Despoter lytter

Det er et udbredt dogme, at vi skal være forsigtige med at lægge pres på despoter og totalitære regimer. Presset udløser ofte, fremføres det, den modsatte effekt i forhold til det planlagte, nemlig forværrede forhold for despoternes ofre, og styrker regimerne frem for at svække dem.

Vi hørte det under den kolde krig, hvor det i ramme alvor blev sagt, at kritik af Kreml og fokus på systemkritikere i både Sovjetunionen og Østeuropa risikerede at gøre forholdene for de pågældende systemkritikere endnu værre. Vi hørte det igen under den jugoslaviske opløsningskrig. Udenlandsk pres mod diktatoren Slobodan Milosevic ville styrke hans position snarere end det modsatte.

I dag får vi med jævne mellemrum at vide, at kritik af det palæstinensiske Hamas-styre i Gaza virker mod hensigten. Styret bliver kun endnu mere yderligtgående, hedder det. Noget lignende gælder det islamiske præstestyre i Iran. Sanktioner hjælper styret, og det samme gælder kritik af dets barbariske straffemetoder.

Men dogmet var forkert under den kolde krig. Det har vi efterfølgende fået mange vidnesbyrd om. Dogmet var også forkert i forrige årti, hvilket udviklingen på Balkan senere dokumenterede. Og det er lige så urigtigt i dag.

Det viser udviklingen i sagen om iraneren Sakineh Mohammadi Ashtani. Sagen drejer sig om en enkelt person, men den er principielt vigtig, fordi den viser, at pres fra udlandet kan give synlige resultater.

Sakineh Mohammadi Ashtani, som er mor til to børn, har været fængslet i fem år i Tabriz i det nordlige Iran efter en dom for utroskab. Hun blev først idømt 99 piskeslag i 1999, men senere blev sagen taget op igen, og den nu 42-årige kvinde blev dømt til døden ved stening.