Lærestykke i venskaber

Ifølge 2.b.?s klasselærer, Ulla Sonne Andersen, er der ingen tvivl om, at legegrupper både gavner klassens sociale liv og roen i klassen.

"Det er ligesom med nabokonflikter mellem voksne. Jo bedre man kender hinanden, desto mindre indbyrdes knas er der. Ved at blive sat sammen i legegrupper udvikler børnene større tolerance. Også dem, jeg kunne opleve som modsatrettede," siger læreren, som understreger, at hun ikke selv har ansvaret for legegrupperne.

Det ansvar er nemlig forældrenes. Kirstines mor, Tove Foxman, står for den indviklede kabale, det er at få matchet klassens elever i skiftende legegrupper, hvor kønnene er afbalanceret i forhold til hinanden.

"Første gang jeg blev præsenteret for idéen, dengang min søn gik i 3. klasse, syntes jeg, det lød lidt overflødigt med legegrupper. Men de er effektive til at ryste en klasse sammen, som måske består af tre børnegrupper, som kommer fra hver sin børnehave," siger hun og tilføjer:

"Det er oplagt, at når en skoleklasse skal tilbringe så meget tid sammen igennem 10 år, bør de have gode sociale relationer. Gensidig tolerance er er vigtigt for klassens trivsel, og trivsel er altafgørende for, at den enkelte lærer noget."

At venskab og læring hører sammen, er der almindelig enighed om i den pædagogiske sagkundskab. Men ifølge Anja Hvidtfeldt Stanek, ph.d.-stipendiat ved Roskilde Universitet, griber skolen bedst børnenes sociale relationer an ved netop at sikre sig, at ingen er udenfor.

At Kirstine og Mathilde er bedste veninder og leger ekstra godt sammen er med andre ord fint for dem, men det behøver skolen ikke interessere sig så meget for. Langt vigtigere for klassens trivsel og læring er det, at de to kan indgå i en legegruppe eller et gruppearbejde med Nicolai, Malte eller en hvilken som helst anden klassekammerat.

"Hvis vi sammenligner med vores voksnes verden, er der ingen af os, der går på arbejde for at have en god ven. Men det er vigtigt for os alle, at vi henne på jobbet møder anerkendelse fra de andre. I forhold til især børnehavebørn har der i en årrække været mere fokus på at finde en ven til den enkelte end på at skabe et fællesskab, hvor alle bliver anerkendt. Men det er det sidste, som for børnene er billet til, at de får ro til at lære," forklarer Anja Hvidtfeldt Stanek.

Hun tilføjer, at der er en markant forskel på skolen, daginstitutionen og fritidsordningen. På grund af, at der i skolen er et pensum, der skal læres, er læreren afhængig af, at helheden fungerer, at eleverne kan lytte til en samlet besked og kan arbejde i grupper på tværs. Netop derfor er arbejdet med at skabe det fællesskab, hvor der er gensidig anerkendelse, mere påkrævet i skolen.

Anderledes forholder det sig derimod både i børnehaven og i den fritidsordning, SFO, som de fleste børn i de små skoleklasser tilbringer eftermiddagstimerne i, indtil far eller mor kommer fra arbejde og henter dem.

"Når jeg interviewer børn, der lige er begyndt i børnehaveklassen, siger de typisk, at det er let, sjovt og spændende at gå i skole, mens SFO?en med sin frie leg rummer mange flere potentielle konflikter og risiko for, at man står alene og føler: ?Jeg kender ikke nogen?," siger Anja Hvidtfeldt Stanek.

På Allerslev Skole nikker Tove Foxman genkendende til forskerens iagttagelse af, at man i børnehaven fokuserer alle kræfterne på udvalgte bedstevenner, mens man i skolen fokuserer på at bringe alle sammen og så overlade til børnene selv at finde ud af, hvem de leger bedst med. Ud over sin datter i 2.b. har hun også et barn på 5. klassetrin og et i børnehave.

"Det er rigtigt, at man i forhold til børnehaven er optaget af, hvem der er den bedste ven. Det skaber mulighed for skuffelser, fordi man sikkert på et tidspunkt får en ny bedste ven. Det er meget sværere for et barn at skulle skifte sin bedste ven ud end at skulle skifte en gruppe, man hører til i, ud med en anden," siger hun.

Tove Foxman tilføjer dog, at hvad angår hendes datters klasse, er det tæt på, at det tætte venskab og det anerkendende fællesskab er to sider af samme sag:

"Det er en helt ekstraordinær klasse, så måske er det egentlig overflødigt, at vi laver legegrupper. Jeg har indtryk af, at lige netop i 2.b. er de allesammen venner.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk