Biskop Sofie Pedersen er fra næste uge ikke længere ansat af den danske stat, men af Grønlands Selvstyre
Grønlands biskop, Sofie Pedersen, skal ikke længere være ansat under Kirkeministeriet. Fra den 1. august er hun ansat som biskop i Grønlands Selvstyre.
Tidligere har den grønlandske biskop været under dansk tjenestemandsansættelse, men nu bliver hun udelukkende ansat som tjenestemand under Grønlands Selvstyre. Det sker som en naturlig følge af, at Grønland sidste år fik selvstyre, og derfor har hun selv søgt om at få ændret sine ansættelsesforhold, forklarer hun.
Med den nye ansættelseskontrakt følger nye ansvarsopgaver:
"Jeg har indtil nu kun haft noget at sige over det gejstlige i kirken. Nu får jeg også det administrative tilsyn. Tidligere lå det hos departementet i Grønland. Det passer mig godt, for det er naturligt, at jeg har den opgave også, fordi vi nu er overgået til selvstyre. Jeg har det fulde tilsyn nu, og jeg kan handle mere direkte. Før skulle sager omkring ansættelser først fra provsten til departementet," fortæller biskoppen.
Ifølge Sofie Pedersen passer det hende godt, at hun ikke bare skal "se på", som hun siger, når der er rod i butikken. Nu kan hun også handle:
"Hvis der eksempelvis er problemer med en præst, der ikke har varetaget embedet ordentligt, ikke bare på det indholdsmæssige i prædikenen, men eksempelvis i forhold til præstens tilstedeværelse over for kirkemedlemmerne, så var det tidligere provsten og departementet, der tog sig af det. Men nu har jeg større beføjelser og kan hurtigere indstille præster."
Sofie Pedersen har ønsket fortsat at være med til bispemøderne med de 10 danske biskopper. For det betyder meget for hende, at hun kan bruge biskopperne som sparringspartnere, så det ikke bliver for ensomt. Hun er nemlig eneste biskop i Grønland. Ligeledes er Grønland stadig en del af den danske folkekirke:
"Det har været meget vigtigt for mig. Jeg vil gerne bibeholde den kontakt, der har været gennem lang tid, for vi har ikke kapacitet til at kunne være en kirke alene. Vi kan stadig trække på de kræfter, der er i Danmark, og det "familiære bånd", der har været i næsten 300 år, fortsætter, selvom det lovmæssige overgår til Grønland."
Det sidste økonomiske bånd mellem kirken i Grønland og Danmark bliver nu skåret helt over, når biskoppen ikke længere er dansk ansat. Sofie Pedersen oplyser, at hun ikke er gået ned i løn, efter hun er blevet grønlandsk ansat.
schnabel@kristeligt-dagblad.dk