Kroppens teologi. Mere end blot krop og teologi

SOM OMTALT her i avisen den 3. august er der i teologiske fagkredse endelig ved at vokse en enorm inter- esse frem for den kendsgerning, at det at være menneske har temmelig meget med kroppen at gøre. Det er spændende – og tvingende nødvendigt – at vi også fra teologisk hold får uddybet en forståelse af mennesket, der søger at gøre op med den dualistiske ideologi, som vi er blevet indoktrineret med i nogle hundrede år, at krop og sjæl ikke nødvendigvis er intimt forbundne.

Men forsøget på at samle disse nye kropsorienterede strømninger under fællesbetegnelsen "kroppens teologi" skaber en faglig forvirring og et behov for begrebsafklaring. Hvad er det for en teologi, forskerne mener, begrebet viser hen til? Hvor har man fået det begreb fra, der lanceres som "nyt"?

Et så originalt koncept, der med kun to ord ubesværet og elegant forener to traditionelt set uforenelige størrelser, fortjener en grundig introduktion. Hvis man mener, at når som helst, teologiske faggrupper beskæftiger sig med krop og sexologi, så forskes der i "kroppens teologi", er der lagt op til en meningsløs udvanding af dette formidable koncept.

HVAD FORSKERNE ignorerer, er, at kroppens teologi slet ikke er et nyt begreb. Det blev første gang lanceret af den tidligere pave Johannes Paul II i begyndelsen af hans pontifikat i 1979, hvor han startede en femårig forelæsningsrække over dette emne. Denne lære er senere udgivet i sværvægteren "Man and Woman He Created Them". Her har vi en 100 procent kropsorienteret teologi!

Og når det dæmrer for en, hvad det hele går ud på, kan man næsten ikke undgå at blive svimmel. Tankesættet er imidlertid ingenlunde nyt – det har altid ligget implicit i den katolske teologis grundforståelse af mennesket. Men det er Johannes Paul II?s store fortjeneste, at han med kroppens teologi har gjort denne forståelse tilgængelig for vor tid på et højt akademisk niveau.