Det er svært at se, hvordan domstolenes håndtering af racismeparagraffen og forbuddet mod blasfemi er med til at hindre den frie debat her i landet. Sagen mod først Jesper Langballe (DF) og nu formanden for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard, har vakt debatten om afskaffelse af begge paragraffer i straffeloven til live igen. De to debattører er nu tiltalt for racisme, fordi de i generelle vendinger har sagt, at piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres fædre, onkler og fætre. Om de kan dømmes, afgør domstolene, men man kan sagtens have en direkte og konfrontatorisk islamdebat uden at lave grove, dækningsløse generaliseringer, der hetzer en mindre befolkningsgruppe.

Historien rummer talrige skræmmende eksempler på, at nedsættende generaliseringer om minoriteter har ført til racisme og forfølgelse. Holocaust i Nazityskland, folkemordet i Rwanda og den etniske udrensning på Balkan fulgte efter en periode, hvor mindretallene var blevet lagt systematisk for had. Det er denne generaliserende hetz mod befolkningsgrupper, som begrænses af racismelovgivningen.

Hvad skulle formålet i øvrigt være med at fjerne både racisme- og blasfemiparagraffen? Nogle debattører påstår, at lovgivningen i dag forhindrer en karsk samfundsdebat. Det er svært at se, når man følger, hvad der rent faktisk siges og skrives i landets aviser og på internettet. Andre påstår, at den politiske debat begrænses, fordi den er i færd med at blive gjort til domstolsjura. Men heller ikke det er tilfældet.