Det kan godt være, at seksårige Emmas mor, far og skolelærer er mest optaget af, hvordan hun får lært at læse. Men for hende selv er dagens vigtigste problem, om der er en god ven at lege med i frikvarteret. Og først når hun får løst sit eget problem, er hun klar til at hjælpe mor, far og skolelæreren med deres.

Ifølge en ph.d.-afhandling, som Anja Hvidtfeldt Stanek, cand.mag. i pædagogik og psykologi ved Roskilde Universitet, er ved at lægge sidste hånd på, spiller det en helt afgørende rolle for børn i indskolingen, hvordan deres nye fællesskab udvikler sig. Ikke i den forstand, at alle er perlevenner, men at alle får lov at være med.

"For de børn, jeg har fulgt, har det at lære bogstaverne og følge skolens dagsorden ikke været et problem, medmindre de havde det problem, at de følte sig uden for fællesskabet," siger Anja Hvidtfeldt Stanek.

I sit forskningsprojekt har hun fulgt en gruppe børn fra børnehaven og videre til børnehaveklassen og 1. klasse for undervejs at studere, hvordan pædagoger, lærere og børnene selv arbejder med venskaber og fællesskaber.

Hun vurderer, at den skoleforberedelse, børn har mest gavn af at få med sig fra børnehaven, er erfaring med trygge fællesskaber. Derfor er det afgørende for de voksne ikke at finde konkrete venner til børnene, men at arbejde med samværsformer, som ikke ekskluderer nogen.

"Venskaber er ikke ubetydelige, men i stedet for at sikre sig, at alle har en bedste ven, er det vigtigere for børnenes læring og trivsel, at de voksne får dem ind i fællesskabet. De nære venskaber er alligevel ikke noget, voksne kan styre," siger Anja Hvidtfeldt Stanek.