Ulla Poulsen skriver fra Afghanistan |
29. juli 2010
Guvernør Ziayudeen Sharify var mujahedin under krigen mod Sovjetunionen. Nu er han guvernør i Gozarah-distriktet i det vestlige Afghanistan
Der står en klynge solsikker på det tørre vejhjørne lige inden porten ind til guvernørens nedslidte bygning. Blomsterne skaber samme glimt af optimisme langs den støvede landevej med dens ramponerede busser og lastbiler, de primitive butikslokaler og de magre senede afghanere, som guvernør Ziayudeen Sharify forsøger at sprede blandt indbyggerne i Gozarah distriktet. Et af Afghanistans cirka 364 distrikter, som bedst kan sammenlignes med en dansk kommune.
For 25 år siden kæmpede guvernøren mod Sovjetunionen som lokal oprørsleder. Nu kæmper han for et rigere og mere fredeligt Afghanistan, hvor ingen indbygger føler sig fristet til at slutte sig til Taleban for at tjene penge til dagen og vejen.
"Det er bønderne, vi skal fokusere på. De er de fattigste. Hvis de kan få det godt, går de ikke over til Taleban. Som vi siger i Afghanistan: Det er de syge mennesker, der smitter. Vi har en lang krig bag os i Afghanstan, og den har haft en dårlig indflydelse på vores tankegang. Folk tror, at de skal tage alt med vold. Det tager lang tid at ændre den holdning. Derfor har bønderne brug for støtte i lang tid," siger Ziayudeen Sharify, der op-rindeligt er uddannet ingeniør.
Hver dag flokkes distriktets indbyggere i de to rum uden for hans kontor. Langs de afskallede cremegule vægge sidder mand efter mand tålmodigt i sin hvide peyran-tumbaan va kulla, den traditionelle lange kjortel og buks med vest over, og venter på at få foretræde for guvernøren. En af dem er flygtning fra Helmand i det sydlige Afghanistan. Han har opsøgt guvernøren for at få hjælp til sin familie og forsøger i mellemtiden at vinde gehør hos enhver, der ser ud til at have en smule magt og indflydelse.
Gozarah-distriktet, lige syd for Afghanistans næststørste by, Herat, er et område med 350.000 indbyggere, 312 landsbyer og 102 skoler. Det huser Herats lufthavn, en amerikansk militærlejr og en NATO-lejr, ledet af italienerne. Det afghanske militær og politi har også baser i området. Desuden løber hovedlandevejen fra grænsen mod Iran til Herat og videre til Kabul – som er en af de ganske få asfalterede veje i Afghanistan – også gennem Gozarah. Så det er et strategisk vigtigt distrikt, betoner guvernøren.
"Indtil for et par måneder siden havde Taleban og al-Qaeda fokus på os og angreb jævnligt. Lufthavnen, mit kontor og FN?s bygninger. Det har heldigvis ændret sig, efter at vi fik meget mere lokalt politi og militær til området. Nu har vi fået konfiskeret en del våben, og oprørerne kan ikke længere gemme sig i landsbyerne, fordi politiet er i stand til at opspore dem," siger han.
Ikke fordi lokalbefolkningen ønsker at støtte Taleban, understreger han. Men den blev tvunget til at samarbejde.
Han sætter sin lid til, at landets egne sikkerhedsstyrker efterhånden vil blive i stand til at sørge for sikkerheden alene.
"Vi har stadig brug for hjælp. Men når vores eget politi og militær bliver stærke nok, er der ingen grund til, at de udenlandske soldater bliver."
Indtil videre har udviklingen været opløftende, mener han. Der er sket en række gode ændringer, blandt andet er vejen fra grænsen mod Iran blevet udbedret og asfalteret. Før tog turen seks timer. Nu kan den gøres på halvanden time. Der er også kommet elektricitet og vand til Gozarah by.
"Situationen er usammenlignelig. Der er også sket store politiske ændringer. Men vi har stadig mange udfordringer, og de tager tid," siger han og henviser til endnu et ordsprog: "En afstand på 1000 dage kan ikke tilbagelægges på en dag."
Et af de områder, hvor afstanden til mål stadig er lang, er kvindernes stilling i det afghanske samfund. Ziayudeen Sharify erkender, at kvinderne stadig har problemer, men synes trods alt, at det er gået væsentlig fremad efter Taleban.
"Det var en mørk og beskidt situation for kvinderne under Taleban. Nu er det helt anderledes. Pigerne går i skole, de får uddannelser, siger han.
Selv har han fire døtre (og to sønner), hvoraf den ældste nu læser på universitetet, den næstældste er ved at tage studentereksamen, og de mindste er undervejs i folkeskolen.
"Det skal nok gå fremad for Afghanistan. Jeg har tidligere brugt våben for at skabe ændringer, men nu har jeg valgt at kæmpe politisk, og jeg forsøger at overbevise landsbyerne om, at det er den rigtige vej at gå. Jeg siger til dem, at våbnenes tid er forbi. Det er andre metoder, vi har brug for nu," fastslår han.
upoulsen@kristeligt-dagblad.dkArtiklerne fra Afghanistan er blevet til på baggrund af en rejse i samarbejde med Den Danske Afghanistan Komite, DAC. DAC har arbejdet i Afghanistan i mere end 20 år og er støttet af Danida.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad