Citatet ovenfor stammer fra et tankevækkende interview, som Kristeligt Dagblad i går bragte med lektor og historiker Tove Kruse, der netop har afsluttet et mangeårigt forskningsprojekt om moderne patienters sygdomsforståelse.

Projektet viser også, at moderne patienter lægger meget lidt vægt på lægernes biomedicinske og genetiske forklaringer på deres sygdomme, ligesom der fra det etablerede behandlingssystem ikke rigtigt vises nogen interesse for, hvordan patienterne selv fortolker deres sygdom. Og det er i sig selv et problem, at man sådan taler forbi hinanden.

Det nye forskningsprojekt er i et større perspektiv ikke så overraskende, som man umiddelbart skulle tro, for den moderne forståelse af sygdom er som alt andet præget af den tid, vi lever i, hvor stigende individualisering og sekularisering har været en drivkraft i årtier.

Nu er så også "synden blevet individualiseret" som det hedder i interviewet, og den enkelte patient kan ikke længere finde nogen forklaring eller trøst i sin religiøse tro eller give samfundet skylden, som mange havde for vane for blot få år siden.

Men det stopper ikke her. For den moderne patient er ikke blot skyld i sin egen sygdom. Det er også patientens egen skyld, hvis vedkommende ikke kan blive rask igen. For sådan er individualismens logik, hvis den fastholdes. Hvis man kun har sig selv at takke for al succes her i livet, så må man også tage ansvaret for nederlag og sygdom på sig.

Alvorlig sygdom har altid været svær at bære, men det er blevet meget tungere nu, hvor vi er blevet helt alene med sygdommen. Hvor ansvaret og skylden for sygdommen ligger på den enkeltes skuldre.

holm