Venskaber opstår vel, når man oplever en gensidig forståelse og samhørighed, der indfinder sig, uden at nogen kan forklare hvorfor. Nogle gange er der måske en rimelig forklaring på det. Andre gange er det sket på trods af enhver form for logik.

Venskaber opstår vel, når der er nogle, der lever med os, som vi er. Når nogle forstår os bedre, end vi forstår os selv. Venskaber opstår vel, når man finder ud af, at man kan læsse af og suge til sig, uden at det er en belastning.

Behøver man at kunne forklare, hvorfor man har venner, og hvorfor man har brug for venskaber? Behøver man at kunne forklare noget, når man opsøger en ven? Jeg forklarede ikke noget, hverken over for mig selv eller over for dig. Det har aldrig været nødvendigt med et undskyld. Jeg har aldrig følt, at jeg kom til ulejlighed, eller at jeg var besværlig. Det kan meget vel være, at mit liv af og til var besværligt, men det gjorde ikke noget. Jeg blev modtaget, som jeg var.

Jeg har oplevet dig som lyttende og nærværende. Det var ikke altid, jeg fik sagt så meget. Men det var godt at være der alligevel. Som regel var det kun en lille del af det, der lå mig på sinde, der blev sat ord på. Men det var, som om du forstod – også det, som jeg ikke fik sagt.

Jeg var ikke selv så lyttende og nærværende som du. Jeg har sikkert ikke hørt godt nok efter. Måske var det det, der ikke blev sagt, og det, der ikke behøvede at blive sagt, der bandt os sammen. I de senere år har jeg tænkt, at du var der, når der var noget særligt på færde! At du var der, når der ikke var noget særligt var på færde! Det vigtigste var næppe, hvad jeg fik sagt. Det vigtigste var nærværet. Hvad jeg trods alt fik hørt. Roen og rummet. Det vigtigste for mig var, at du kunne rumme mig, og at du stadigvæk gør det.

Jeg ved, der er mange, der synes, du er kedelig. Der er mange, der gerne vil have lavet dig om. Sådan har jeg også af og til selv tænkt. Især da jeg var yngre. Da jeg ikke kendte dig så godt, som jeg nu gør. Men hvad er det, de mener, der skal laves om? Måske har de ikke gjort sig umage med at lære dig at kende. Måske er der tale om forlegenhed. Måske er det, fordi de mener, der er andre, der gerne vil have lavet dig om.

Noget af det, jeg selv har sat pris på og stadigvæk sætter pris på, er, at du aldrig har sagt noget om, at jeg skulle laves om (selvom jeg er kedelig). Måske er det derfor, jeg oplever det som et venskab, jeg næppe kan vænne mig af med.

Jeg vil godt indrømme, at du ikke altid har været lige spændende og opmuntrende at være sammen med. Men jeg har aldrig tænkt, jeg gik forgæves. Jeg har aldrig følt, det var spild af tid. Vore møder har aldrig været ligegyldige, og jeg har hver eneste gang følt mig rigere, når jeg gik, end da jeg kom.

Har du givet mig gode råd med på vejen? Jeg ved det ikke. Det har du vel nok. Men det vigtigste har været, at du har været der. Det vigtigste har været, at jeg kunne komme igen. Sammen med de andre, der opsøger dig. For vi er faktisk nogle stykker. Måske har de andre det som mig, eller også har de det ikke som mig. Det kan være lige meget, men jeg er glad for, at vi er nogle stykker.

I tidens løb har du holdt dig i form. Det er måske mere, end jeg kan sige om mig selv. Du har holdt dig i form, og du er ægte. Nogle vil måske mene, du er gammeldags og stiv. Til det vil jeg sige, at bare du er gammeldags og stiv på den ægte måde, så gør det mig ikke noget. Hellere det, end at man lader, som om man er ungdommelig og sprælsk, uden at man egentlig er det. Det væsentligste er nok, at du tager livet alvorligt med alt, hvad et liv indebærer.

Jeg holder oprigtigt af de ældgamle tekster. Tænk, at de stadigvæk kan sige os noget. Tænk, at man stadig beskæftiger sig med tanker, der er 2-3000 år gamle. Jeg holder også meget af salmernes lyrik. De smukke rim. Det flotte billedsprog. Korte og konkrete bønner. At jeg ikke behøver at foretage mig noget. Tanker om tilværelsen og Gud. Samværet med andre, som ikke nødvendigvis kommer mig ved.

Det kan være svært at lade være med at blive en smule rørt, når børnene bæres til dåb. Måske fordi man kan genkende sig selv i barnet, der bæres. Måske fordi man bliver mærket af den nåde, der bliver tilsagt os i dåben og nadveren. Velsignelsen og så videre og så videre.

Der er mange, der taler om kultur, og hvad kulturoplevelser betyder. Man kan læse bøger. Man kan se teater, høre koncerter og gå til ballet. Få kulturoplevelser på andre måder. Hver ting til sin tid vil nogen måske sige. Selv oplever jeg kulturen intenst, når jeg er til gudstjeneste: vedkommende tekster og tanker. Overdådig musik. Bedårende salmer. Trosbekendelsen og fadervor. Dåbens elementære forkyndelse. Nadverens mysterium.

Der bliver sat ord på mit håb. Jeg får tilsagt gåpåmod og fornemmer, at jeg er favnet. Gudstjenesten er som et venskab, jeg næppe kan vænne mig af med.

Bruno Rasmussen er sognepræst. Kronikken er den tredje af de otte vinderkronikker, som Kristeligt Dagblad bringer fra sommerens kronikkonkurrence "Min bedste ven".