Hans Kristian Neerskov |
31. juli 2010
LEIF MUNKSGAARD skriver om situationen i Mellemøsten (den 28.juli) alt det, som Palæstina-araberne til stadighed siger, men han siger ikke selv noget! Dermed mener han sig formodentlig uden ansvar for alt det, han fyrer af, men han burde vide bedre. Det er jo ikke rigtigt, at den gamle pagt og den nye pagt ikke kan forenes i Kristus! Det er jo heller ikke rigtigt, at det var jøderne, der fik araberne til at flygte, for det blev de opfordret til af mange muslimske ledere, og de fik lov til at tage alt det med, som de ønskede. Golda Meïr og mange andre fremstående jøder opfordrede araberne til at blive og bo i fredelig sameksistens med det jødiske folk.
Samtidig blev 640.000 jøder fordrevet fra Jordan og mange nordafrikanske lande, men de fik ikke lov til at tage noget som helst med sig. Dog blev de i løbet af et halvt år integreret i den nye stat.
DE CIRKA 450.000 arabere, som på initiativ af arabiske ledere flygtede, er i mellemtiden blevet til 4,5 millioner flygtninge fordelt i knap 60 flygtningelejre, men de er ikke integreret i de 21 arabiske lande, som findes, til trods for at Palæstina-araberne forlods fik hele Jordan, som udgjorde 77 procent af mandatområdet.
De 150.000 arabere, som blev i Israel, er nu integreret i samfundet. De, der flygtede, bor stadig i flygtningelejre, formodentlig for at man kan skyde skylden over på det jødiske samfund, men Munksgaard burde vide bedre. Hvorfor retter han ikke sin ven i alle disse falske postulater?
Hvorfor tilføjer Munks- gaard, at det var jødiske terrorgrupper, der drev araberne ud? Det er jo heller ikke sandt. Den form for journalistik, som Munksgaard bedriver, er underfundig og uvederhæftig. Han vil ikke påtage sig ansvaret for, hvad han skriver, men overøser os med palæstinensiske usandheder.
Hans Kristian Neerskov,
præst og forfatter,
postboks 161,
Dyssegård