Iben Thranholm Anden Verdenskrig var ganske vist ikke nogen religionskrig. Alligevel bliver man mindet om det guddommeliges betydning, når man besøger den amerikanske kirkegård i Normandiet. Først og fremmest på grund af 9500 kridhvide kors, som står plan |
30. juli 2010
Er bagsiden ved velfærdssamfundets tryghed, at vi giver afkald på Gud, spørger journalist Iben Tranholm
Da de allierede tropper gik i land på den franske nordkyst på D-dagen 6. juni 1944 for at befri Europa fra den nazistiske besættelse, blev mange af dem øjeblikkeligt skudt ned på denne mark, som nu tjener som kirkegård og mindesmærke over de faldne soldater.
Mange af dem var purunge, og det er meget bevægende at se de korte filmoptagelser og billeder på kirkegårdens museum, hvor de smiler, er i højt humør og får sig en cigaret inden landstormen, når man ved, at de blot få timer efter var døde. De unge gav deres liv for at befri verden fra ondskab, terror og ufrihed.
Midt blandt de tusindvis af kors står et lille kapel, hvor inskriptioner som "må deres død blive vejen til et evigt liv" og "ihukom ikke deres død, men deres ånds herlighed" minder om, at der ikke bare var tale om en meningsløs nedslagtning, men at der var en højere mening – nemlig kampen mod ondskab. Det er her, det religiøse kommer ind i billedet, for det er svært at se på så mange unge døde liv uden troen på en kærlig Gud, der tager imod dem.
At kampen mod ondskab også er den kamp, som Gud selv kæmper i historien, får man især øjnene op for, hvis man lidt længere nede ad kystlinjen sætter kursen mod Le Mont-Saint- Michel. Den lille ø med det eventyrlige kloster midt i tidevandet, hvor kirkespiret med figuren af ærkeenglen Michael på toppen, der træder dragen under fode, rækker langt ind i himlen.
Før klostret blev grundlagt i 700-tallet, var øen en fæstning, for en ny krig lurede hele tiden i farvandet. Derfor var det heller ikke tilfældigt, at øen blev indviet til ærkeenglen Michael, som netop kæmper imod ondskab og beskytter mennesker imod dæmonernes herredømme over dem. Begge steder vidner om, at kampen imod det onde først og fremmest er reel, men også at den har svært ved at undvære en religiøs dimension. For kampen imod ondskab er ikke nødvendig, hvis ikke der samtidigt findes en absolut godhed eller sandhed som en modpol.
Begge steder siger måske også noget om, hvorfor religion generelt ikke opfattes som en livsnødvendighed i et land som Danmark i dag. Selvom moderne sekulariseringsfilosoffer har konstateret, at modernitet og religion alligevel ikke er hinandens modsætning, kan man måske sætte spørgsmålstegn ved, om ikke velfærd og religion er. I hvert fald hvis det gælder velfærd forstået som en tryghedsfaktor.
Velfærden i Danmark har nemlig skabt en fundamental fornemmelse af tryghed, som gør, at vi ikke føler nogen fare eller bliver direkte konfronteret med ondskab i hverdagen og derfor heller ikke mærker behovet for Gud. Og dog. Det er vel ikke uden grund, at danske hospitaler efterhånden bliver betegnet som de nye kirker. Når katastrofen rammer i form af en dødelig sygdom eller anden lidelse, begynder mange at søge efter Gud. Men først når lidelsen sætter ind.
Det er selvfølgelig ubetinget godt, at vi har været i stand til at skabe et samfund, hvor livsvilkårene er i top, men bagsiden af medaljen er, at behovet for Gud bliver mindre, og forståelsen af ondskaben som en selvstændig realitet, som også har med det åndelige at gøre, forsvinder.
Vi registrerer ganske vist ondskab i form af terror, naturkatastrofer, vold og fattigdom, men der en tendens til, at ondskaben psykologiseres. Man forklarer det onde ud fra dårlig social opvækst og sygdomme, som er selvforskyldte på grund af forkert livsstil. En sådan udlægning kalder ikke på Gud.
Skal man da kun tro af frygt? Siger evangeliet ikke "Frygt ikke, tro kun"? Bestemt, men netop fordi kristendommen og evangeliet i allerhøjeste grad handler om et opgør med det onde og det djævelske i alle afskygninger. Evangeliet er en beskyttelse imod ondskab.
Tror man ikke på det ondes eksistens, der rammer selv de uskyldige i flæng, får man også svært ved at forstå, hvad man skal stille op med Jesu kors og det mysterium, som knytter sig til Guds egen lidelse. Når man ikke konfronteres direkte med det onde, bliver troen på Gud i en vis forstand også ligegyldig. Man forstår ikke, hvad Gud har gjort for mennesker gennem sit kors. Magelighed og den tryghed, som velfærden foregiver at yde, gør, at modtageligheden over for Guds kærlighed, hjælp og omsorg bliver mindre. Staten sørger for alt fra vugge til grav, så hvad skal vi med Gud? Det er velfærden, som har taget Gud fra os.
Kirkeligt set bliver skrevet på skift af tidligere biskop over Roskilde Stift Jan Lindhardt, integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og journalist Iben Thranholm og teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad