Det kan diskuteres, om den israelske regerings har overholdt sit eget løfte om at fastfryse byggeriet i bosættelserne på Vestbredden, eksklusiv Jerusalem, der i øvrigt udløber til september. Der kan også med rette rejses tvivl om, hvorvidt Israels regering til dagligt gør, hvad den kan for at lempe på forholdene for den palæstinensiske befolkning.

Hertil kommer, at Israels regering, under ledelse af premierminister, Benjamin Netanyahu, er sat sammen på en sådan måde, at det er meget vanskeligt at få øje på oprigtige ønsker om en fredsaftale med palæstinenserne hos de fleste af regeringens ministre. Trods det har Israels regering for længst erklæret sig villig til at indgå direkte forhandlinger med den palæstinensiske ledelse. Det er desværre mere, end hvad der kan siges om den palæstinensiske regering, der trods massivt internationalt pres ikke viser nogen interesse for at indgå direkte forhandlinger med Israel om en endelig fredsaftale.

Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, har sine grunde til at afvige de direkte forhandlinger. Han har stadig ikke nået et gennembrud i forsoningsforhandlingerne med Hamas i Gaza. Abbas frygter også, at den sidste sparsomme popularitet vil briste, hvis han pludselig begynder at uddele håndtryk til Netanyahu, mens sidstnævnte fortsætter med at bygge i det Østjerusalem, som Abbas ønsker at gøre til det fremtidige Palæstinas hovedstad.

Men at være den eneste del af konfliktens parter, der stadig siger nej til forhandlinger, er problematisk. Den Arabiske Liga har med Jordan og Egypten i spidsen sagt god for direkte forhandlinger med Israel. Flere af EU's førende statsministre har personligt ringet til Abbas for at overtale ham, og USA's præsident, Barack Obama, truer efter sigende med at degradere forholdet til Abbas' regering i Ramallah, medmindre den palæstinensiske ledelse siger ja til at møde sine israelske partnere.