Alle har brug for opdragelse

"Morten Albæk fandt på titlen, mens jeg står for spørgsmålstegnet," forklarer Rasmus Hylleberg og hentyder dermed til, at han ikke synes, ungdommen er så håbløs endda.

Hvor Albæk i bogen kritiserer ungdommen for at være uengageret og egocentrisk, mener Rasmus Hylleberg, at det handler om, at de yngre generationer engagerer sig anderledes i samfundet end de ældre. Men det er klart, at alle mennesker – også ungdommen – nogle gange skal have et skub i den rigtige retning. Ligesom Jesus i dagens tekst melder klart ud til borgerne i Korazin, Betsajda og Kapernaum.

"Vi alle har brug for at blive opdraget en gang imellem. Det skulle de på Jesu tid, og det skal vi også i dag. Men mange har travlt med at pege fingre ad de unge i stedet for at prøve at forstå, at unge må navigere anderledes end tidligere, fordi samfundet også ændrer sig. Selvfølgelig kan det være frustrerende at få en negativ reaktion, hvis man har stået på hovedet for at få noget til at lykkes, for eksempel en spejderlejr, men så må man prøve igen på andre måder. Man må finde nye metoder til at få folk i tale, og det synes jeg også, Jesus gjorde," siger Rasmus Hylleberg.

"Når det er sagt, hører jeg ik- ke til dem, der synger klage- sange over nutidens unge. Vi har en både historisk oplyst og engageret generation af unge. Til gengæld er det blevet langt sværere end for 30 år siden at finde ud af, hvad man skal være engageret i, og hvordan man kan gøre en forskel, fordi verden er blevet meget mere kompliceret," siger han.

I dag er Rasmus Hylleberg selv blevet 36 år og bor i Rødovre med sin hustru, Line, og deres tre små størrelser på nul, tre og fem år. Han arbejder som kontorchef i Skatteministeriet, og hans eget samfundsengagement kører på et lavere blus, end det tidligere har gjort. Han har været næstformand i Dansk Flygtningehjælp, styrelsesmedlem i Kirkernes Verdensråd og Folkekirkens Nødhjælp. Karrieren tæller også formandsposten hos Dansk Ungdoms Fællesråd og et medlemskab af De Radikales hovedbestyrelse. Indtil for nylig var han spejderleder i Baptistkirken.

Hans holdning er, at det er op til den enkelte – ung som efterlønner – at finde ud af, hvordan man bedst kan bruge sine kræfter.

"Der er mange valg, vi skal forholde os til, og vi har jo hver især begrænsede ressourcer, og dem sætter vi heldigvis ind forskelligt. Engagement er meget mere mangfoldigt i dag. Og det betyder, at den målestok, man normalt bruger for at sige, om unge er engagerede eller ikke er engagerede, er forældet. Det nytter ikke blot at måle unges samfundsengagement på foreningsmedlemskabet eller de tomme kirkestole. I dag er det en helt anden målestok, man må bruge."

Det kan også være, det er samfundets indretning, der simpelthen er gammeldags, så det ikke passer til den måde, yngre mennesker agerer på, foreslår Hylleberg.

"Målestokken for unges samfundsengagement bliver tit uopfindsom, og så taler man forbi hinanden i generationer, og det bliver rigtig uheldigt. Tror man på, at folk indeholder talent, så er man med til at udvikle dem. Unge har et stort behov for gode råd fra Bibelen, familien og venner, men det kan heller ikke nytte noget, at man bare sætter sig med korslagte arme og siger, 'nu har vi arrangeret en gudstjeneste i kirken, men der kommer ikke nogen'."

"Jeg kan for eksempel ikke forstå, hvorfor der ikke er kirker i alle de nye storcentre. Hvorfor er kirken ikke der, hvor folk kommer? Jeg er tit fristet til om søndagen at tage ud at shoppe et sted, hvor ungerne kan lege lidt i legelandet imens. Tænk, hvis man kunne aflevere dem i søndagsskolen i stedet. Eller hvis kirken stod for legelandet. Der har kirken ikke været dygtig nok til at gribe de nye samfundtendenser," mener Rasmus Hylleberg.

Troen på, at alle mennesker har et potentiale, har han med fra sin kristne opvækst. Hans far var præst i Baptistkirken, så det var naturligt, at Rasmus Hylleberg blev taget med i kirken, fra før han kunne gå.

I dag står han over for de samme valg i opdragelsen af sine egne børn. Løsningen bliver formentlig, at de selv må vælge, om de har lyst til at komme med i kirke.

"De bliver ikke slæbt med i kirken, som jeg selv gjorde, men kirken bliver en inspiration i deres liv. De skal lære, at livet er en fantastisk gave, og at man skal være noget for næsten."

Det er hans opfattelse, at man grundlæggende kan leve sit liv på to måder.

"Man kan give op, fordi udfordringerne i verden er så uoverskuelige, at man ikke føler, man kan gøre en forskel, eller man kan kaste sig over de opgaver, man kan løfte, og være med til at gøre en lille forskel. Man kan bruge meget tid på at ærgre sig over alt det, vi mangler, eller man kan være taknemmelig over det, vi har."

"Og hvis der nu som i dagens tekst kommer nogen og spiller fløjte for en, så må man godt rejse sig op og danse med, men resultatet bliver bedst, hvis dansen er båret af engagement og ikke blot pligt," siger Rasmus Hylleberg.

schelde@kristeligt-dagblad.dk