Der er en lang dansk tradition for lærerernes metodefrihed. Denne tradition bygger på den tyske bildungs-tanke, hvor læreren inden for nogle temmelig brede statsligt satte rammer selv forventedes at kunne vælge metoder og midler til at opfylde de statslige mål.

I de senere år er denne metodefrihed imidlertid blevet sat under pres. I forbindelse med diskussionen om forbedring af den danske foleskoles undervisning har bl.a. professor Jens Rasmussen fra DPU, Aarhus Universitet udtalt, at det nok ville være hensigtsmæssig at ændre på lærernes metodefrihed.

LÆS OGSÅ:Harry Haues blog

De seneste reformer af både folkeskolen og gymnasiet har allerede begrænset metodefriheden, bl.a. med kanonkrav og obligatorisk samarbejde mellem fagene. Desuden er vore skoleformer under pres fra udviklingen i de angelsaksiske lande, hvor lærerens metodefrihed er langt mere begrænset end indenfor bildungstraditionen.

Statslige test – f.eks. i England – kontrollerer, om målene er nået, hvilket lettes af, at undervisningen er bundet til et bestemt curriculum, der igen understøttes af centralt udarbejdede kompendier.

Hvis vi i Danmark vil bevare lærerens metodefrihed, er det nu, der skal råbes vagt i gevær. Politikerne kan med henvisning til resulaterne af PISA-undersøgelserne argumentere for, at netop lærernes metodefrihed har været mevirkende til den forholdsvis beskedne placering, som danske elever får i disse undersøgelser.

Men efter min mening er danske læreres metodefrihed en forudsætning for en dialogpræget undervisning, som kan sætte viden ind i en refleksiv sammenhæng.

Det bør være være vort svar på globaliseringens udfordringer i stedet for at efterligne en testbaseret undervisning, hvor læreren er reduceret til intruktør.