Blev der også brugt gift ved Srebrenica?

Kolonnen begynder allerede hen på eftermiddagen at bevæge sig væk fra Susnjari. Midt i den går Abdullah Mujkanovic. Ruten gennem skoven er ikke planlagt, og derfor følger han bare den smalle jordstribe, som de, der lige nu går foran ham, har skabt. Han har før 1992 arbejdet som leder af et byggesjak, men blev under krigen soldat. Det var alle, fortæller Abdullah, for mændene blev jo nødt til at forsvare Srebrenica. Lige nu går han med sin bror og et par fætre. Familiens kvinder er taget til Potocari, og han håber at se dem igen i Tuzla. Gennem natten traver han kun iført en let jakke, shorts og snøresko, for der var ikke tid til at pakke andet ned. I rygsækken har han lidt gammelt brød og nogle få papirer. Blandt andet sit ID, for han kommer aldrig tilbage.

Nær Jadar-floden den 12. juli 1995: En af de andre i gruppen stopper for at drikke vand fra en bæk. Morgenen er ved at gry, og de har vandret gennem skoven hele natten. Indimellem er grupperne tvunget til at krydse en vej eller en lysning i skoven, og ude i det åbne landskab kan soldaterne fra den bosnisk-serbiske hær, VRS, se dem. Den konstante uvished og angst gør dem trætte, men Abdullah ved, at de ikke kan hvile nu. Der er stadig 100 kilometers vandring gennem bjergene til Tuzla.

Vandet smager sødt, men gør dem godt. En halv time efter stoppet begynder nogle af mændene dog at opføre sig mærkeligt. De kan ikke længere genkende deres rejsefæller, end ikke deres egne familiemedlemmer, og de taler i vildelse. Nogle ser bygninger i stedet for skovens træer, andre samler bark og træpinde op, som de bruger som telefoner. Abdullah får øje på flere, der slår sig selv i ansigtet og trækker deres hår ud af hovedbunden. Selv begynder han også langsomt at mærke den. Forandringen. Hans tøj føles pludseligt beskidt, og han har lyst til at tage det af. Han vrider sig og forsøger at knappe jakken op, men nogen stopper ham. Han siger, at han vil tilbage til Srebrenica, men en fra hans gruppe holder ham fast. Han får det dårligt, har besvær med at trække vejret og ser andre kaste op og blive lamme i ansigterne. Deres munde står åbne, og synet skræmmer ham.

Efter et par timer går lammelserne og hallucinationerne væk. Folk begynder igen at blive normale. Men igen og igen sker det for andre grupper længere tilbage i kolonnen, og til sidst går det op for dem, at flodvandet er forgiftet.

Ravni Buljim den 12. juli 1995: Mens Abdullah og hans mænd er faldet tilbage på grund af det forgiftede vand, så går Zulfo Salihovic og hans gruppe til. Hen på eftermiddagen er de omtrent midt i kolonnen, da den pludselig bliver angrebet. Granater og skud giver genlyd i skoven. Serberne har fundet dem. Zulfo har været kaptajn i den bosniske hær under krigen, men her i kolonnen er han som civil. Han har ingen våben og kan derfor ikke forsvare sig. Som alle andre kaster han sig mod jorden, men pludselig hører han en lyd tæt ved. Den er skarp og hvislende og ikke som en almindelig granat. Da han lugter rådne æg og ser et orangefarvet lys brede sig på skrænten, rækker han ned og river et stykke af sin trøje. Med lidt vand fra sin vanddunk væder han stoffet, inden han binder det rundt om munden og næsen.

Zulfo genkender fra sin militære træning, hvad det er, der breder sig. Gas. Han gør tegn til de andre om at beskytte sig, men mange går i panik og trækker blot vejret hurtigere. Snart lyder skoven af deres råb, hallucinationerne er gået i gang.

Mørket er ved at sænke sig over skoven og med det, håber Zulfo, sikkerheden. Han ser dog en af sine soldaterkammerater, Jusuf Nukic, kramme et træ, som han i gasrusen ser som sin kæreste. Andre råber, at serberne ikke er fjenden. Gruppen, som før gjorde hastige fremskridt mod Tuzla, er nu gået i stå, og gennem megafoner prøver VRS at overtale de forvirrede flygtninge til at overgive sig. Zulfo ser mange gå ud af skoven og hen over marken mod de serbiske stillinger. Selv holder han fast i Jusuf, prøver at få ham til at drikke. Efter en time kommer han igen til sig selv og forstår ikke alt postyret, men bedst som den lille gruppe igen er på vej, vil Jusuf ikke mere. Han er træt, udmattet og vil over til serberne. Fra skoven ser Zulfo sin ven forlade træernes dække og gå ud over marken.

Kamenicko Brdo den 12. juli 1995: Zulfo ser lasede og tynde mænd slingre som berusede rundt i skoven. Srebrenicas lange belejring har ikke rustet dem fysisk til turen, og mange af dem kan og vil ikke mere. Han ser flere kollapse af gassen. Nogle kommer på benene igen, andre bliver liggende. Atter andre falder for kuglerne, granaterne og megafonerne. Hele vejen til Tuzla kalder serberne, samtidig med at de smider gasgranater. Gassen skal bruges til at "bløde muslimerne op" skriver den bosnisk-serbiske leder af efterretningsenheden i VRS, Zdravko Tolimir, senere i et brev til hærens ledelse. De ved, at den gør ofrene forvirrede og svage, og derfor er den velegnet mod kolonnen.

Virkningen udebliver da heller ikke. Mens Abdullah og hans gruppe klarer turen til Tuzla på seks dage, tager det Zulfo 32 dage, fordi han og mændene hele tiden farer vild. Den tredje mand, Kristeligt Dagblad har talt med fra kolonnen, Muhamed Tahic, bliver fanget efter 15 dage og sidder til borgerkrigens afslutning i koncentrationslejren Batkovic i Bijeljina i det nordøstlige Bosnien. Han gyser, konfronteret med turen for 15 år siden:

"Serberne jagtede os som dyr. Ingen har interesseret sig for, hvad der skete dengang. Men for os, der oplevede det, vil gasangrebene altid være et traume," siger han i dag fra sin lejlighed i Sarajevos udkant.

udland@kristeligt-dagblad.dk

Artiklen fra Srebrenica er blevet til efter interview med blandt andre de tre overlevende fra flygtningekolonnen, lokale organisationer, ansatte ved Læger uden Grænser, Institute for the Research of Genocide Canada, Røde Kors i Bosnien og Srebrenica-Potocari Memorial Center.