Den katolske kirke i England og Wales vil have mere værdighed omkring plejen af døende
Døden i den offentlige britiske debat handler som regel om retten til at dø, og hver gang en person rejser til en selvmordsklinik i Schweiz, skaber det overskrifter. Senest har en mand, der er lammet efter en hjerneblødning, anlagt en sag ved domstolene for at få lov til at dø. Det er ikke en sådan død, den katolske kirke i England og Wales ønsker, og derfor har kirken ført kampagne for en værdig død i forbindelse med det årlige arrangement Day for Life. I år har fokus været på døden og plejen af døende.
"Livet er Guds gave, og vi tror på, at afslutningen af livet er Guds valg," siger ærkebiskop Bernard Longley, der bakkes op af kirkens teologiske rådgiver, James Hanvey, som understreger, at aktiv dødshjælp fortsat er ulovligt i Storbritannien.
"Parlamentet har afvist alle forslag om eutanasi (aktiv dødshjælp, red.), fordi politikerne netop vil beskytte døende, når de er mest sårbare og måske ser sig selv som en byrde eller på anden måde er psykisk uligevægtige," siger han.
Formålet med den årlige Day for Life er at give såvel præster som kirkegængere bedre redskaber til at håndtere døden i form af blandt andet liturgi og bønner.
I stedet for at give mennesker mulighed for at vælge livet fra skal afslutningen på livet gøres mere værdig, mener den katolske kirke. For selv alvorligt syge mennesker kan få en god og medmenneskelig behandling på landets hospicer, som arbejder med smertelindrende pleje af døende.
"Selve døden er blevet en skjult begivenhed. Tidligere plejede familien og de nærmeste den døende," siger Bernard Longley og henviser til, at knap 60 procent af de briter, der hvert år dør, er omgivet af professionelle plejere på enten hospitaler eller plejehjem.
Den sidste tid skal ikke kun handle om den rette medicinering, men også om, at døden er en spirituel begivenhed, mener teologisk rådgiver James Hanvey.
"Samfundet har et problem med døden. Vi ser en forlegenhed omkring døden. Døden er ikke noget, vi skal være bange for, men noget, vi skal være gode til. Vort håb er, at vi ikke kun nærer den tanke i vor kirke, men at det også bliver er en del af vores kultur," siger han.
Ærkebiskop Bernard Longley tilføjer:
"Vores opgave er at fremme værdien ved og værdigheden i døden."
norum@kristeligt-dagblad.dk