Kan man også tale om ansvar i en mere udvidet forstand? Tankegangen bag LVF's ønske om bede mennonitterne om tilgivelse er, at også de lutherske kirker udgør et fællesskab, hvori den enkelte kirke og det enkelte medlem af kirken er ansvarlig for mere end sig selv. Kirken er et åndeligt fællesskab. De lutherske kirker er således en del "de helliges samfund" (communio sanctorum), som det hedder i trosbekendelsen.

Således har også den romerskkatolske kirke et ansvar at varetage i forbindelse med præsters misbrug af mindreårige, også selvom misbrugene falder ind under lovens forældelsesfrist eller skyldes præster, der for længe siden er gået på pension eller endda er afdøde. På tilsvarende måde hæfter også de lutherske kirker for de uretfærdigheder, der er begået imod uskyldige – i den lutherske kirkes navn.

De historiske studier, som LVF's Strasbourg Institut de seneste fem år har gennemført sammen med mennonitterne, har således til manges forskrækkelse vist, at lutheranere – inklusive Luther og Melanchthon – direkte eller indirekte har ansvar for henrettelsen af omkring 100 af de omkring 2500 gendøbere eller "anabaptister", der blev torteret og dræbt på grund af blasfemi (en anklage, der på den tid udløste dødsstraf).

Jamen, var gendøberne ikke blandt bondeoprørere ledet af Thomas Müntzer? Jo, det er rigtigt nok. Og kunne Luther ikke have ret i at bede myndighederne om at "slå de hunde ned", når nu de påbegyndte en borgerkrig med en voldsom blodsudgydelse til følge? Jo, måske, og sådan har vi også lært det i skolen, endda på universitetsniveau.

Men ingen af os (eller kun de allerfærreste) har fået den anden halvdel af historien at vide, nemlig at Melanchthon og Luther så sent som i 1536 skrev et brev, hvori de opfordrede myndighederne til at forfølge og straffe gendøberne fysisk til døden, fordi de angiveligt var løgnere, der i virkeligheden kun pønsede på at udføre undergravende virksomhed, eftersom de var Djævelens børn.

Lutheranerne skelnede ikke mellem bondeoprørerne fra 1525 og de senere pacifister blandt gendøberne – herunder martyreren Menno Simmons, som mennonitterne har opkaldt sig efter.

En enkelt undtagelse er der dog heldigvis i lutherdommen: Luthers yngre ven Johannes Brenz argumenterede for, at myndigheden kun kunne give straf for den civile kriminalitet, mens man over for gendøberne kun skulle anvende skriftens ord.

LVF's generalforsamling har nu enstemmigt og i form af højtidelig gudstjenestefejring sammen med mennonitterne valgt ikke kun at "beklage" fortiden eller kun at "fortryde" den. Man har heller ikke kun sagt "undskyld", som det er kommet på mode de senere år. Man har valgt at bede Gud og mennonitterne om tilgivelse for de begåede synder i en tillid til Kristi løfte om, at de synder, der forlades på jorden, også forlades i himlen (Matthæus 16,19).

Hvad er forskellen mellem at beklage, at fortryde, at undskylde eller at bede om tilgivelse? Det har man indgående diskuteret på tidligere rådsmøder i Arusha 2008 og Genève 2009. Her følger min egen opfattelse af sagen: Man kan beklage hvad som helst, lige fra en regnefejl til regnvejr. Man kan fortryde meget, men altid kun bagud i tid – "bare jeg dog havde handlet anderledes". Man kan undskylde noget, som man enten selv eller nærmeste har gjort, men der ligger også i undskyldelsen en hurtig udvej ved at komme med undskyldende forklaringer – "jeg gjorde det jo altså bare, fordi ?". Men der er ingen vej uden om selvransagelsen og anger i forbindelse med bønnen om tilgivelse.

Men man kan kun bede om tilgivelse i håbet om, at man vil blive taget imod af den anden, og at der vil komme en fremtidig forsoning i stand – i dette tilfælde med mennonitterne. Derfor har lutheranerne også forpligtet sig til at erkende deres egne dystre sider. Man har også forpligtet sig til i sin fortsatte undervisning at fastholde erindringen om fortidens ugerninger – for at kunne bringe en fremtidig forsoning i stand. Når man samtidig beder Gud om tilgivelse, flyttes perspektivet ud over en selv og ens øjeblikkelige skyldfølelse (eller mangel på samme). Man holder fast i proportionerne. Det er kun sandheden, der kan gøre en fri. En tilgivelse er en til-gift.

Samtidig har mennonitterne også erkendt deres skyld: De erkender nemlig, at de har fastholdt et billede af sig selv som de perfekte kristne over for de voldelige katolikker og reformatorer. Og de har opdaget, hvor meget de selv skylder Reformationen, ikke mindst Luther. For mennonitterne er skriftens ord og Jesu eksempel helt afgørende. Anklagen imod sværmerne i Den Augsburgske Bekendelse, artikel 5 ramte muligvis nogle sværmere dengang, men rammer ikke nutidens anabaptister.

Der er nu skrevet en fælles historie mellem lutheranere og mennonitter. Det betyder, at man fra begge sider må ophøre med at anvende og videreføre falske stereotypier. Lutheranerne har nu bedt om tilgivelse, og tilgivelsen er blevet skænket af mennonitterne ved en fælles fejring af gudstjenesten med over 500 deltagere i Reithalle i Stuttgart. Man gik til nadver sammen.

Men der er ikke læremæssig enighed mellem de to konfessioner. I de læresamtaler, der har fundet sted, har man lært, at billedet af gendøberne har været ensidigt og forvansket. Anabaptister er ikke sværmere, og de anstifter ikke oprør, snarere tværtimod. Men to punkter står tilbage: barnedåben (CA artikel 9) og den fortsatte opfattelse blandt mennonitterne, at man som kristen ikke kan påtage sig hverv i øvrigheden, der indbefatter anvendelse af tvang og vold (CA artikel 16). Samtalerne vil nu gå videre, efter at forsoningen har fundet sted.

Men hvad mener egentlig vi lutheranere? Mener vi, at udøbte børn går fortabt? Og mener vi, at vi kan deltage i hvad som helst af øvrighedsgerninger, for eksempel som lejrkommandant? Som Luther engang skrev i 1523: "Hvor langt er man skyldig at øve lydighed over for øvrigheden". Hvor langt?

Niels Henrik Gregersen er professor i systematisk teologi