Det lille hus på vinmarken

LITTERATUR Krig, kærlighed og vindruer er de centrale ingredienser i Noah Gordons rutineprægede roman "Catalaneren"

Glæden ved god vin kom først til ham, da han var en mand i sin bedste alder og rejste rundt i Spanien. Det fortæller den amerikanske succesforfatter Noah Gordon i efterskriften til "Catalaneren". Og den viden kunne man egentlig godt have brugt, inden man gik i gang med at læse, for man undrer sig såre over, hvor forfatteren til "Shamanen" og "Helbrederen" egentlig vil hen med sin seneste roman. Er det en fortælling om Calister-striden og snigmordet på general Prim i 1870?ernes Spanien? Eller en slægts- og kærlighedsroman? Eller et personligt mellemværende med en egn og dens vine? Formentlig det sidste.

Den unge Josep Álvarez vender tilbage til barndomsbyen Santa Eulàlia i det nordlige Spanien efter sin fars død. Her finder han barndomshjemmet forsømt og forladt. Hans storebror, der vanen tro arvede hele molevitten, er flyttet til Barcelona for at prøve lykken i den moderne verdens spirende industri på et spinderi. Det lykkes Josep at købe broderen ud, og han begynder – som minutiøst beskrevet står – at dyrke sin fædrene jord, der hidtil kun har kastet sur vin og eddike af sig.

I sit fire år lange eksil i Languedoc har Josep imidlertid lært nye metoder hos vinbonden Léon Mendes. Dem forsøger han nu at overføre på den golde spanske muld, alt imens han drømmer om ungdomskæresten Teresa Gallego og sender lystne blikke mod nabogårdens enke, den forknytte, men tiltrækkende Maria del Mar Orrisols.

I et prosaisk sprog med et afslappet forhold til klicheer skildrer Noah Gordon en machoverden, hvor mænd drager i krig og dyrker jord, og hvor kvinder arbejder og avler børn – og det kan forekomme en anelse stereotypt. Der er en det lille hus på prærien-agtig fascination af nybyggeri, af at etablere sig i en hård og ubarmhjertig verden, der ikke er for tøsedrenge. Det forekommer sine steder naivt og unuanceret, blandt andet i skildringen af, hvordan man i landsbyen sendte de unge bondesønner i krig i håbet om at gøre dem til fuldblodsdræbere. Det lykkedes ikke med Josep, der efter attentatet på Prim flygter til Frankrig, hvor han dog heldigvis udvikler sig til en førsteklasses vinbonde, der således vender styrket tilbage til sin hjemegn.

Det er en roman til herreværelset, Noah Gordon har skrevet. Med lige dele årgangsvin, krudtslam og brutalt begær efter såvel kvinder som revolvere fremskriver han i "Catalaneren" effektivt, men ikke altid lige elegant en sort/hvid verden af i går, som nok næppe kommer til at stå tilbage som hovedværket i den snart 85-årige forfatters karriere.
En tidligere kulturminister hævdede engang, at hun havde det med sport som med porno: Det er sjovt at være med til, men kedeligt at se på. Og måske gør det samme sig gældende med vin: Det er skønt at drikke, men mindre fornøjeligt at læse om lugning mellem rækker og lus i klaser. I hvert fald i Noah Gordons aftapning.

kultur@kristeligt-dagblad.dk

Noah Gordon: Catalaneren. Oversat af Hanne Bubandt. 266 kroner. 368 sider. Samleren