Efter overgrebet kommer ensomheden

Hun er med tiden blevet bedre til at lukke andre ind. Alligevel er ensomheden og evnen til at række ud efter andre fortsat hendes største udfordring – en udfordring, hun langtfra står alene med. Efter overgrebet kommer ensomheden, lyder det som fra en mund fra behandlere og eksperter, der er enige om, at ensomhed er en næsten sikker følgesvend for børn, der har været udsat for incest eller overgreb.

Tre nye projekter i København, Århus og Hjørring forsøger nu at bryde med den onde cirkel ved at tilbyde gruppeterapi til piger og drenge i alderen 6 til 18 år.

Det er første gang, gruppeterapi til incestramte børn sættes i system på tværs af kommuner herhjemme, hvor der hidtil har været tradition for at behandle ofrene enkeltvis bag lukkede døre. Metoden har imidlertid vist gode resultater i lande som for eksempel England og Israel, fordi den ikke bare giver ofrene mulighed for at spejle sig i andre med lignende historier, men også hjælper dem til at skabe netværk, som de kan tage med sig videre i livet. Nu håber man på at se samme positive resultater herhjemme. Og de tre projekter viser da også allerede gode takter.

I København har man netop afsluttet det første hold med seks piger i alderen 11 til 13 år. Pigerne har de seneste måneder mødt hinanden en gang om ugen i hyggelige lokaler med kunst på væggen og planter i vindueskarmen. De har spist frokost sammen, talt om deres hverdag og deres tanker, og så har de delt det, de har allersværest ved at dele. Overgrebene.

"Hver pige har lavet en lisvlinje - en fortælling om sit liv. Det har været op til den enkelte, hvor meget hun har villet fortælle, men vi, der har indblik i pigernes journal og historie, har selvfølgelig hjulpet og guidet dem. Nogle er blevet opfordret til at give lidt mere information, mens andre er blevet opfordret til at holde igen for ikke at gå for hurtigt frem. På den måde har de fået brudt isen og fået kendskab til hinandens oplevelser. Det har givet en enorm lindring og befrielse over ikke at være alene," siger Anne Charlotte Larsen, der er en af psykologerne som har fulgt gruppen.

Børnene er ikke bare blevet matchet efter alder og køn, men også efter, hvilken slags overgreb de har været udsat for. Deres historier skal helst ligne hinanden så meget som muligt, for at de kan spejle sig i hinanden og føle, at det er i orden at tale om selv meget voldsomme oplevelser og følelser.

"Et overgreb er ikke bare et overgreb. Der er stor forskel på, om et barn er blevet krænket af en fremmed eller af en, barnet kender godt – måske ligefrem et nærtstående familiemedlem. For børn, der bliver krænket af en person, de er afhængig af, kan der være mange konfliktfyldte følelser. Kærlighed, svigt, skuffelse og skyld er et stort virvar. For andre børn kan incest have været så integreret en del af deres familie, at de har svært ved at skelne mellem rigtigt og forkert og ikke er helt klar over, at det, de har været udsat for, ikke er i orden," siger Anne Charlotte Larsen.

Det var sådan en familie, Anna voksede op i. Forældrene seksualiserede deres børn. De kom med hentydninger, når en af de små spiste en banan eller en ispind, talte åbenlyst og i detaljer om sex ved middagsbordet og så til, mens Anna flere gange daglig måtte finde sig i, at hendes næsten fem år ældre bror forgreb sig på hende. Senere kom det frem, at broderens opførsel var gået i arv. Også Annas ældre søster, Annas far og Annas farmor og farfar forgreb sig på børnene.

"Hele familien var viklet ind i det samme mønster. Det var umuligt at skille tingene ad, og jeg levede i lang tid i den overbevisning, at min familie var perfekt, at den ligefrem var bedre end andres. Jeg så ikke rigtig, hvad der skete, men lukkede ned og blev en zombie. Inderst inde vidste jeg godt, at det var ulovligt, at det var helt, helt forkert og forskruet. Men jeg lykkedes med at undertrykke det og kategorisere det som normalt," fortæller Anna.

Fornægtelsen fulgte hende langt ind i voksenlivet. Først som 32-årig brød hun med familien, og først da hun trådte ind i en selvhjælpsgruppe for voksne incestofre, brød hun med tavsheden og talte med andre end terapeuter om sin baggrund. Selv da var Anna bange for at komme til at sige noget, der ville få de andre i gruppen til at udelukke hende fra fælleskabet.

"Man er så ekstremt skamfuld, at man er evig angst for at komme til at sige noget, som de andre synes er for klamt og ikke vil have med at gøre. Det er en næsten uudholdelig tanke at miste kontakten til mennesker, man er kommet en smule tæt på, når man har levet i fuldstændig ensomhed hele sit liv," forklarer hun.

Trods angsten er selvhjælpsgruppen i dag blevet et livsvigtigt netværk og et frirum i Annas liv. Her er der ikke længere noget, hun er bange for at sige.

I København, Århus og Hjørring håber man, at børnene i grupperne ikke skal vente med at finde et frirum, til de bliver voksne, men allerede nu kan begynde at danne netværk og bryde med ensomheden. De 11-13-årige piger i København blev i første omgang bedt om at lade være med at udveksle mobilnumre og Facebook-adresser, så længe terapien stod på, men har efterfølgende udvekslet kontaktoplysninger. Om de holder kontakten ved lige, vil fremtiden vise.

"Men der er ingen tvivl om, at mødet med andre i samme situation har haft stor betydning. For mange af dem er det første gang, de taler med jævnaldrende om deres oplevelser, og første gang, de oplever at være del af et fællesskab, hvor de ikke skal skjule noget," siger psykolog Anne Charlotte Larsen.

Det er derfor heller ikke kommet bag på hverken hende eller kollegerne, at pigerne i deres evaluering ikke bare har lagt vægt på muligheden for at spejle sig i andre, men også har fremhævet noget så simpelt som venskab.

En af pigerne i projektet udtrykte det sådan her:

"Det har været godt, fordi man får talt om problemerne, så man ikke føler, man er helt alene om det. Det er også sjovt, fordi man får nye venner."

bech-jessen@kristeligt-dagblad.dk