Ude i landet blandt lytterne, på plejehjem og i ældreboliger, er der givetvis mennesker, som synes, at Morgenandagten har stor betydning for dem. Det er dem, der nu – efter Mogens Hansens mening – skal undgælde for, at "kirken har manglet rettidig omhu med Morgenandagten".

At Mogens Hansen seriøst mener, at ældre mennesker skal sidde og lytte i telefonen eller bakse med en dvd-afspiller for at høre (og se) for eksempel morgenandagt er svært at forstå. Det er det eneste konkrete eksempel, han nævner på den fagre nye verden, han ser for sig. Men som jo helt åbenbart mangler det væsentlige: den direkte udsendelse.

VILLE DET IKKE VÆRE PÅ SIN PLADS, at ældre mennesker i en public service- radio som DR fortsat kan lytte til Morgenandagten på FM-båndet (gerne P1), når unge mennesker øjensynlig er sikret fortsat lytning til P3 på FM-båndet? Det er tilmed dem, der har mest forstand på, hvordan man downloader og podcaster udsendelser til deres pc'er og bærbare iPod'er. Og dem, hvis musik i forvejen bringes af konkurrerende private radiostationer.

Kære Danmarks Radio, vent i det mindste nogle år med at nedlægge Morgenandagten på FM-båndet, til ældre mennesker er blevet mere fortrolige med "den verden af andre muligheder", som Mogens Hansen ser. Vis dette hensyn!

"De oplagte kunder, 'kirkefolket', var mere end tilfredse, når blot de fik det, som de ville have det. Og det fik de. Dengang! Nu går den ikke længere," skriver Mogens Hansen, så man næsten kan se ham sidde og dirre af glæde ved tanken.

Men jeg tilhører ikke "kirkefolket" –og lytter alligevel passioneret til Morgenandagten. Min vej til den ser således ud:

Efter en halv snes år uden for folkekirken meldte jeg mig ind igen og landede som grundtvigsk frisindet. Den afgørende årsag til, at jeg begyndte at komme i kirken, var et pludseligt dødsfald i 1978 på venstrefløjens dengang førende dagblad, Information, hvor jeg var redaktionssekretær fra 1972 til 1984. Som jeg husker det, foregik det efterfølgende redaktionsmøde fuldstændig, som om intet var hændt.

Ved de generalforsamlinger, jeg havde været til som journalistelev, selv i den mindste fjerkræavlerforening, havde formanden ved dødsfald rejst sig og udtrykt et æret være afdødes minde. Først ved selve begravelsen i Strib Kirke ved Middelfart, hvor Informations journalister med ellers sædvanligvis tjek på det hele, var samlet i sorg, kom der – i hvert fald for mig – en forløsning, da højskolelærer i Askov, cand.theol. Richard Andersen lyste velsignelsen. Fra da af vidste jeg, at jeg havde brug for ritualer, som kan udtrykke det, der ellers ikke kan siges. Eller som man undlod at sige af frygt for at virke borgerlig.

Nogen tid efter blev jeg valgt ind i Tølløse menighedsråd på den grundtvigsk frisindede liste – men er aldrig blevet en hyppig kirkegænger. Kommer som regel i kirken skærtorsdag aften og allehelgenssøndag samt helst også påskemorgen.

MEN MORGENANDAGTEN lytter jeg til hver dag, hvis det er muligt, og har gjort det i mange år. Modsat Mogens Hansen finder jeg, at det er en absolut kvalitet ved Morgenandagten, at den er direkte fra domkirken i København. Jeg har nemlig også prøvet at lytte til den på bånd eller cd, som jeg har optaget til brug på dage, hvor den direkte teknik svigter, hvad den gjorde ofte en tid. Det er ikke nær det samme!

Jeg finder endvidere, at det er en kvalitet ved Morgenandagten, at den er kort, 18-20 minutter. Og hvis en liturgisk morgenandagt ikke er en dansk tradition, som Mogens Hansen skriver, så bekymrer det mig ikke. Morgenandagten har eksisteret siden 1931. Det er tradition nok for mig. Og jeg kan lide den måde, Morgenandagten er bygget op på, enkel i sin form. Jeg finder glæde ved at lytte til Morgenandagten, lige fra P2-speakeren annoncerer, hvem der er dagens liturg, hvilke skriftsteder der læses fra, hvilke salmer der synges, og hvem organisten er.

Morgenandagtens kor af kvinde- og herrestemmer er en nydelse at lytte til – ikke mindst om lørdagen, hvor der gøres ekstra ud af det, og hvor Morgenandagten begynder og slutter nogle minutter senere efter "8-radioavisen".

De fire præster (liturger), to kvindelige og to mandlige, der forestår Morgenandagten på skift, som regel en uge ad gangen, beder fadervor og lyser velsignelsen – men inden da har de altid tre rækker bønner, som ofte er lidt personligt udformede.

En ny ung kvindelig præst, Pernille Østrem (nu sognepræst ved Stefanskirken), udformede for godt halvandet år siden sine bønner så overraskende gode og hverdagsagtige, at jeg spontant oprettede gruppen "Morgenandagtens venner" på facebook (p.t. 534 medlemmer) med følgende begrundelse: I en flimrende hverdag er Morgenandagten et åndehul – en god grund til lige at stoppe op og beskæftige sig med andet end dagen og vejen; med noget, der er større end én selv.

Den dag i Strib Kirke blev jeg ramt af noget, jeg åbenbart havde behov for. Kristendommen er blevet en værdifuld del af min tilværelse, og ikke mindst Morgenandagten er blevet den primære måde, jeg praktiserer dette værdifulde på.

Så fast i troen som billedkunstneren Maja Lisa Engelhardt i Anders Laugesens gode interview med hende i "Mennesker og tro" forleden søndag er jeg nok ikke – endnu. Men det vil være et stort tab for mig, hvis Morgenandagten forsvinder fra DR's primære radioprogrammer, de FM-bårne.

Kurt Stenstrop er journalist