Partilederens storhed og snublen

Helle Thorning-Schmidt er ingen novice udi politiske stormvejr. De eksklusive spadseredragter, den begrænsede parlamentariske erfaring og et splittet Socialdemokrati har fra første færd givet landets første kvindelige socialdemokratiske leder problemer.

Ikke bare regeringen, men også røster fra Socialdemokraternes egen folketingsgruppe beklikkede allerede kort efter formandsvalget i 2005 Thorning-Schmidts evner som potentiel statsminister. Samtidig klæbede øgenavnet Gucci-Helle til hende, mens meningsmålinger med mindre end 20 procents opbakning sendte Socialdemokraterne til tælling.

Helle Thorning-Schmidt kom ikke vindstille fra start. Hun blev hurtigt diskvalificeret som overgangsfigur, men bare året senere havde hun vendt fiaskoen til succes. Hun drejede det politiske fokus mod Socialdemokraternes traditionelle hjemmebane – velfærdspolitikken – med spørgsmålet: "Skattelettelser eller Velfærd?". Hun begyndte at sige "vi" i stedet for "jeg" og bruge ord som "solidaritet" og "fællesskab" og kom dermed mere og mere til at ligne en rigtig – om end fortsat yderst velklædt – socialdemokrat. Samtidig rokerede hun rundt på store dele af partiets ledelse, gav plads til folk, der tidligere havde kritiseret hende og lukkede effektivt munden på andre.

Thorning-Schmidt formåede med andre ord at gøre det, som hverken Poul Nyrup Rasmussen eller Mogens Lykketoft havde kunnet. Hun skabte ro i baglandet, klarhed i de socialdemokratiske udmeldinger og tonede pludseligt frem som et reelt alternativ til den siddende statsminister.