Tiden er ikke til våben længere

Der står en klynge solsikker på det tørre vejhjørne lige inden porten ind til guvernørens nedslidte bygning. Blomsterne skaber samme glimt af optimisme langs den støvede landevej med dens ramponerede busser og lastbiler, de primitive butikslokaler og de magre senede afghanere, som guvernør Ziayudeen Sharify forsøger at sprede blandt indbyggerne i Gozarah distriktet. Et af Afghanistans cirka 364 distrikter, som bedst kan sammenlignes med en dansk kommune.

For 25 år siden kæmpede guvernøren mod Sovjetunionen som lokal oprørsleder. Nu kæmper han for et rigere og mere fredeligt Afghanistan, hvor ingen indbygger føler sig fristet til at slutte sig til Taleban for at tjene penge til dagen og vejen.

"Det er bønderne, vi skal fokusere på. De er de fattigste. Hvis de kan få det godt, går de ikke over til Taleban. Som vi siger i Afghanistan: Det er de syge mennesker, der smitter. Vi har en lang krig bag os i Afghanstan, og den har haft en dårlig indflydelse på vores tankegang. Folk tror, at de skal tage alt med vold. Det tager lang tid at ændre den holdning. Derfor har bønderne brug for støtte i lang tid," siger Ziayudeen Sharify, der op-rindeligt er uddannet ingeniør.

Hver dag flokkes distriktets indbyggere i de to rum uden for hans kontor. Langs de afskallede cremegule vægge sidder mand efter mand tålmodigt i sin hvide peyran-tumbaan va kulla, den traditionelle lange kjortel og buks med vest over, og venter på at få foretræde for guvernøren. En af dem er flygtning fra Helmand i det sydlige Afghanistan. Han har opsøgt guvernøren for at få hjælp til sin familie og forsøger i mellemtiden at vinde gehør hos enhver, der ser ud til at have en smule magt og indflydelse.