DET LØD SOM en fanfare for en gammel cirkushest, da jeg – en almindelig kirkegænger – den 30. juli læste i Kristeligt Dagblad om et eventuelt behov for et dåbsritual for voksne. Måske burde jeg ikke være så frimodig at blande mig, og når jeg gør det, er det i tillid til Luthers opfattelse af præsteskabet, at jeg, som er krøbet ud af dåben, også er en slags præst.

Hvis man nu tænker over, hvilke elementer der kunne indgå, ville det være kærkomment for dåbskandidaten at få at vide, at dåben som ritual er meget gammel, meget ældre end den kristne dåb, og at Jesus selv underkastede sig en anden dåb, Johannesdåben. At Jesus underkastede sig en anden dåb, viser ham som menneske, Johannes? discipel. For det var sådan, han begyndte sin gerning, og for os er det både Jesus selv og Gud selv, som modtager os i den kristne dåb. For han er akkurat, som Gud vil have os, uden persons anseelse og åben for livets tilskikkelser, ligegyldigt hvordan de former sig.

DEN BIBELTEKST, der straks faldt mig ind, er Johannesevangeliet 3, 1-9, hvor Nikodemus kommer for at få undervisning af Jesus. Det udtrykker både den voksnes bekymring og Kristi modtagelse og tilrettevisning. Og i den sammenhæng kan man naturligt tilføje fadervor.

Egentlig synes jeg slet ikke, at vi behøver noget andet ritual, og jeg kan godt forstå, hvis de folk, der bestemmer, ikke vil følge min idé, for hvad bilder jeg mig ind?

Det vidunderlige ved barnedåbsritualet er jo den erkendelse, at i rigtig kærlighed har den elskede lov at være barn – og barn igen, som det hedder. Og den kristne tror på, at Guds kærlighed er den rigtige. Det var bare fanfaren, der kaldte på den gamle cirkushest.

Marianne Olsen,

lektor,

Ringstedgade 67, Næstved