"Min mormor måtte flygte med min mor til Sverige i 1943 og var der resten af krigen. Det kom til at præge deres identitet som jøder, at de oplevede Anden Verdenskrig og nazismen. For mig blev det jødiske en kulturel baggrund, som jeg hverken forkastede eller fornægtede. Jeg har dog ikke erindring om nogle jødiske traditioner fra mit hjem, og det er aldrig faldet mig ind at trænge ned i det jødiske. For mig at se svarer det jødiske fællesskab i Europa til at være medlem af en historie, som er forbi," siger Nicolai Halvorsen.

Sin far, den nu afdøde udenrigskorrespondent Dag Halvorsen, har han kun boet sammen med i kortere perioder af opvæksten, for han var enten i Østrig, Polen eller et tredje sted i Europa, og Nicolai Halvorsen var bare omkring et år, da forældrene blev skilt. Efter et par år fandt hans mor en ny mand, som Nicolai Halvorsen betragter som sin sociale far. Det var ham, som gav ham interessen for naturen, og stedfaderen var i øvrigt den eneste i familien, som var medlem af folkekirken.

"Jeg kan svagt huske at have været til et par begravelser, men ellers var kirken på ingen måder en del af min families liv. Heller ikke i skolen var der nogen kontakt til kirken. Jeg begyndte på Bakkegårdsskolen i Vangede i 1970, og kristendom var simpelthen ikke noget, der blev talt særlig meget om, selvom det store flertal var medlemmer af folkekirken. Vi var kun to i klassen, som ikke blev konfirmeret. Forholdet til kirken var mest til stede som en vane, og jeg husker, at jeg havde stor foragt for religionen som noget vanebaseret," siger han.

Årene i gymnasiet blev på mange måder et vendepunkt for Nicolai Halvorsen. Han kom på Aurehøj Gymansium i Gentofte, hvor han valgte den sproglige linie, selvom det ikke var den mest direkte vej til biologistudiet.

"For mig blev gymnasietiden en slags humanistisk vækkelse, og med nogen forsinkelse blev jeg et ungt menneske. Der var et alternativt og udflippet miljø på skolen med fest og farver, som jeg blev en del af, og samtidig gik jeg ind i den lokale fredsbevægelse og blev på den måde mere optaget af samfundsforhold. Jeg kom til at gå i en lille klassisksproglig klasse, og vi havde et intenst fællesskab. Jeg læste Platon, Camus og Kierkegaard og blev meget optaget af det. Det med naturen gled i baggrunden, og den filosofiske tænkning kom i forgrunden. Jeg blev blandt andet optaget af buddhismen, men også af Kierkegaard. Mine klassekammerater anså mig for at være den helt store Kierkegaard-ekspert, men i dag kan jeg se, at jeg ikke forstod særlig meget af ham dengang."

Da Nicolai Halvorsen et år efter sin studentereksamen skulle søge ind på universitetet, vaklede han mellem at læse filosofi eller religionshistorie. Men valgte alligevel at søge ind på teologistudiet, fordi han her fik mulighed for både at beskæftige sig med filosofi og religionshistorie, men også kunne arbejde videre med latin og græsk.

"Jeg har egentlig aldrig været specielt ambitiøs, men meget lystpræget og har gjort, hvad jeg fandt interessant, og det var også ud fra de kriterier, jeg valgte at læse teologi. Jeg havde ikke nogen færdig plan for, hvor det skulle føre mig hen, men jeg tænkte, at jeg måske kunne blive højskolelærer. Jeg vidste, at det var et sekulært universitetsstudium, men jeg var dog en anelse urolig for, om de andre studerende var meget fromme. Det viste sig, at 8 ud af 10 havde det som mig. De var måske nok medlemmer af folkekirken, men de havde ingen idé om, at de skulle blive sognepræster," siger han.

Når han gik i byen og fortalte, at han læste teologi, oplevede han ofte, at folk så på ham med undrende øjne, og han måtte forklare sig og ud i en længere forsvarstale for sit valg.

"De tidlige 1980?ere var en meget sekulær tid, og det var på ingen måder hipt at være teologistuderende,"siger Nicolai Halvorsen.

Et af de vigtigste møder i Nicolai Halvorsens liv er et eksempel på, hvordan et tilfældigt møde og en henkastet bemærkning kan få stor betydning. Han var inviteret til et selskab hos sin moster og faldt her i snak med Anne Braad, som netop var blevet færdig med særuddannelsen til præst. Mens andre undrede sig over hans valg af studium, mødte han her et menneske, som var begejstret for hans studievalg, og hun rådede ham til at besøge Studenterkredsen på Vartov. Han vidste intet om hverken Vartov eller Studenterkredsen, men fandt siden ud af, at det var en foredragsforening, der tidligere havde fungeret nærmest som et slags alternativ til universitetet for studerende med rod i det grundtvigske. Her havde Margrete Auken, Ejvind Larsen, Erik A. Nielsen og Søren Krarup haft deres gang som studerende.

"Det var en temmelig anakronistisk forening, hvor man altid begyndte med at synge fra Højskolesangbogen, hvilket man ikke gjorde særlig mange steder i starten af 1980?erne. Mit første møde var et foredrag med forfatteren Poul Borum, som gjorde dybt indtryk på mig. Det var både forrykt og enormt kreativt, og der var ufattelig højt til loftet," siger han.

Han faldt til både på teologistudiet og i Studenterkredsen. Og mere end det. Med tiden opstod der en særlig følelse af hjemlighed.

"Jeg har ikke haft nogen klassisk, missionsk omvendelseserfaring, men erfarede en følelse af at være hjemme både følelsesmæssigt og eksistentielt. Det bekom mig desuden vel, da jeg ved et tilfælde blev opmærksom på, at jeg også kunne sætte en del af min slægt i forbindelse med det grundtvigske. Min oldefar på min mors side af familien var fra gården Ravnkjær ved Varde. Det hjem var ærkegrundtvigsk og er beskrevet i en bog om gamle, grundtvigske hjem."

"Jeg nåede frem til, at kristendommen var den bedste livsfilosofi, men det var en proces på flere planer. Kristendommen har et sprog for ting, som er et spadestik dybere og en tak højere end alt andet. Det er troens rationalitet. Tro er ikke viden, men ens tro bliver ikke ringere af, at den bliver oplyst af viden. Der må være en levende vekselvirkning mellem tro og viden, hvis der ikke er det, bliver troen dum, eller ens viden bliver hjerteløs. Det er svært at tale om, hvad den kristne tro gør ved en, men jeg kan følge Grundtvig, når han beskriver, at mennesket må få et åndeligt hjerte. Det er billedsprog, men man skal ikke bare foragte det som poesi," siger han.

Mens han som yngre havde tænkt på dåb som et ligegyldigt ritual, blev det nærmest indlysende for ham, at han måtte lade sig døbe.

"Selve situationen var akavet. På den ene side føltes det som det mest naturlige i verden at blive døbt, men på den anden side var det nærmest lidt komisk at stå ved døbefonten som 25-årig. Hos mig meldte der sig en vis form for generthed. Men jeg ville bekende kulør og vedkende mig relationen til Gud. Relationen var der i forvejen, for den skaber jeg ikke. Kristendommen er ikke nødvendig, men mere end nødvendig. Den er ikke noget givet, men den kaster lys over det givne," siger Nicolai Halvorsen, som havde inviteret et dåbsfølge på omkring 80 familiemedlemmer og venner til dåben i Sankt Stefans Kirke på Nørrebro i København.

"Min mor er et meget rationelt menneske, så hun undrede sig nok en del, men hun kunne acceptere det. Min far var kritisk, men alligevel var han solidarisk i forhold til mit valg," siger han.

Da han blev døbt, var det ikke med tanke på at blive præst. De første år som teologisk kandidat arbejdede han med voksenundervisning i teologi. Men da han så, at der blev søgt en præst til de 12.000 naturvidenskabelige studerende på Københavns Universitet, tænkte han, at her var et embede, som kunne kombinere hans interesse for tro og naturvidenskab. Som studenterpræst er det hans indtryk, at det åndelige klima markant har ændret sig de senere år.

"Da jeg begyndte at læse teologi, var der interesse for religiøsitet, men en stor ligegyldighed over for folkekirken og kristendommen. I dag betyder religion derimod konflikt for rigtig mange mennesker. Den fundamentalistiske og voldelige religiøsitet og den moderne ateisme har med sin radikalitet skabt nye fronter. For nogle bliver det at være biologistuderende lig med, at de må melde sig ind i Dansk Ateistisk Selskab, mens andre tøver. Men uanset hvordan du forholder dig til tro, så er der i dag et anderledes behov for at kunne argumentere for dit ståsted," siger han.

Og skal Nicolai Halvorsen argumentere for sit aktive tilvalg af den kristne tro, så fremhæver han det håb, som er centralt i kristendommen.

"Dåben formidler en kolossal solidaritet mellem Gud og mennesket, som giver mig håb. Når livet går mig på, når mine børn er syge, eller jeg på anden måde rammes af lidelse, så har kristendommen et letforståeligt budskab om, at det skal jeg ikke bære alene, for Gud har taget det på sig. Gud lider med mig, og det er der en stor solidaritet i. Forældre ved, hvor elendigt de har det, når deres børn har det dårligt. Vi lider med vores børn, fordi vi elsker dem, for medfølelsen hører sammen med kærligheden. Det er den radikale solidaritet, som er i kristendommen.

nygaard@kristeligt-dagblad.dk