Kystfolket frygter for fremtiden

Vreden og bedrøvelsen over olieudslippet, som har lukket store områder af havet for fiskeri og vil mærke golfkyststaterne i mange år fremover, er da også tydelig i Venice, der stolt betegner sig selv som "USA's fiskerihovedstad".

"Vreden dækker over en dyb angst og frustration. Vores levevis er truet. Vi har det bedste fiskeri i hele USA, formentlig i hele verden. Området er så rigt på ressourcer, at du altid bare har kunnet gå ud af skolen som 14-årig og få et job på en østersbåd og tjene gode penge. Og hvis ikke du gjorde det, kunne du tage ud og arbejde på en olieboreplatform. Nu kan begge muligheder forsvinde. Det handler om liv og død hernede," siger Larry Hooper.

Netop olieindustriens dobbeltrolle som skurk og pengekilde former de lokales holdninger til udslippet i Den Mexicanske Golf og til den amerikanske regerings både kort- og langsigtede reaktion på katastrofen, der står som et smerteligt symbol på USA's dybe og over-ordentlig problematiske afhængighed af olie.

Blandt præsident Barack Obamas store indenrigspolitiske prioriteter er at overtale det nødvendige flertal i en modvillig kongres til at vedtage en omfattende og kostbar klima- og energireform, der blandt andet vil nedbringe olieforbruget og CO2-forureningen. Senatet, der sammen med Repræsentanternes Hus udgør Kongressen, har netop skrinlagt en sådan reform, og det er uklart, hvornår den igen vil komme på dagsordenen.

Selvom den løbske oliestrøm har knust idyllen i Venice på ubestemt tid, møder præsident Obamas vision om at reducere eller endda afvikle de miljøskadelige dybhavsboringer og udvikle flere alternative, grønne energikilder ikke megen opbakning her. Blandt de mange højlydte modstandere af præsidentens planer for at omlægge USA's energipolitik og gøre op med den amerikanske olieforslugenhed er den midaldrende, hvidklædte Deanna Butler, der passer den næsten tomme restaurant på marinaen for sin søn.

"Vi er ikke mod olieselskaberne. Louisianas økonomi afhænger af olien. Det er regeringen, vi er vrede på. Præsident Obama udnytter olieudslippet til at fremme sin dagsorden om en energilov og klimaafgifter. Men han er arrogant og lytter ikke til det amerikanske folk. USA er ikke som Europa. Vi vil ikke være som dem. Vi vil have vores olie i fred," siger Deanna Butler med et trodsigt blik.

På den anden side af bordet nikker den mere stilfærdige pensionist Bob Richardson, der netop er kommet tilbage fra en to dage lang dybhavsfisketur med blot en enkelt fisk i nettet.

De er også begge stærkt kritiske over for præsident Obamas indsats for at rette op på den katastrofale situation i Den Mexicanske Golf, hvor regeringen i de første mange uger efter ulykken overlod tøjlerne til olieselskabet BP.

"Regeringens holdning til os, der rammes af ulykken, er forkastelig. Den så, hvad der skete, og gjorde intet i 30 dage. Dette er amerikansk farvand, og den har ansvaret. Den er mere optaget af at presse sine nye love igennem og ødelægge olieindustrien, end den er for at hjælpe os," erklærer Deanna Butler.

Ude på havet er effekterne af oliestrømmen, der med en enorm kraft er spyet ud af den defekte oliekilde på havbunden, skræmmende tydelige. I marskområderne ud for havneudløbet i Venice er den nederste del af sivene farvet smudsigt sortbrune af giftig råolie, der lapper ind i det sårbare bevoksning og klistrer til øjne, fjer og skind på de fugle og dyr, der lever derinde. Nogle steder lurer klistrede klumper af en fedtet, tjæreagtig substans på størrelse med en knytnæve lige under havoverfladen.

"Vi skal ikke ret langt herfra for at se og lugte de helt store oliepøler i vandet," konstaterer den unge kystvagtofficer Nathan Henise, der har taget Kristeligt Dagblad med ud på havet for at se oprydningsarbejdet.

Langs kanten af marsk-områderne, der dukker op som forblæste små øer i havet, flyder gule og orange flydespærrer indsmurt i olie rundt som dovne oppustede søslanger i bølgekrusningerne. De lange flydespærrer er lagt ud af besætningerne på nogle af de mange rejefiskerbåde, som BP har hyret til at inddæmme og derpå opsuge oliesøerne med et pudelignende materiale, der fungerer som en forvokset køkkensvamp.

Længere ude på havet er andre rejefiskere, der for manges vedkommende aldrig har beskæftiget sig med andet end at hive tonsvis af golfens delikate brune, hvide og lyserøde rejer op i deres enorme finmaskede net, beskæftiget med at fjerne olie ved hjælp af kontrollerede, men farlige afbrændinger i havoverfladen.

I de smalle beskyttede vandveje mellem marskområderne ligger lange rækker af rejefiskerbåde imidlertid ubeskæftigede hen i læ, mens besætningerne venter på, at vinden og strømmen aftager. Regionens mange kraftige sommerstorme sætter oprydningsarbejdet på pause og pisker samtidig op i havet, så olien spreder sig endnu mere.

"Indsatsen kan synes som en dråbe i havet, og vi har brug for mange flere både og flere flydespærrer. Der er ingen nem måde at løse det her på. Men ud over at gøre et reelt og nyttigt stykke arbejde, er det også vigtigt, at de her fyre føler, at de er med til at gøre noget. Vandet herude er deres; de har en dyb følelsesmæssig tilknytning til det," forklarer Nathan Henise.

Folk her på Golfkysten er både lidenskabelige og hårdføre. Området omkring Venice blev så godt som tilintetgjort af orkanen Katrina for fem år siden, og rundt omkring vidner døde piletræer, bilvrag og andre forrevne efterladenskaber stadig om naturkatastrofen. Men fiskerisamfundet kom bemærkelsesværdigt hurtigt på fode igen.

"Oppe i New Orleans klynkede de over, at et eller to diger blev gennembrudt. Hernede brast 37 diger, og byen blev så godt som slettet fra landkortet. Der gik syv måneder, inden vi havde strøm, og tre år, inden vi igen fik post. Min kone og jeg havde lige bygget et stort nyt hus, og da vi kom tilbage efter orkanen, var der kun murbrokker tilbage. Badekarret hang fra ruinerne af køkkenet. Vi mistede alt. Men vi byggede det langsomt op igen. Så godt som alt, du ser her i området, er nybygget," fortæller Larry Hooper.

BP har hyret tusinder af arbejdere fra hele landet til at hjælpe med oprydningsarbejdet, og på et stykke jord få kilometer fra marinaen i Venice er selskabet ved at opstille en midlertidig lejr af campingvogne til at huse dem. Heller ikke denne nye udvikling huer lokalsamfundet i Venice, der er det allersidste stop på landevejen fra New Orleans og ned langs Mississippi-floden.

"Det her er verdens ende. Kun én vej fører til og fra Venice. Alle kender alle, og vi stoler på hinanden og hjælper hinanden. Tilflytterne er nogle tvivlsomme typer, som BP har samlet op rundt om i landet. Det er ikke den slags mennesker, vi ønsker skal være hernede. Men de kommer til at være her i årevis," siger Larry Hooper.

Som Deanna Butler og Bob Richardson i restauranten insisterer han dog på, at selv ikke den værste miljøkatastrofe i USA's historie kan knuse Golfkystens sjæl.

"Hvad nytter det at græde? Man kan enten give op eller følge med strømmen og se, hvad som sker, og det gælder også denne her ulykke. Jeg forlader aldrig Venice. Aldrig," siger Larry Hooper.

I stedet for at sejle med lystfiskere på jagt efter tun og sværdfisk i kleppertstørrelsen er den 68-årige turbådsskipper og hans hvide skinnende fartøj, "Our Freedom" (Vores Frihed), nu midlertidigt hyret af BP til at fungere som en slags vandtaxa for nogle af de mange kystvagtofficerer, som er særligt indkaldt fra hele landet for at gøre tjeneste på Golfkysten.

"Jeg ved, at jeg ikke kommer til at fiske igen i år," konstaterer han.

nyholm@kristeligt-dagblad.dk