Kristendommen er og bliver en udkantsreligion

Kristendommen mener for eksempel ikke noget konkret om indvandrerpolitik. Kristendommen mener derimod så bestemt noget om det menneskelivs vilkår, konkrete politikker går ud over. Ikke til enhver tid og i enhver sammenhæng, men derimod så snart det grundlæggende menneskesyn, kristendommen holder frem for øjnene af os, bliver undertrykt af konkrete politikker.

Det kristne menneskesyn hviler på troen på, at alt menneskeliv er formet i Guds billede og af den grund har absolut og umistelig værdi. Derfor skal det, hvor usselt og ubehageligt det end må tage sig ud i menneskers øjne, behandles med betingelsesløs respekt. Af Gud. Men også af mennesker.

NÅR VI MED DETTE IN MENTE hører, hvorledes Jesus bevæger sig fra de yderste til de inderste magtcirkler, bliver det ubrydelige bånd mellem kristendom og politik synlig. For Jesus flytter i konkret handling udkantsmenneskernes liv ind for øjnene af de mennesker, der opholder sig isoleret i magtens centrum.

Udkantsmenneskerne går fra at være en teoretisk masse på afstand til at være konkrete, levende mennesker, magthaverne handler i ansvar over for. Jesus har i en politisk styret verden handlet, så kristendom og politik ikke længere er til at skelne fra hinanden. Ikke som princip, men som noget, der skal kunne mærkers i konkret handling her og nu.

Jesus forlanger ikke bestemte politiske forbedringer af udkantsmenneskernes liv. Det ansvar overlader han til magthaverne. Men han forlanger derimod, at alle mennesker bør nyde den samme respekt, der automatisk springer ud af livet i centrum.

At sammenblande kristendom og politik er altså ikke at kræve bestemte politiske løsninger eller tiltag. Det er derimod at fastholde, at også i denne verden skal alle mennesker behandles med samme betingelsesløse respekt. At sammenblande kristendom og politik er med andre ord at problematisere al politik, der deler mennesker op i os, der kan nyde det lette liv i centrum, og dem, der ikke er mere værd end et liv i udkantsområderne.

Nu er Danmark ikke paradis på jord. På den anden side er det næppe forkert at hævde, at det lighedsprincip, Jesus tydeliggør, i en sekulariseret udgave, er en af de afgørende værdier, der har formet det danske samfund. En værdi, kristendommen uden tvivl har været stærkt med til at udvikle og udbrede.

Og netop fordi kristendommen har været (med)skaber og (med)talsmand for dette menneskesyn, ligger der heri også en pligt til at problematisere ethvert politisk menneskesyn, der nedgør den udelte, absolutte respekt for alle mennesker.

TEORIER MÅ NATURLIGVIS kunne klare virkeligheden, og det er derfor naturligt at spørge: Hvor møder vi så truslen mod den samme betingelsesløse respekt for al menneskeliv? I hvilke konkrete politikker møder vi den uværdige skubben folk ud i udkantsområderne af det danske samfund?

Desværre alt for mange steder, men lad os fremhæve fire forskellige og tydelige eksempler: For det første i den sociale lovgivning, der de seneste år har tildelt overførelsesindkomster efter race. De love, der for eksempel er kendt som starthjælpen og 450-timers-reglen, og som er specialdesignet til at tildele bestemt grupper i det danske samfund markant lavere ydelser end andre. Blot fordi de har en bestemt etnisk oprindelse, der ikke automatisk giver dem plads i centrum af samfundet.

For det andet, når det er blevet politisk legitimt at omtale dele af befolkningen som mørkemænd og bede dem gå ad helvede til, og når det på samme måde er blevet politisk acceptabelt at hævde, at en bestemt kulturel, religiøs herkomst pr. automatik afføder slægtninges voldtægt af unge piger. Når man altså kan slippe af sted med at brændemærke mennesker på grund af deres kultur og religion, deporterer vi store grupper af mennesker i samfundets udkantsområder.

For det tredje, når den blinde tiltro til frit valg på alle hylder, for eksempel i forhold til sygehusvalg, skyller ind over landet og favoriserer den middelklasse, der i forvejen lever sikkert i samfundets centrum. Når middelklassens ressourcer til at træffe svære valg og vilje til at presse på, når deres ønsker ikke bliver opfyldt, primært bliver tilgodeset, vælger vi som samfund at give svage og udsatte plads i periferien af det danske samfund.

Det gør vi for det fjerde, når lægehjælp og sygehusbehandling i stærkt stigende omfang igennem private sygeforsikringer bliver knyttet til det at have et arbejde. Når man altså skal have et arbejde for at få den bedste lægehjælp, efterlader vi mennesker uden arbejde i et udkantsområde, hvor god lægehjælp og behandling afhænger af social status og held.

NATURLIGVIS HVERKEN KAN eller skal kristendommen forholde sig til de realpolitiske intentioner bag lovgivningen og vanskelige, politiske diskussioner, da den som nævnt ikke mener noget konkret om eksempelvis indvandrerpolitikken. Men fordi kristendommen altså altid befinder sig på siden af de mennesker, der bliver skubbet ud i samfundets yderområder, har den pligt til at problematisere, at nogle mennesker på grund af race eller manglende tilknytning til arbejdsmarkedet er mindre værdige til bestemte ydelser end andre.

Jesus hentede udkantslivet ind for øjnene af magthaverne for derved at give dem mulighed for at bringe udkantslivet til ære og værdighed igen. Det er denne handling, der former kristendommens pligt til at blande kristendom og politik ved at gøre det samme.

Så magthaverne og de, der giver dem magten, vælgerne, ikke glemmer det sårbare og ødelagte udkantsliv, der så let bliver et glemt affaldsprodukt af det sikre liv i centrum.

Heiner Lützen Ank er præst og kampagneleder i Kirkens Korshær