Birthe B.Pedersen |
27. juli 2010
Al-Qaedas henrettelse af et fransk gidsel i Mali markerer en optrapning af krigen mellem islamiske terrorister og de nord- og vestafrikanske lande støttet af Frankrig
"Frankrig har åbnet en af dørene til Helvede".
Med disse ord signalerer lederen af terrororganisationen al-Qaeda i Det Islamiske Maghreb, AQMI, Abdelmalek Droukdal, at krigen mellem al-Qaedas nordafrikanske gren og Sahel-landene og deres franske allierede vil blive optrappet.
Truslen blev fremsat i en båndoptagelse afspillet af tv-stationen Al Jazeera, hvor Droukdal oplyser at have henrettet et fransk gidsel, som blev bortført i Niger i april.
Henrettelsen kommer efter et mislykket forsøg på at befri Michel Germaneau i torsdags. Med støtte af franske soldater stormede den mauretanske hær en af AQMI?s lejre , hvor man mente, at det franske gidsel blev tilbageholdt. Syv terrorister blev dræbt, men den 71-årige Michel Germaneau befandt sig ikke i lejren.
"Vi har henrettet det franske gidsel som hævn for Frankrigs drab på vore brødre", sagde lederen af al-Qaeda i Maghreb i båndoptagelsen.
Sidste år blev et britisk gidsel henrettet, og yderligere tre spanske statsborgere holdes som gidsler af terrorgruppen, som opererer i det kæmpemæssige Sahel-område på kanten mellem Sahara og det sorte Afrika, hvor gidseltagning er blevet en veritabel industri.
"Al-Qaeda i Maghreb har i de seneste år bortført flere end 30 vestlige gidsler fra snart sagt alle europæiske lande samt USA og Canada. Det britiske gidsel og det franske gidsel er de første, som er blevet henrettet. I alle øvrige tilfælde er gidslerne blevet frigivet, enten til gengæld for frigivelse af terrorister fra vestlige eller afrikanske fængsler eller mod betaling af en løsesum. Især denne sidste henrettelse er udtryk for, at terrorkrigen er i færd med at blive optrappet i Sahel-området," siger Mathieu Guidère, professor i geostrategiske spørgsmål og specialist i al-Qaeda i Maghreb ved universitetet i Genève i Schweiz.
Det britiske gidsel, Edwin Dyer, blev henrettet, efter at den daværende britiske premierminister, Gordon Brown, havde gjort det klart, at Storbritannien ikke ville give efter for pres.
I februar blev et andet fransk gidsel frigivet til gengæld for løsladelsen af mauretanske og algeriske terrorister fra et fængsel i Mali – til stor vrede for Algeriet og Mauretanien.
"Denne gang havde al-Qaeda krævet, at Frankrig skulle løslade hjernen bag attentaterne i Paris i 1995, og det var utænkeligt for Frankrig at løslade en terrorist, der var skyld i dødsfald i Frankrig. Samtidig har Sahel-landene og de nordafrikanske Maghreb-lande indledt et samarbejde om terrorbekæmpelse, som har resulteret i en offensiv mod al-Qaedas baser, der medvirkede til at komplicere forhandlingerne om en eventuel løsesum," siger Mathieu Guidère.
Al-Qaeda i Maghreb udspringer af den tidligere algeriske, salafistiske terrorgruppe GSPC, som i 2006 tog navneforandring for at blive al-Qaedas nordafrikanske gren. Organisationen står bag en lang række attentater mod algerisk politi og militær og mod franske og amerikanske interesser i især olie- og gassektoren i det sydlige Algeriet, men opererer i hele Sahel-området.
Præsident Nicolas Sarkozy har opfordret alle franske statsborgere til at holde sig væk fra Sahel-området.
udland@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad