"Jeg interesserede mig slet og ret for Gud og troens spørgsmål. Jeg gik også til præst og syntes, det var spændende, men det var ikke der, jeg blev omvendt. Jeg kan huske, at jeg havde en respektfuldhed omkring konfirmationen. Jeg ville ikke bare konfirmeres for traditionens skyld, og det havde da også været en svær beslutning at sælge hjemme hos min far, som dengang ikke havde megen forståelse for kristendommen. Siden fik jeg en veninde, som var baptist, og gik med hende i kirke nogle gange, for jeg havde en dragning mod det, men der var ikke noget, som sagde pang."

På vej mod 30-års-fødselsdagen meldte den åndelige søgen sig igen. Ikke som en bevidst længsel, men som en grundlæggende tomhedsfølelse, selvom hun ud fra mange standarder ikke havde noget at klage over.

Hun var levende optaget af sit studium, havde en skøn kæreste og sammen var de blevet forældre til en dejlig pige. Men alligevel oplevede hun livet som en anelse fladt.

"Jeg følte en form for tomhed, som skyldtes en længsel. Når jeg så på mit liv, så var der ikke noget at klage over, men alligevel følte jeg, at sådan her skulle det bare ikke være. Jeg var utilfreds med mig selv og andre mennesker, for jeg syntes, vi var i verden på en problematisk måde, hvor overfladen var det hele. Jeg følte, at alle andre mennesker baksede rundt med deres pæne liv, men jeg tænkte, at livet måtte være mere, end at vi tager en uddannelse, køber pæne strømper til vores børn, læser den nyeste litteratur og går til middage hos hinanden. Der var noget uforløst," siger Signe Hegelund.

Som så mange andre veluddannede og velstillede danskere gjorde dengang i midten af 1990'erne, så gik hun i terapi.

For hendes utilfredshed stak dybere end en kritik af hendes samtid. Den nagende følelse af tomhed dækkede over en eksistentiel krise, men på overfladen så alt vellykket ud, og hun var hverken sygemeldt eller på medicin. Men hun led.

"Den psykologiske bølge var over os, så terapiens vej lå lige for, og jeg har fået masser af hjælp fra den. Min terapeut var fin, men den psykologiske vinkel er også begrænset. Man kan komme et stykke hen ad vejen med at arbejde med sig selv, men forestillingen om, at du kan forløse og opløse dine problemer gennem terapien, holder ikke," siger hun.

Mens hendes jævnaldrende så frem til parmiddagen og drømte om samtalekøkkener med plads til langborde, så følte Signe Hegelund sig ensom med sin tomhedsfølelse. Det ændrede sig en dag, hvor hun var alene hjemme. Hun fulgte en pludselig indskydelse og begyndte at synge salmer.

Som de fleste andre i sin generation havde hun kun et sporadisk kendskab til salmebogen: en fortid som korsanger, hvor der af og til havde været salmer på repertoiret, og et minde om en stedmormor, som havde sunget "Sov sødt, barnlille" som godnatsang. Desuden havde hun i forbindelse med sit studium arbejdet med salmer og kunne afkode teksterne for bibelske referencer. Der stod ingen salmebog i reolen, men hun fandt Højskolesangbogen og begyndte at synge de få salmer, som hun kendte: Jakob Knudsens "Se, nu stiger solen" og Grundtvigs "Sov sødt, barnlille".

"Der skete det ret mirakuløse, at jeg opdagede, at teksterne åbnede sig for mig, og jeg følte, at de beskrev en virkelighed, som jeg følte, jeg kendte. Her var der nogle mennesker, som beskrev en virkelighed, som jeg anede, og de fyldte mig med den der fornemmelse: ?Okay, der er nogen, som tænker som dig. Det er okay at tænke sådan her.? Jeg følte et åndsfællesskab. Bagefter er det gået op for mig, at det var Helligånden, der meget konkret var på spil," siger hun.

Der er et før og et efter den dag med salmebogen i Signe Hegelunds liv.

"Det var min pinse, og jeg havde fået tro. Tomhedsfølelsen har jeg ikke mærket siden. Jeg kan have alle mulige følelser, men den grundlæggende følelse af tomhed har jeg ikke længere, for jeg har mødt en større virkelighed. Det var noget, som blev givet til mig som en gave. Men det var ikke sådan en gave, som jeg skulle stille på en hylde. Jeg mærkede en forpligtelse til at tage troen til mig og lade den gro og vokse, men der fulgte ikke nogen manual med, så jeg gik længe og baksede med, hvad det skulle betyde," siger hun.

Oplevelsen med salmebogen var så skelsættende, at Signe Hegelund besluttede sig for at blive døbt.

"Vi træffer hele tiden valg, men det her er et valg af en anden karakter. Det er ikke som at sætte kryds ved Helle ved næste valg. I dåben siger du ja til noget, som du efterfølgende har et liv med," siger hun.

Den gang underviste hun på retorikstudiet, og en af kollegerne var præsten Helene Dam, så derfor var det naturligt, at det blev hende, som skulle døbe Signe Hegelund. Efter en række dåbssamtaler, blev hun døbt ved en stille højtidelighed i Sankt Pauls Kirke i Nyboder med organisten som eneste vidne.

Oplevelsen med salmebogen medførte to synlige forandringer i Signe Hegelunds tilværelse. Hun satte tid af til bøn og besluttede sig for at blive kirkegænger, men det var ikke let at finde et sted, hvor hun følte sig hjemme.

"Jeg cyklede rundt og prøvede forskellige kirker, men kunne generelt ikke holde prædikenerne ud. Retorikken er mit fag, og derfor bliver jeg utålmodig, hvis jeg ikke kan give et sobert referat, når jeg har hørt en prædiken. Det kunne jeg generelt ikke," siger hun.

I dag har hun fundet sig hjemme i valgmenigheden Vartov i det indre København og prioriterer kirkegangen. Hun siger:

"Jeg har fundet en præst, der er en formidabel prædikant. Jeg bliver trosmæssigt udfordret og åndeligt inspireret, når han prædiker. Jeg har desuden brug for det fællesskab, som jeg møder i kirken, når jeg gennem salmesangen bliver lagt ord for troen i min mund, og når vi knæler ved nadveren. Åndelighed er som en muskel, som skal bruges, hvis den ikke skal sygne hen."

Signe Hegelund er så glad for kirkegangen, at hun gerne inviterer andre med.

I det hele taget har hun ikke noget ønske om at gemme sin tro af vejen. På sin Facebook-profil har hun for eksempel skrevet, at hun er "praktiserende protestant".

"Jeg synes ofte, jeg møder mennesker, som går og putter med deres tro, men jeg fortæller gerne, hvad jeg tror på, og vil også gerne tale med folk om tro, hvis de søger nogen at tale med," siger hun.

Men samtidig med ønsket om at bekende vedgår hun, at det at finde ind i en kristen tro er en både lang og krævende rejse.

"Folkeligt er der en forståelse af, at vi er kristne i Danmark og derfor ved, hvad det vil sige. Når jeg møder den holdning, så har jeg det sådan: 'Nå, gør I det? Hvordan kom I frem til det?'. Kristendommen er en kompleks religion, som mange troende bakser med gennem et helt liv, og kristendommen er langt fra de stereotype billeder af korsriddere, Hans Kirks 'Fiskerne' og gamle damer i tomme kirker. Mange folk har nogle forestillinger om, hvad kristendommen er, som kan være fjernt fra den forestilling, jeg har om, hvad der ligger i den kristne tro. Intellektuelt kan jeg sagtens gøre rede for, hvad der er det centrale i kristendommen, men jeg kan se, at jeg gang på gang falder tilbage i tankemønstre, hvor jeg er præget af værdier, som er tidstypiske," siger hun.

Hun har for eksempel haft svært ved at forstå, hvad der menes med det kristne begreb nåde. Når Signe Hegelund hører en prædiken, kan hun i et glimt opleve, at hun forstår, hvad der menes med nåde, men når hverdagen melder sig, oplever hun sig talrige gange påvirket af kulturens generelle dyrkelse af menneskets evne til at præstere. Tidsånden giver medvind til budskaber om, at den enkelte skal gøre en indsats, være initiativrig og tage ansvar, og tidsåndens vinde rammer også hende.

"For mig forpligter det at blive kristen, og jeg mener, at det må have nogle konsekvenser for min måde at være i verden på. På den ene side er Kristi død på korset en frisættelse i forhold til at skulle præstere, men på den anden side så er der en kristen etik. Jeg er udfordret af, hvordan man forholder sig mellem de to rum, og det bliver ikke lettere af, at jeg også er påvirket af det generelle krav om at præstere. Gennem den her proces har min præst, Niels Grønkjær, været meget generøs med sin tid og haft mange samtaler med mig. Men i kirken møder man af og til teologer, som fremstår som elitekristne med styr på alle dogmerne og Luther. I stedet for at være bedrevidende skal vi ind i dialogens rum. Jeg vil gerne belæres og lade mig flytte af dem, som ved bedre, men de skal også turde lytte."

Signe Hegelund ernærer sig som konsulent, og for at kunne rådgive kunderne er det en del af hendes arbejde at være i tæt kontakt med tidsånden. Hun vurderer, at der er en åndelig længsel i kulturen. Interessen for coach- ing, selvudvikling og positiv psykologi er et stykke hen ad vejen et udtryk for denne længsel, mener hun. Men skal kirken komme i kontakt med den diffuse, åndelige længsel, er der brug for større nysgerrighed fra kirkens side, mener Signe Hegelund.

"I kirken bliver der ikke taget højde for, i hvor høj grad vi er påvirket af den kultur, som omgiver os. Man taler i stedet om dem og os og ser med skepsis og distance på begreber som coaching og selvudvikling. Når man laver den slags tænkte skel, så overser man, at det, der er en tendens bredt i kulturen, også er en tendens hos dem, som går i kirke."

nygaard@kristeligt-dagblad.dk