Claus Vincents, Nanna Schelde |
4. august 2010
Ombudsmanden har for første gang nogensinde underkendt Kirkeministeriets fyring af en sognepræst. Afgørelsen i sagen om Mette Villads Christensen kan med-føre, at vi fremover vil se flere gejstlige afskedigelser blive indbragt for den uvildige institution, vurderer eksperter
Folketingets Ombudsmands behandling af sagen om Mette Villads Christensen bliver næppe den sidste. Flere sager om afskedigelse af sognepræster vil i fremtiden blive indbragt for Ombudsmanden, vurderer eksperter i kølvandet på ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansens historiske afgørelse. Retsteolog Kristine Garde har fulgt sagen om Mette Villads Christensen tæt. Hun kalder sagen for meget speciel og uden fortilfælde.
"Vi har så få paragraf 43-sager, at det i sig selv er et særtilfælde. Denne komplicerede sag er ekstra speciel, fordi den ifølge Ombudsmanden ikke kan gennemføres som en paragraf 43-sag på grund af manglende dokumentation på væsentlige punkter. Det drejer sig blandt andet om årrækken og omfanget af de dybtgående problemer mellem præst og menighed," siger Kristine Garde.
Tjenestemandslovens paragraf 43 taler om, at man kan afskedige en sognepræst, hvis der mellem præsten og menigheden i en årrække har eksisteret dybtgående uoverensstemmelser.
"Paragraffen, også kaldet ?skilsmisseparagraffen?, placerer ikke skylden for problemerne entydigt hos en af parterne. Det betyder, at en præst, der er afskediget efter denne paragraf, har bedre mulighed for at få et nyt embede i forhold til en afskedigelse, som placerer skylden hos præsten. At skilsmisseparagraffen fortsat kan benyttes, betragter jeg som et gode for præsterne," siger Kristine Garde.
Hun vurderer, at der er en mere udbredt tendens i samfundet til at benytte Ombudsmanden, og hans arbejdsområde er vokset betydeligt de senere år. Også i præstesager inddrager man ham hyppigere end tidligere.
"I lyset af denne sag kan man sige, at det er meget fornuftigt, at en præst, der er utryg, vælger at inddrage Ombudsmanden," siger Kristine Garde.
Da sognepræst i Munkebo på Fyn Bodil Greve Schmidt i 2007 blev fyret for samarbejdsproblemer, gik sagen også til Ombudsmanden. I sin afgørelse ville han ikke kritisere årsagen til selve fyringen, men der var grund til at kritisere Kirkeministeriet for flere fejl i hele proceduren, lød det.
Men det er ikke kun afskedigelsessager, Ombudsmanden går ind i. Da Bent Døssing Hansen, tidligere sognepræst i Aalborg, var indkaldt til en samtale af biskop Søren Lodberg Hvas, fik han ikke lov til at få en bisidder med. Det blev kritiseret af Ombudsmanden. For nogle år siden røg sognepræst Hans Villy Jørgensen, Vilsted, ud i en sag om en arv fra en enke. Biskop Karsten Nissen fritog ham fra tjeneste, men biskoppen blev senere kritiseret af Ombudsmanden, fordi han ikke – af hensyn til præstens retssikkerhed – samtidig rejste en tjenestemandssag.
Der er dog fortilfælde, hvor en afskedigelse af en sognepræst er blevet underkendt. Paul Leif Paulsen blev i 1979 afskediget, fordi præst og menighedsråd var uenige om hans løn. 10 år senere bestemte Østre Landsret, at den afskedigelse var uberettiget, og præsten modtog senere en større erstatning. Paul Leif Paulsen var herefter præst på Færøerne i nogle år.
Kirkeretsekspert Jørgen Steenbæk skønner, at flere kirkelige sager sandsynligvis vil havne hos Ombudsmanden, hvis ikke den kirkelige forvaltning retter ind efter afgørelserne.
"Når det viser sig, at det kan nytte at klage til Ombudsmanden, så har det det med at gribe om sig. En afskediget person vil så udnytte den mulighed som sin sidste chance. Men de forholdsvis klare afgørelser betyder også, at Kirkeministeriet ikke kan sidde dem overhørig og må se til, at det ikke sker igen, og at der ikke begås de samme fejl," siger Jørgen Steenbæk.
Lektor på Det Teologiske Fakultet i Århus Peter Lodberg ser tendenser i tiden afspejle sig i de kirkelige sager.
"Vi ser, at man i hele samfundet klager over afgørelser og skyder dem højere op i systemet. Set i det lys kunne man godt forestille sig, at fyrede sognepræster fremover synes, at der er kortere afstand til at klage, hvis ens synspunkter ikke er blevet taget alvorligt af myndighederne. Også fordi det med dette seneste eksempel er blevet mere tydeligt, at der kan være sket fejl i sagsbehandlingen. Desuden er man i folkekirken ikke længere så autoritetstro, som man var tidligere, hvor man ikke gik videre med en sag, når den var afgjort af biskoppen eller Kirkeministeriet. Med sin afgørelse sætter Ombudsmanden nogle standarder, som stiftsadministration og Kirkeministeriet nu må indrette sig efter i sagsbehandlingen. Om vi fremover vil se flere sager af denne typer vil helt afhænge af, hvordan sagsbehandlingen i fremtiden vil foregå, siger Peter Lodberg.
schelde@kristeligt-dagblad.dkvincents@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad