan gå i dialog med politikerne og dokumentere problemerne over for dem. Samtidig kan jeg være med til at føre kampagner over for befolkningen og skabe en bred interesse. Muligheden for at følge op på nøden er større," siger hun.

Et meget vigtigt element for nødhjælpsarbejdere og andre, der arbejder under en katastrofe, er det særlige fællesskab, som vokser frem, når alle knokler for at yde deres bedste under ekstreme vilkår, siger Randi Bjerre fra Dansk Røde Kors.

Hun mindes blandt andre en overlæge, som efter en udsendelse fortalte hende, hvordan dem, han havde arbejdet sammen med, græd som pisket, da han rejste derfra.

"Det var der ingen, der ville gøre, hvis jeg forlod min overlægestilling i Danmark," som han bemærkede til Randi Bjerre.

Således er nødhjælpsarbejdet på mange måder et af de mest givende job, der findes, siger Peter Kjær Jensen, men man skal ikke undervurdere, at det også er et meget krævende arbejde, som ingen kan holde til i længden.

"Der er så meget aktion og adrenalin. Det giver et kick, men det kører dig også ned rent menneskeligt."

Chefpsykolog ved Rigshospitalets Krisepsykologiske Enhed, Anders Korsgaard Christensen, har i 10-15 år været med til at tale med udsendte, der er kommet hjem fra katastrofe- og krigsområder. Hans erfaring er, at de største traumer opstår, hvis et menneske i en krisesituation ikke kan gøre noget. Det gælder også ved en ulykke herhjemme.

"Det at kunne handle og forsøge at forhindre noget slemt i at ske er helt centralt for os som mennesker. At være vidne og ikke kunne handle er meget svært," siger han.

Derfor er det heller ikke nøden og elendigheden, der fylder ved hans samtaler med de udsendte. Det er tværtimod deres fornemmelse af at have handlet.

Efter Anders Korsgaard Christensens erfaring er det ikke en bestemt type af mennesker, der bliver nødhjælpsarbejdere. De har alle forskellige personlighedstræk, og selvom han anerkender, at hovedmotivet for de fleste er et ønske om at gøre godt, pointerer han, at der kan være tale om et komplekst miks af årsager. Nogle rejser ud for at rejse væk og glemme; nogle bliver afhængige af det uforpligtende miljø uden en fast hverdag; nogle er eventyrlystne.

Den eneste fællesnævner, Anders Korsgaard Christensen har hæftet sig ved, er, at der ubevidst dybt nede i mange hjælpearbejdere ligger en trang til at sone en skyld og genoprette en balance.

"De har en form for skyldfølelse i deres sind. Der er noget, man vil gøre godt igen. Det kan være alt muligt fra noget meget privat og personligt, der er hændt, til et ønske om at ændre på en uretfærdig verden," siger han.

upoulsen@kristeligt-dagblad.dk