Christina Agger, Kristine Korsgaard |
26. juli 2010
Danskerne får for få børn til at kunne opretholde velfærdssamfundet på længere sigt, hører vi igen og igen. Alligevel betegner flere politikere og forskere indvandrerkvinders lave fødselsrate som en solstrålehistorie
2,1 børn i gennemsnit pr. kvinde. Så meget skal der til for at reproducere en befolkning. Danske kvinders fertilitet på gennemsnitlig 1,9 barn i de senere år har derfor fået demografer, politikere og økonomer til at opfordre familierne til at udvide med barn nummer to og gerne tre. Hvem skal ellers forsørge de syge og gamle i fremtiden, har spørgsmålet lydt.
Set i det lys kan nyheden om, at indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande nu kun føder 1,6 barn i gennemsnit og dermed færre end resten af landets kvinder, umiddelbart lyde faretruende. Men eksperter og politikere kalder udviklingen positiv, og demograferne forholder sig forbavsende roligt.
Manu Sareen (R), integrationskonsulent og byrådsmedlem i Københavns Kommune, er én af de begejstrede. Han opfatter den lave fødselsrate som en indikator for, hvor godt det går med integrationen.
"Vi kan se på gymnasierne, på uddannelsesstederne, at indvandrerkvinderne stormer frem. Det betyder, at de træder ind i moderniteten. De vælger en karriere, og de vælger sig selv. Det er måske en af de allerstørste succeshistorier i mange, mange år," siger han.
Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, ser også tallene som udtryk for, at indvandrerkvinderne nu tager del i de goder, som hidtil mest har været forbeholdt etniske danskere.
"Jeg er rigtig glad for, at mange indvandrerkvinder er kommet i beskæftigelse eller i gang med en lang uddannelse, og at de blandt andet af den grund føder færre børn. Det er et udtryk for, at det er gået kraftig fremad med integrationen. Netop arbejde og uddannelse giver dem mulighed for at kravle op ad den sociale rangstige og for nogles vedkommende også for at rive sig fri af den sociale kontrol, vi ved eksisterer i nogle indvandrerkulturer," siger han.
Ifølge forskere inden for både integration og demografi er indvandrernes lave fødselstal formentlig et resultat af den politik, der har været ført, siden VK-regeringen overtog magten i 2001.
Lektor emeritus i demografi ved Københavns Universitet Hans Oluf Hansen peger på, at strammere regler for indvandring og ophold i Danmark blandt andet har betydet, at vi har fået færre indvandrere fra de ikke-vestlige lande i de seneste 10 år. Dermed har indvandrerne i Danmark gennemsnitligt opholdt sig her i længere tid og haft bedre mulighed for at blive integreret – med færre børn til følge.
Lovgivningen har også ændret sammensætningen af indvandrergruppen. Blandt andet på grund af den såkaldte 24-årsregel om, at en udlænding først kan blive gift og familiesammenført med en partner i Danmark, når begge er fyldt 24 år. Og tilknytningskravet om, at parret skal have en større samlet tilknytning til Danmark end andre lande.
Lisbeth Knudsen, som er sociologiprofessor med speciale i demografi og fertilitet ved Aalborg Universitet, forklarer sammenhængen:
"Det har blandt andet bremset de unge indvandrerkvinder, som får børn meget tidligt. Tidligere talte man jo om dem, man kaldte ?imported brides?, der kom til Danmark for at blive gift med en landsfælle og få nogle børn. De havde en meget høj fertilitet, men de kommer ikke længere" siger hun.
Uanset om man bifalder resultatet af udlændingepolitikken eller ej, leder indvandrerkvindernes lave fødselstal naturligt til at spørge, om det er endnu en lille pind til velfærdsstatens kiste.
På papiret ja, svarer demograferne. Men i praksis får det næppe katastrofale konsekvenser.
"Hvis man anlægger den stærkt forenklede antagelse, at intet vil ændre sig i de næste mange år, vil både gruppen af indvandrere og etniske danskere uddø, for de formerer sig ikke nok. Det er selvfølgelig en urealistisk antagelse, men sikkert er det, at det har konsekvenser for størrelsen af vores arbejdsstyrke, hvor mange børn der bliver født," siger Hans Oluf Hansen.
Han fremhæver, at den lave fertilitet er en udfordring i de fleste lande verden over, især i Vesten. Hans Oluf Hansen ser tre muligheder for at løse problemet: Større indvandring, flere fødsler eller at få mere ud af den lille arbejdsstyrke, vi har til rådighed.
"Samfundets produktivitet handler jo ikke kun om befolkningens alder eller antal hoveder. Nogle lande kan stadig hente noget ved at få flere kvinder i arbejde, og her i Danmark handler det om at give folk en ordentlig uddannelse – fylde mere kød i pølserne, så at sige. Så vi kan producere mere, selvom vi ikke er så mange."
Lisbeth Knudsen er heller ikke bekymret over indvandrerkvindernes fødselstal.
"Det er jo en relativt lille gruppe, så det er ikke det, der bliver det afgørende for arbejdsstyrkens størrelse i fremtiden," siger hun.
agger@kristeligt-dagblad.dkkristine.korsgaard@kristeligt-dagblad.dkleder side 6
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad