Integration i det danske sommerland

I nummer 119 bor familien Said. Noor på 33 år har sin yngste datter på armen, mens familiens tre andre børn er ude og sondere terrænet. De spiller minigolf, bader og finder muslingeskaller og krabbekløer på stranden. Og så er de helt igennem lykkelige, fortæller Noor. Lykkelige over at være kommet væk fra lejligheden og hverdagen og over at have noget at fortælle, når de vender hjem til skole og børnehave igen.

"Det er svært for især min ældste datter, hun føler sig meget alene, når veninderne og naboerne tager af sted på ferie, og hun bliver tilbage. Det betyder fantastisk meget for dem, at komme ud og opleve noget. Og at vi kan være sammen som familie uden stress, siger hun.

Noor og hendes mand, Ahmet, flygtede fra Irak for snart 10 år siden. Ahmet har ikke gode udsigter til at komme i arbejde. Traumer fra tortur og overgreb i hjemlandet holder ham fast i fortiden. Ander-ledes er det for Noor, der netop er startet på laborantstudiet. Sammen lever de og børnene af SU og starthjælp. Noor kan ikke helt forstå, hvorfor de danske og muslimske familier ikke har fundet mere sammen i løbet af ferieugen. Hun har jo masser af danske studiekammerater på laborantskolen, og familiens nærmeste venner derhjemme er også danske.

"Måske handler det om overskud," siger hun.

Et par feriehuse derfra i nummer 102 har Heidi og Thomas Preusse Larsen indlogeret sig med deres to børn. Ungerne har nydt ugen i fulde drag. Både ekskursionerne til Legoland og til Bazaren i Odense, men også de kreative værksteder, hvor de har produceret små flyvemaskiner og en racerbil i træ. De falder om af træthed med blussende kinder, når de rammer puden om aftenen, og familiens yngste på snart fem år sover for første gang i sin egen seng langt væk fra det vante smørhul mellem far og mor.

Familiens liv er de seneste år blevet vendt på hovedet. Fra at leve en helt almindelig tilværelse med to fuldtidsjob står de i dag tilbage med en enkelt overførselsindkomst. 40-årige Thomas er på grund af sukkersyge endt på førtidspension. En svær infektion har kostet ham fire tæer og truer med at koste ham foden. Og hans kone, Heidi, bukkede under med depression og smerter efter et piskesmæld. Hun mistede sine sygedagpenge sidste år. De ejer intet, som de siger, og har svært ved at se, hvordan de nogensinde skal få vendt situationen.

På ferielejren har de fundet sammen med en anden dansk familie. Ungerne leger, og forældrene drikker kaffe på terrassen om aftenen.

"Det er skønt, når folk sådan lige stikker hovedet over hækken og spørger 'er der kaffe på kanden?'. Det er jo sådan, det skal være," siger Thomas.

Hverken Thomas eller Heidi har dog set meget til familierne med udenlandsk baggrund.

"Jeg synes, de holder sig meget for sig selv, og så ved jeg ikke helt, om det er i orden at kigge kvinderne i øjnene, siger Thomas og Heidi supplerer:

"Det er ikke fordi, vi har noget i mod dem. Slet ikke. Det er bare ikke rigtig faldet naturligt. For ungerne er det helt naturligt. De leger jo bare sammen og har det enormt godt, men de har ikke rigtig trukket forældrene med sig," siger hun.

Lejrleder Kirsten Christensen har gjort sig samme iagttagelser. Alligevel regner hun med, at de integrerede ferieophold også vil blive en realitet næste år.

"Familierne tumler med mange af de samme problemstillinger. Hvis de kan komme forbi de kulturelle forskelle, så tror jeg, de vil have meget at bruge hinanden til," siger hun.

Eller også er det, som Noor Said i hus nummer 119 foreslår. De familier, der er af sted, har alle alvorlige problemer. Sygdom, økonomi og usikkerhed tynger deres liv og hverdag. De har ganske enkelt ikke det ekstra overskud, der skal til for at tage det første skridt.

"Mange af familierne her er jo syge. Vi har alle noget, der gør livet svært. Det er hårdt, og vi er her jo i virkeligheden først og fremmest for at slappe lidt af og trække vejret. Måske er der bare ikke overskud lige nu. Måske næste år", siger hun.

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk