Nanna Schelde |
23. juli 2010
En af Danmarks største kristne sommerlejre, Sommer Oase, sætter i år fokus på oldkirkelige traditioner som tidebøn, meditation og pilgrimsvandring. Det giver krop til ånden
Gud skal ud i kroppen og ind i hverdagslivet.
Det er målet med Danmarks største kristne sommerlejr, Sommer Oase, som lige nu er i gang på markerne i udkanten af Odder.
Den kirkelige netværksorganisation med folkekirkeligt ståsted Dansk Oase har arrangeret festivalen, og ligesom sidste år regner de med at få op mod 4500 gæster igennem i løbet af ugen. Karismatisk kirkecamping med grillaftener, koncerter og salsadans er populært.
Sandsynligvis fordi Sommer Oase tilbyder noget, som rigtig mange danskere higer efter, mener Anne Mie Skak Johansen, der er landsleder i Dansk Oase.
"Der er en dyb længsel efter Gud i alle mennesker. Der er en længsel efter det smukke og det evige og efter den ubetingede kærlighed og tilgivelse," forklarer hun.
Og Sommer Oase forsøger at skabe en ramme, hvor alle kan møde Gud. Aktiviteterne strækker sig fra baby- til seniorniveau, og hvert år besøger gæster uden noget særligt kirkeligt kendskab den populære sommerlejr.
"Vi vil ikke være for indforståede. Vi vil være en relevant kirke, som er sendt til verden. Gud skal være nær i hverdagslivet," fatslår Anne Mie Skak Johansen
Netop derfor er Sommer Oases program i år krydret med gamle spirituelle øvelser. De skal sætte krop på ånden. De oldkirkelige traditioner skaber den fornyelse, som er sommerlejrens tema i år.
"Pilgrimsvandringer, tidebønner og åndelige discipliner er gennemprøvede rutiner, der kan skabe et eftertragtet rum til eftertanke og refleksion. De hjælper os med at have et liv med Gud. Ånden vil have krop. Troen skal omsættes til noget kropsligt," forklarer Anne Mie Skak Johansen.
En til lejligheden fremskaffet ægte kirkeklokke ringer fra en lille bakke i lejren til tidebøn fire gange daglig. Efterfølgende er der sang, bøn og meditation i teltet Casa Maria, som er for det dybere liv.
Her er står stole i halvcirkel foran et keyboard. Bag et forhæng giver stearinlys og olie på et lille bord mulighed for forbøn.
"Casa Maria giver en form for bund til Sommer Oase. Ved at vende tilbage til traditionerne bliver man fornyet og forfrisket," mener Kim Thinggaard, der har ansvaret for tidebønnen.
"Vi beder for pilgrimstjenesten, der vokser frem i Danmark. Vi beder om, at den må sprede sig ud over hele landet," siger Kim Thinggaard i sin bøn.
Omkring en snes er dukket op for at bede med. De sidder med lukkede øjne og sommersandaler og tænker måske på, at de om lidt skal give ånden krop, når de skal ud at pilgrimsvandre.
Dagens første gruppe af pilgrimsvandrere begynder at stimle sammen. Deltagerne i den lange rute på 13 kilometer skal af sted først. Der er både stråhatte, vandrestave og spejdershorts. Det er tydeligt, at der er erfarne folk iblandt.
Forinden har pilgrimspræst fra Viborg Elisabeth Knox-Seith holdt en introduktion til, hvad pilgrimsvandring går ud på:
"Vi vandrer på samme måde som Jesus. Som pilgrimme kan vi vise kærligheden til hinanden."
Den beskrivelse kan 39-årige Buholo Johansen fra København godt lide. Med kasket og rygsæk er hun parat til at gå. Det er første gang, hun er med på Sommer Oase.
"Nogen fra min kirke skulle med. Jeg er ret ny i menigheden, så det er en god måde at komme tættere på dem på," mener hun.
Selv er hun begyndt at gå nogle lange ture derhjemme, men hun har store forventninger til den ekstra dimension, som pilgrimsvandringen kan give.
"Jeg kan godt lide tanken om at gå på stier, som andre har beredt for en. Det, at man kan anerkende det, som andre har fundet," siger hun og fortsætter:
"Man kan gøre op med nogle personlige ting undervejs. Man kan høre fra Gud, hvis man stiller sig selv til rådighed. Temaet om fornyelse passer som fod i hose for mig," siger Buholo Johansen.
Den korte rute på tre kilometer går i gang nogle timer senere. Her dominerer børnefamilier med forhåbentlig nogenlunde terrængående barne- og klapvogne.
Familien Larsen fra Taars i Nordjylland med tre børn og en niece vandrer af sted i det grønne og plukker et par kornaks undervejs. De er med på Sommer Oase for femte gang.
Den ældste søn, Benjamin på otte år, har gemt armbåndene fra de seneste fire sommerlejre i Odder.
"Jeg glæder mig til at opleve noget, til at have det hyggeligt og få frisk luft," siger Benjamin om pilgrimsvandringen.
"Og til at være sammen med Gud," tilføjer hans forældre.
Men hvordan kan man vide, hvor Gud er?
"Lige nu træder jeg på ham," siger Frederik på seks år og sætter sin fod i græsset.
Det har Gud ikke noget imod, mener han.
"Vores højeste ønske er, at børnene lærer noget om Jesus. Vi har ikke oplevet andre steder, at der blev taget så godt imod børnefamilier," siger fra Niels Peter Larsen.
Som noget nyt er der også en spirituel oase for børn, hvor de konkret kan udleve troen. Tilbagetrukket i et krat på pladsen ligger den grønne børnebedecontainer.
Elisa Mortensen fra Aalborg er otte år og har allerede besøgt den hyggelige container mange gange med sine veninder. Containeren er indrettet med blomstrede tekstiler og små stationer, hvor børnene på forskellig vis aktivt kan bekende deres tro. På en tavle af pileflet er monteret minivaser med vand i. Der sidder vilde blomster i mange af dem.
"Her kan man takke Gud for naturen ved at sætte en blomst i en vase," forklarer Elisa Mortensen.
Ved andre poster kan man stille spørgsmål til Gud, bede for dem i Afrika eller velsigne en god ven eller veninde i Jesu navn. Når man er blevet velsignet, får man et rødt hjerte, man kan klistre på tøjet.
Sådan et har Elisa. Hun er meget glad for, at børnene nu har fået deres eget spirituelle rum på Sommer Oase.
"Det er dejligt, at der er kommet et sted, hvor børn kan gå hen og bede, og hvor man ikke behøver at sidde og lytte til en præst i to timer. Og hvor det ikke er præsten, der bestemmer."
Hun holder allermest af at ligge i en lyseblå sækkestol i hjørnet og lytte til beroligende musik.
"Jeg kan godt lide at sidde her og tænke på Gud, mens jeg bliver vindblæst," siger Elisa Mortensen og sætter sig i sækkestolen.
schelde@kristeligt-dagblad.dkMennesker side 8
Se billedserie, blog og mere om Dansk Oase på
kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad