FN og Verdensbanken samarbejder i stigende grad med trosbaserede organisationer og missionsselskaber om nødhjælp og udvikling i Den Tredje Verden
Verdens førende organisationer inden for nødhjælp og udvikling bejler i stigende grad til de kirkelige og trosbaserede organisationer, når der skal bygges flygtningelejre, skabes forsoning efter borgerkrige eller bringes nødhjælp til randområder i verdens u-lande.
Som Kristeligt Dagblad skrev forleden har de kirkelige organisationer og missionsselskaber nedtonet arbejdet med klassisk mission til fordel for udviklingsarbejde. I takt med den udvikling er Verdensbanken og FN?s Flygtningehøjkommissariat begyndt at få øjnene op for de religiøse organisationers arbejde i Den Tredje Verden. Det vurderer professor Holger Bernt Henriksen, tidligere styrelsesformand i Danida og tidligere leder af Center for Afrikastudier, Københavns Universitet.
"Det er både nyt og bemærkelsesværdigt, at Verdensbanken og FN-organisationer er begyndt at bruge de trosbaserede organisationer i udviklingsarbejde. Tidligere herskede der skepsis over for deres evne til at leve op til kravet om neutralitet i udviklingsarbejde. Men organisationerne er blevet professionelle og bedre til at vise, at de kan skelne mellem forkyndelse og udvikling," siger han.
Verdensbanken tog omkring årtusindskiftet teten i samarbejdet med trosbaserede organisationer, og i dag samarbejder den internationale pengetank med Kirkernes Verdensråd og en række katolske hjælpeorganisationer om bekæmpelse af fattigdom. FN?s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, samarbejder blandt andet med Det Lutherske Verdensforbund og den katolske hjælpeorganisation Caritas.
"Statslige organisationer er begyndt at tage religion meget alvorligt i udviklingsarbejde. Religiøse ledere lokalt i u-landene har for eksempel meget stor indflydelse på udviklingen og kan både stoppe og fremme den," siger sekretariatsleder i Dansk Missions Udviklingsafdeling Uffe Torm.
Han påpeger, at statens anerkendelse af de danske missionsselskabers udviklingsarbejde er synlig ved, at Danida-støtten til Dansk Missions Udviklingsafdeling i løbet af 12 år er femdoblet.
Styrken blandt missionsselskaberne og de trosbaserede organisationer bunder i den traditionelle kaldstanke om at nå ud til verdens allerfattigste, mener studieleder og lektor i teologi ved Aarhus Universitet Peter Lodberg, som forsker i kirkens rolle i mission og nødhjælp.
"Mens de ikke-religiøse udviklingsorganisationer ligger i de større byer, finder man missionsselskaberne helt ude i bushen. Det er deres engagement i lokalsamfundenes yderste led, som de store sekulære organisationer begynder at trække på," siger han.
Samarbejdet med de store ikke-religiøse udviklingsaktører kan dog skabe store konflikter de steder, hvor de kirkelige og trosbaserede organisationer både arbejder med forkyndelse og udvikling, mener Peter Lodberg.
"Det er lettere at få midler til udviklingsbistand end til evangelisering, og det skævvrider forholdet mellem det sociale og det kirkelige arbejde lokalt. Penge er magt. Hvis man har et lokalt kontor for kirkeligt arbejde med meget få midler og et kontor for udvikling med masser af penge og høje lønninger, opstår der hurtigt misundelse, som fører til konflikter og korruption – man risikerer, at de lokale medarbejdere ikke engagerer sig i forkyndelsen, fordi pengene ligger et andet sted."
johansen@kristeligt-dagblad.dkLæs mere om de kirkelige organisationer og missions- selskabers arbejde på
kristeligt-dagblad.dk/kald