Leo Toft misforstår i sit indlæg af 11. august ateisternes vægring mod at deltage i finansieringen af evangeliets forkyndelse i kirkerne. Det drejer sig ikke om at spare penge for derved at kunne få nedbragt ens skatteindbetalinger til staten. Langt de fleste ateister vil meget gerne fastholde og bevare og betale for det historiske kulturprodukt, som kirken i mange henseender har været og stadig er udtryk for i vort samfund (især kirkehistorie, kirkekunst, kirkearkitektur og kirkemusik, etc.). Men det vil i givet fald forudsætte en nedlæggelse af kirkeministeriet og kirkens delvise overflytning til kulturministeriets forvaltning ved hjælp af museumsloven. Begravelsesvæsenet og indskrivningen i folkeregistret kan kommunerne utvivlsomt klare mindst lige så godt som folkekirken.
Det, vi som ateister protesterer imod, er mere dette, at staten på grund af de vigende indbetalinger fra kirkeskatten i stigende grad udskriver tvangsskatter fra alle de efterhånden mange, der ikke er medlem af folkekirken, til aflønning af biskoppernes, provsternes og præsternes fortsatte forkyndelse. Og det vel at mærke en forkyndelse, som rettelig hører hjemme i et anderledes primitivt jernaldersamfund for mere end to tusinde år siden, der absolut ikke mere ligner vort moderne samfund, og som derfor for længst har udspillet sin rolle som værende en blot nogenlunde retvisende tydning af tilværelsen.
Det er for det første mildt sagt ikke særlig respektfuldt over for anderledes tænkende. Og for det andet opleves det unægtelig som en ubehagelig provokation imod ateistens forstand, når denne således skal tvinges til at understøtte tilbedelsen af en usynlig fantasifigur, der reelt kun eksisterer i andre menneskers forestillingsverden. Det svarer jo fuldstændig til at skulle tage troen på spøgelser, feer og trolde alvorligt, og huske nu og da at stille lidt mad op på loftet til nisserne, så man ikke risikerer at blive uvenner med de højere, overnaturlige magter.
Tænk, hvis ateisterne i dag udgjorde flertallet i Danmark og benyttede det til at undertrykke sine kristne medborgere gennem opkrævning af skatter til finansiering af et tilsvarende stort anlagt oplysningsarbejde, baseret på Darwins evolutionslære? – Sikke en proteststorm, der ville rejse sig fra alle de (endnu) kristne i dette land!
J. Dalmer.








































