Her må folk helst ikke arbejde over

Frederik Preisler er en ofte citeret medieekspert, der udtaler sig om forskellige problemstillinger som S og SF's samarbejde med fagbevægelsen og om Sydafrikas formåen som værtsnation for VM i fodbold. Hvad mener han om "det hurtige liv"?

"Vi har aldrig været så materielt velstående og åndeligt forarmede som nu. Vi er så korrumperede, at ingen har lært noget af finanskrisen. Det kan jeg godt blive bekymret over. For det er så forholdsvist indlysende, at det høje forbrug, vi har, er panik inden lukketid. Vi kan nok fornemme tsunamien komme, men vi flytter os ikke og køber bare endnu flere ting."

"Nogle vil mene, at vi mangler en eller anden form for religiøst rygstød. Religion har gjort meget godt, men på dette tidspunkt i historien bliver alle ismer brugt til at bekrige hinanden med. Vi lever i en tid, hvor religion for mange har spillet fallit, men vi har ikke noget at sætte i stedet. Min far var filosof og brugte et helt liv på at formulere det afgørende spørgsmål: Hvad sætter vi i stedet for de eksisterende magtkoncentrationer, som er effektive, men også ødelæggende? Han nåede ikke frem til et svar, og jeg ved det heller ikke. Måske er det at være bevidst om at se relevansen i at tænke over det," siger Frederik Preisler.

Hans kontor er et af flere med vægge af glas i det kæmpestore lokale. I den ene ende er der køkken og spiseborde, i den anden en lang dybrød reol med bøger. Og så moderne kunst alle vegne. Her for åbne døre ind til glaskontorer og ude i det åbne rum sidder folk og arbejder koncentreret og i stilhed ved computere.

"Hektisk og dynamisk – det er der ikke her. Hvis der opstår lidt panikstemning, prøver vi at stoppe det med det samme. Vi tror ikke, at man kan være dygtig, hvis man er panisk. Man må godt være presset for at nå det optimale, men det når man ikke ved at presse folk og gøre dem angste. Her må folk helst ikke arbejde over. Ingen arbejder i weekenden."

"Vi har tænkt os at have denne her arbejdsplads i mange år. Vi har brugt uforholdsmæssig mange penge på den, og vi vil også gerne være de samme mennesker her i mange år – gode, velfungerende mennesker. Hvis man pisker hestene for hårdt, løber de ikke lige så længe og smukt."

"Vi prøver at få det optimale ud af folk, ikke ved at presse, men ved nogle gange at sige, at det måske kan blive bedre. Det eneste, vi interesserer os for her, er kvalitet. Ikke nødvendigvis opulent og dyrt, men som dette gulv, der har en æstetisk kvalitet, som udspringer af den praktiske kvalitet," siger Frederik Preisler.

Han henviser til stedets såkaldte omvendte egetræsparketgulv af endetræ, der er sat sammen og stillet på højkant og har en akustisk dæmpende effekt.

"Vi har en luksuriøs indstilling til vores arbejde, fordi vi får mange henvendelser om interessante projekter. Det havde nok været anderledes, hvis vi hang med neglene i kanten. Men jeg tror, at vi med den holdning bedre kan koncentrere os om opgaverne. Og hjerneforskningen støtter det. Før man kan koncentrere sig, har man en startperiode og en afslutningsperiode, hvor man er ekstrem opmærksom og tænker sig om. Men der er ingen evidens for, at produktet bliver bedre, hvis man strækker tiden ud mellem de to perioder."

Frederik Preisler har selv tidligere arbejdet i reklamebranchens stress-centrifuge.

"Som ung var jeg fuldstændig lige så fjollet som alle de andre, hvor jeg arbejdede hele natten og havde præsentation af et projekt klokken seks om morgenen. En af de ting, vi som mennesker burde have fordel af i forhold til dyrene, er bevidstheden om, at erfaring kan bruges til noget. Jeg har fundet ud af, at jeg har spildt ekstremt meget tid på projekter, hvor jeg ikke kom videre, fordi jeg var i en kultur, der arbejdede i døgndrift."

"Det er det der med at forveksle flid og talent. Det er ikke svært at skrive, hvis man kan, men helt umuligt, hvis man ikke kan. De, der er her, har et helt usædvanligt talent for kommunikation, ikke bare til reklame, men også til strategi. Og flid er en fattig erstatning for talent."

"De mange år i branchen har ikke været decideret ødelæggende for mig. Jeg har trods alt altid haft en distance til det, jeg laver. Men jeg har set masser af mennesker omkring mig gå ned, fordi de har dyrket ?mit job er mit liv?-kulturen. I 1970?erne og -80?erne så man ofrene for reklamebranchen blive alkohol- og stofmisbrugere. Her i 90?erne og 00?erne får folk stress og nervesammenbrud, men det er de samme mekanismer, der udløser det."

"Jeg hørte på et tidspunkt en vanvittig arrogant bureaudirektør, der selv var så overvægtig, at han kunne falde om med et hjertetilfælde, hvad øjeblik det skulle være, sige, at alt det med stress var noget fis. Sådan var det i reklamebranchen, og det var blot et spørgsmål, om folk kunne holde til det."

"Jeg tænkte ?hold da op, hvor usympatisk?. Det må man da kunne modbevise. Vi vil ikke have det sådan her. Bagsiden er, at der ikke er så meget smalltalk, og de sociale relationer foregår over frokosten, som vi spiser sammen hver dag klokken 12. Men da er det til gengæld intenst."

"Men i mellemtiden er der ikke så meget snak. Folk skal nå deres arbejde, og derfor har vi en ekstrem produktivitet – en af branchens højeste, og det er vi glade for. Så vi arbejder syv timer om dagen og ikke 16 timer uden at være kommet nogen steder med opgaven. Men for nogle vil det være rædselsfuldt at være her, hvis deres arbejde er deres sociale identitet."

Den måde, som Frederik Preisler styrer sin egen arbejdsdag på, er blandt andet ved at komme sent og gå tidligt.

"Det er noget med at være koncentreret, mens jeg er her. Den tid, jeg bruger, er skemalagt. Det er en måde at arbejde på, som passer mig fint. Når jeg kommer hjem, hænger jeg ideelt set den professionelle hat på knagen. Men det er blevet sværere på grund af de e-mail, jeg får på min mobiltelefon. Jeg får 50 e-mail om dagen. Min kæreste kan nogle gange råbe gennem huset: ?Skal du noget på computeren, eller kan jeg lukke den ned??. ?Luk endelig ned, jeg vil ikke rodes ud i noget,? svarer jeg så."

"Det er vigtigt, når man taler om det hurtige liv, at lukke ned. Det er vidunderligt med alle de moderne kommunikationsmidler, fordi tingene går hurtigt og let, men man er også nødt til at holde fri fra dem. Og nødt til at sætte ret kontante grænser. Man kan ikke bare ringe til alle, der har sendt dig en e-mail. Det kræver en større og større indsats at holde den dér, for hvis ikke, tror jeg, man bliver sindssyg."

"Jeg har lyst til at leve mit liv så fornuftigt som muligt. Det her er et arbejde, jeg holder af. Det er sjovt, jeg møder skægge mennesker og sære problemstillinger. Men jeg har et privatliv, som jeg også vil have tid til, og jeg vil gerne være sammen med mine børn, når jeg har fri. Men jeg har de samme proble-mer som alle andre familier med at skulle nå arrangementer med børn, der skal hentes, bringes og køres og kalenderen fyldt med alt muligt."

Frederik Preisler prioriterer højt, at der også er tid til aktiviteter, han har lyst til, som at ro en tur på Øresund i sin kajak og at gå på jagt. Det sidste har han gjort i 10 år sammen med partneren Bjørn Stene fra Mensch.

Han har skudt hjorte i Afrika, vildsvin i Sverige, kronvildt i Skotland, sika i Irland og fasaner i Danmark.

"Jagt kan på ingen måde forsvares. Det er perverst at gå ud og slå dyr ihjel for sjov. Når det er sagt, rummer det drab en masse andre ting, deriblandt en konfrontation med livet igennem døden. Når du skyder noget, er du nødt til at tænke: ?Nu tager du et liv?. Det afføder en slags melankolsk intensitet, som man kan lære af."

"Alt det, jeg er og gør i mit arbejde, med at vende og dreje og diskutere alting, det kan du ikke gøre, når du sniger dig ind på en hjort. Du har to sekunder til at overveje, om skuddet er godt, vindretning og så videre. Det uafvendelige i det er meget vigtigt. Hvis du ævler for meget inden i hovedet, er hjorten væk, eller du kommer til at anskyde dyret. Som jæger har man det rigtig skidt, hvis man har anskudt et dyr. Det er rædselsfuldt. Det er sket for mig i Afrika, hvor vi ledte efter et anskudt dyr i to dage, hvor jeg simpelthen havde det forfærdeligt, indtil vi fandt det."

"At gå på jagt rummer meget store konsekvenser. Det gør mig mere bevidst om konsekvensen af at træffe beslutninger. Det har noget at gøre med at forstå de mennesker, der sidder ved mødebordet, som kan have helt faste forretningsmæssige overvejelser samtidig med nogle etiske. De har brug for, at der sidder nogen over for dem, der tænker: ?Hvordan kan vi få noget godt ud af det??"

remar@kristeligt-dagblad.dk