Peter Mønster Jørgensen blev kendt over det halve land, da han politianmeldte sex-reklame i Holstebro. Han følte, at Gud ville det
Der er ikke meget højtråbende kristelig stridsmand over ham. Peter Mønster Jørgensen fortæller stille og roligt, og han er godt klar over, at de fleste danskere vil ryste på hovedet ad ham. Det har de da også gjort, mens andre har skrevet uforstående og uforsonlige indlæg imod ham på internettet om, hvor "utroligt så hellige folk skal være". Men han fortryder ikke, for han er overbevist om, at Gud ville det.
Peter Jørgensen politianmeldte tidligere på året en reklame, som ejeren af en sexshop i Holstebro havde stillet ud på fortovet foran sin forretning.
Anmeldelsen medførte en bøde til butiksejeren på 2500 kroner for anstødelig reklamering, men han blev senere frifundet i byretten. Dommeren mente ganske vist, at den ene af plakaterne i foldeskiltet kunne virke anstødelig, men lagde mere vægt på, at den var præsenteret på samme måde som andre reklamer på gaden.
"Den sag har givet mig et halvdårligt omdømme blandt de fleste ikke-kristne, men det vidste jeg jo på forhånd. Det, der skuffer mig mest, er derimod, at jeg ikke har fået støtte fra en eneste kristen her i byen. Det chokerer mig lidt," siger Peter Jørgensen.
Så det var nærmest enmandshæren Peter Jørgensen, der ud fra sin kristne baggrund gik i krig for sædeligheden, da han politianmeldte sex-reklamen.
"Den pornografiske grænse bliver rykket år for år. Jeg synes, at nu må det være nok. Her går min grænse," fastslog han over for pressen og forklarer uddybende, at politianmeldelsen skal ses som en protest mod hele den "pornoficering", han mener finder sted i dag.
"Vi bliver bombarderet fra alle sider," konstaterer han, og sex-reklamerne eller det, der ligner, sætter tanker i gang og har konsekvenser:
"Vi mennesker skal passe på, hvad vi lukker ind i vores tanker og sind. Hvor mange ægteskaber er ikke gået i opløsning på grund af utroskab? Børn bliver misbrugt og kvinder voldtaget. Alt det begynder jo med, at nogle tanker i den retning kommer ind i hovedet på os."
Den 30-årige ambulancebehandler i Holstebro er gift og far til tre små børn. Han er opvokset i et kristent miljø, som han imidlertid gjorde stærkt oprør imod i sine teenageår, hvor han i nogle år levede "ude i verden", som han udtrykker det. Peter kastede sig i disse år med stor energi ud i det alt sammen: spiritus, hash, piger.
"Det var skægt, men samtidig vidste jeg, at jeg var på gal vej."
Bag det vilde liv føltes savnet af Gud, så lidt efter lidt begyndte han og hans kæreste – og nuværende hustru – at komme i Kristent Center Midt-Vest, den frikirke, hvor de i dag er medlemmer. Det var her, han i forbindelse med et møde, hvor taleren var gået tæt på ham, traf sit valg.
"Taleren havde fået at vide, at han skulle til Holstebro for at hjælpe os, min kæreste og mig. Det er jo sådan, kristne arbejder. De mærker Helligånden banke på. Det var også det, jeg mærkede, da jeg anmeldte reklamen."
"Jesus blev lukket ind," forklarer Peter Jørgensen, og siger, at man både som menneske og kristen må vælge. For ham et valg ifølge Bibelen, som han opfatter som ord fra Vorherre selv, inklusive de advarsler, han her læser imod urenhed – herunder sex før ægteskabet, som han mener, at sex-reklamerne opfordrer til.
Derfor måtte han som kristen tage sin kamp, siger han, men understreger, at det ikke bare er en sag for kristne, fordi sexualiseringen af det offentlige rum sætter spor i hele samfundet.
steens@kristeligt-dagblad.dk