Kirken måtte vige for politik

Da ingen ledende personer inden for kirken officielt tog afstand fra hyrdebrevet, meldte Gertraud Knoll sig ud af kirken.

"Kirken reagerede meget fejt på hyrdebrevet," siger hun og advarer om, at kirken altid er politisk, også når den tier.

"Tavshed har ofte lige så meget virkning som ord. At tie er for mig en politisk gerning, og netop derfor er jeg overbevist om, at der er tale om god protestantisme, hvis man kan bruge ord på en ansvarsbevidst måde,"siger Gertraud Knoll.

Gertraud Knolls konflikt med de yderligtgående højreorienterede grupper i landet begyndte for alvor i 1995, da fire romaer blev myrdet ved et racistisk motiveret bombeattentat. Gertraud Knoll holdt som biskop en tale ved ofrenes begravelse, hvori hun blandt andet gjorde opmærksom på, at ord kan skabe grobunden for vold og mord. Det var en klar henvisning til Jörg Haiders propaganda mod indvandrere, og siden da var hun en af hans foretrukne modstandere.

"Efter begravelsen fik jeg de første anonyme mordtrusler," siger hun.

Situationen blev yderligere tilspidset, da Gertraud Knoll gav kirkeasyl til seks afghanske flygtninge. Fem af dem var børn.

"De boede hos os i to år, og i al den tid var jeg konstant i mediernes søgelys og blev efterhånden til en offentlig figur, når det drejede sig om temaer som menneskerettigheder og asyl," siger Gertraud Knoll.

Både hun og familien blev truet på livet og måtte have politibeskyttelse. Det var en situation, der skulle gentage sig i de efterfølgende år.

I 1998 besluttede hun efter opfordring fra mange sider at kandidere til posten som Østrigs forbundspræsident. Socialdemokratiet havde ingen andre kandidater til posten, og folk lige fra industribosser til reformkatolikker havde bedt Gertraud Knoll om at stille op til valget for at skabe en modvægt til de andre, mere konservative kandidater.

Hun fik cirka 14 procent af stemmerne og endte dermed på andenpladsen efter den konservative Thomas Klestil, der var blevet valgt af 63 procent af vælgerne.

To år senere dannede det konservative parti ÖVP regering med Jörg Haiders FPÖ.

"FPÖ var dermed ikke længere blot et oppositionsparti, men sad nu på magten, og det var virkelig en forskel, der kunne mærkes. Der blev skabt et klima, hvor enhver, der blot tillod sig at udtale kritik, blev udråbt til nationens fjende og blev beskyldt for at svine sin egen rede til," siger Gertraud Knoll.

Denne periode skulle blive den værste tid med frygt og trusler for familien Knoll.

"Man truede mig med massevoldtægter og med kidnapning af mine børn. Det var en frygtelig tid. Politiet bad os om at optage vores børns stemmer på bånd, og betjentene ville også have børnenes fingeraftryk for at kunne handle hurtigt i tilfælde af bortførelser. Vi måtte ikke forlade huset uden først at ringe til politiet og give dem besked, og hver aften, når det blev mørkt, bad politiet os om at lukke skodderne for vinduerne."

Familien måtte leve under denne terror i flere måneder.

I 2002 blev Gertraud Knoll igen opfordret til at gå ind i politik og denne gang besluttede hun at gøre det konsekvent. Hun opgav embedet som biskop.

"Jeg indså, at det ikke var muligt for mig at føre et sagligt politisk liv inden for kirken, og at det i kirkekredse altid ville hedde: Nå, nu begynder hende fru Knoll igen at blande sig. Jeg ville ikke blive til et problem for kirken, derfor opgav jeg præstegerningen."

Siden da har Gertraud Knoll haft forskellige poster i Socialdemokratiet.

Jörg Haider er død for to år siden, men Gertraud Knoll frygter stadig, at højreekstremistiske politikere kan få stor indflydelse på Østrigs politik.

"Det yderligtgående højre har gode betingelser for at vokse lige i øjeblikket på grund af finanskrisen. Især fordi politikerne udnytter folks angst for de såkaldt fremmede. Det er nemt for folk at give indvandrerne skylden for deres egen usikkerhed og angst og sige, at det ville gå alle bedre, hvis ikke der fandtes indvandrere i Østrig. Vi lever nu i et kollektivt angstsamfund, der er præget af manglende orientering."

"Det er første gang siden Anden Verdenskrig, at ungdommen ikke ved, om den måske får dårligere livsforhold end forældrene. De unge lider særligt, fordi de udgør en generation, der aldrig før har prøvet hverken livstruende konflikter eller trusler. Samtidig har den ældre generation mistet troen på, at pensionen er sikret, og vi kan forvente, at der med tiden opstår en stor fattigdom blandt pensionisterne. Det vil sige, at alle generationer fra ung til gammel frygter fremtiden, og denne angst gøder dyrkelsen af nye fjendebilleder af indvandrerne som de fremmede, der tager alt fra os," siger Gertraud Knoll.

Hun betragter den kollektive angst som meget farlig, fordi den hindrer en debat baseret på økonomisk meningsfulde argumenter.

"Det er for eksempel meget svært at trænge gennem til folk og forklare dem, at vi kun har råd til vores velfærdsstat, hvis det lykkes os at forme indvandringspolitikken på en måde, så indvandrerne får gode arbejdspladser, for kun på den måde kan indvandrerne jo yde deres bidrag til systemet. Vi er nødt til at skabe et uddannelsessystem, som indvandrerbørnene kan tage del i, ellers vil de ikke være med til at forme samfundts fremtid,"siger Gertraud Knoll.

Østrig er ved at blive et multikulturelt samfund, og Gertraud Knoll er glad for, at kirke og stat er adskilt.

"Det danske system med en folkekirke, hvor politikere kan bestemme kirkens holdning, er fuldstændig fremmed for mig. I Østrig har vi en fri kirke og en fri stat, og det er en god opdeling. Det er statens opgave at garantere demokrati og retsstatslighed, og at menneskerettighederne gælder for alle. Efter min mening har staten ikke brug for religiøse elementer i sin forfatning, og det er anmassende, hvis Gud nævnes i forfatningen. Jeg tror ikke, at den kristne Gud har brug for at blive beskyttet i vores forfatning. Alle religioner har en berettigelse, hvis de påvirker deres medlemmer til at udvikle sig til fredelige mennesker, der er i stand til at lære, at elske og at løse konflikter i samfundet. Som menneske kan man egentlig ikke gøre andet end at investere i folks evne til at elske, for kun på den måde kan man holde det voldelige potentiale nede på det lavest mulige niveau. Hvis alle religioner på hver deres måde og med hver deres værdier og bud arbejder for dette mål, har de opfyldt deres opgave som ligeberettigede trossamfund i vores land, og så er det ikke nødvendigt at beskytte en bestemt religion i forfatningen," siger Gertraud Knoll.

dachs@kristeligt-dagblad.dk