Tidligere sognepræst Mette Villads Christensen føler, at hun har fået oprejsning, efter at Ombudsmanden har underkendt Kirkeministeriets fyring af hende i januar 2009
Mette Villads Christensen svæver lidt over gulvene derhjemme.
Sådan føles det i hvert fald, efter at Folketingets Ombudsmand har slået fast, at Kirkeministeriets fyring af hende i januar 2009 skete på et alt for spinkelt grundlag. Ombudsmandens afgørelse oplever hun som en genoprejsning efter en tre år lang konflikt i Rugbjerg, Jelstrup og Lyngby Sogne, hvor hun i 10 år var præst frem til Kirkeministeriets fyring af hende. Afskedigelsen skete på opfordring fra provst Lars-Erich Stephansen og den daværende biskop i Aalborg Stift Søren Lodberg Hvas. Hvad Mette Villads Christensen havde gjort galt, blev hun aldrig klog på. Og det kan der være gode grunde til, viser Ombudsmandens underkendelse.
"Jeg er fantastisk glad. Jeg er lettet," fortæller en tydelig rørt Mette Villads Christensen til Kristeligt Dagblad.
"Lige så surrealistisk det var at være den person, der blev afskediget fra sit præsteembede, lige så surrealistisk var det at få beskeden fra min advokat om Ombudsmandens afgørelse."
I løbet af konflikten sygemeldte hun sig på grund af for hårdt psykisk pres. Men selvom den tidligere sognepræst i mellemtiden har nået pensionsalderen, har hun stadig lyst til at arbejde. Om det skal være som præst, ved hun endnu ikke.
"Det kan jeg ikke overskue at forholde mig til endnu. Jeg er ikke ung længere. Jeg er pensioneret præst. Men pen-sionerede præster bliver også fra tid til anden brugt i sognene. Og jeg synes stadig, jeg har kompetencer og vil meget gerne bruges. Jeg føler ikke, jeg er færdig med at arbejde."
På spørgsmålet om, hvordan hun har klaret sig gennem tre års konflikter og en fyring, der oplevedes som "ærekrænkende", svarer hun:
"Det har Gud hjulpet mig med. Jeg har hele tiden bevaret troen på Gud, og så kan det ikke gå helt galt. Men jeg har også været vred på Gud, fordi han ikke havde styr på kortene. Jeg har også haft nogle fantastisk gode hjælpere og mødt en utrolig opbakning."
"Og så har jeg været i stand til at glemme hele sagen, når jeg har været ude mellem andre mennesker. Det har været en gave. Det er mere, når man kommer hjem og sidder for sig selv og om natten, at det har været hårdt. Men det grundlæggende håb har jeg ikke mistet på noget tidspunkt, for jeg er glad for at være til. Det gode liv har hele tiden været der til trods for trængslerne."
johansen@kristeligt-dagblad.dk