Udeblivelsen fra det famøse arktiske møde i marts – også på grund af ferie – var en eklatant fejl. Forinden havde hun skubbet en erfaren og populær forgænger væk fra udenrigsministerposten. I forbindelse med mødets dagsorden er det indiskutabelt, at Arktis længe har været et dansk udenrigspolitisk indsatsområde. Hertil kom det pågældende mødes muligheder for en ny og uerfaren minister til at opdyrke et netværk blandt fremtrædende kolleger.

Først to måneder senere erkendte Lene Espersen efter meget hårdt pres, at hun havde begået en fejl. Hun sagde, at hun havde lært af sagen, og hun lovede, at det ikke ville ske igen. Derfor forekommer den nye udeblivelse fra EU-mødet højst besynderlig.

Ved at optræde på denne måde forsér hun sig mod en central borgerlig kerneværdi om, at man passer sine ting og løser de opgaver, man er blevet pålagt. Et andet vigtigt begreb for mange borgerlige vælgere er, at man tager ansvar for sine handlinger. Derfor må det frarådes Lene Espersen at bagatellisere den nye udeblivelse, når hun i næste uge vender hjem fra Toscana.

Der er endnu en grund til, at feriesagerne har fået så mange ben at gå på. Dansk politik er desværre fattig på idépolitiske debatter. Men det er værd at lægge mærke til, at erfarne politikere med en solid idépolitisk platform sjældent kommer ud for en tilsvarende omgang i mediemøllen.

Hvad skal Lene Espersen gøre? Hun må først og fremmest undgå at begå samme fejl en tredje gang. Hun må desuden tydeligere end hidtil forklare, hvad hun vil med posten som Danmarks udenrigsminister. Og endelig bør hun give bolden op til en debat om, hvilke visioner hun selv og hendes parti ser for vort land i det 21. århundrede under omstændigheder, der er under hastig forandring.

Det er en stor opgave, og tiden frem mod næste valg er knap. Under løsningen af opgaven gælder for Lene Espersen samme vilkår som for militært personel, når tingene spidser til: al orlov er inddraget.

me