En vred mand gik i aktion

Æresmedlemmets nyeste forskningsprojekt er en minutiøs gennemgang af Kaj Munks sidste timer frem til mordet på Hørbylunde Bakke ved Silkeborg, hvor han fremlægger nye teorier om forløbet.

Forholdet til Kaj Munk går langt tilbage. Jens Kristian Lings husker, hvordan han stod sammen med sin far og bror ved landevejen i Haunstrup ved Herning, hvor faderen var førstelærer, da rustvognen med Kaj Munks kiste den 7. januar 1944 kørte gennem byen, på vej fra Silkeborg til Vedersø.

"Jeg var kun en stor dreng, men jeg ser endnu de blændede lygter for mig og mener, at jeg kan huske, hvordan lyset i sneen blev kastet tilbage på kisten. Far stod med hatten i hånden: ?Han gav sit liv for Danmark,? forklarede han os."

Børnene kendte Kaj Munk, for en af de bøger, som de holdt mest af og fik deres mor til at læse op af, var Munks "Danmark". Et 52 strofer stort digt "om Folk og Fædreland, fortalt de kæreste af mine landsmænd, Børnene", som Kaj Munk skrev. Bogen var med tegninger af Herluf Jensenius og udkom i 1943.

"Men på gymnasiet hørte vi ikke en stavelse om Kaj Munk. Det var en elendig litteraturundervisning, vi fik der."

Så den senere cand.pæd. og lektor i litteratur og drama ved Danmarks Lærerhøjskole anede stort set ingenting om digterpræsten, da han i begyndelsen af 1990'erne lod sig presse til at holde et foredrag om Kaj Munk.

"Men jeg begyndte jo at læse om ham, og så blev jeg så vred," fortæller han, og ud af vreden stiftedes Kaj Munk Selskabet.

"Da jeg begyndte, havde jeg det samme billede af ham som så mange andre, nemlig, at Munk var blevet skudt af tyskerne, og at han havde været nazist i 30'erne, men senere vendte om, og så blev han skudt, og det kunne jo så gå lige op."

"Men det er jo et vanvittigt fortegnet billede af Kaj Munk, som ikke har noget som helst med virkeligheden at gøre."

Jens Kristian Lings hæver stemmen:

"Vanvid! Kaj Munk har aldrig været nazist, men talte tværtimod klart imod Hitler, og kom altså til at betale for det med sit liv. Men med sin modstand var han en farlig mand for besættelsestidens samarbejdspolitikere, og for at retfærdiggøre sig selv og deres samarbejdspolitik gjorde man efter krigen alt for at nedgøre og mistænkeliggøre ham på alle måder. Han skulle forties og glemmes."

Dertil var især "Olleruptalen", som Kaj Munk holdt i juli 1940, velegnet. Den blev refereret i Svendborg Avis og kom her – i avisens stærkt selvcensurerede udgave – til at fremstå som Kaj Munks hyldest til Hitler.

"Efter krigen fik vi et helt andet og udførligt referat af, hvad Kaj Munk virkelig havde sagt, og fik her også hans skarpe kritik og afstandtagen med. Alligevel er socialdemokratiske politikere blevet ved med at henvise til det misvisende referat i Svendborg Avis."

Og mange år senere gjorde marxistiske litteraturforskere – som Per Stig Møller skriver i sin bog "Munk" – deres for at pille glorien af forfatteren, mennesket og martyren.

Kaj Munk levede i en tid, hvor demokratiet var i krise. Der blev talt om demokratiet som "Europas syge mand", og det skabte rum for diktatorerne. Mussolini havde været der længe, og nu kom så Hitler.

Jens Kristian Lings:

"Munk var ikke demokrat, men idealist, og som alle andre sukkede han efter nogen, der kunne rydde op, og Hitler formåede at afskaffe arbejdsløsheden og genskabe selvtilliden i Tyskland. Var han den, verden havde ventet på? Det viste sig jo hurtigt, at Hitler ikke levede op til det kristne ideal, Kaj Munk havde opstillet, og allerede i 1935 skriver han imod jødeforfølgelserne i Tyskland."

Siden gør han op med diktatorerne og de stærke mænd i sin dramatik.

"Det sker i 1938 i stykket 'Han sidder ved smeltediglen', men allerede i 1936 myrder han Mussolini i 'Sejren', og det er karakteristisk for Munk, at han lader tyrannerne myrde i sine stykker."

Med livet som indsats skrev han og opfordrede danskerne til kamp mod besættelsesmagten, og Kaj Munks forfatterskab kan ikke læses uden at læse hans liv og død med.

"Kaj Munk var idealisten med martyrsind, og derfor skal vi læse ham i dag," siger Jens Kristian Lings. "Han kæmpede kompromisløst for sine idealer. For ham betød idealet mere end hans eget liv, og det er der mange der ikke forstår i dag."

"I en prædiken, han holdt i Københavns Domkirke den 5. december 1943 talte han om, at kirken har mistet sit næstdyrebareste klenodie. Det dyrebareste er naturligvis Kristus selv, men det næstdyrebareste er det kristne martyrsind. Martyrerne ville ikke være helte, siger han, men 'de elskede Kristus sådan, at intet offer til ham var for stort. Med dette martyrsind overvandt vi engang verden, og uden det vil verden overvinde os'."

steens@kristeligt-dagblad.dk