Mad er essentielt for mennesker. Det er tro også for de fleste. At mad og tro over det meste af kloden hænger tæt sammen, kan derfor ikke undre.
Mad har til alle tider været en håndgribelig måde at vise sit religiøse tilhørsforhold på. Regler om mad kan også skabe dybe konflikter. Gennem maden bliver religiøse forskelle eller særheder meget synlige og konkrete.
Fra i dag og en måned frem må muslimer, som vil overholde ramadanen, ikke spise noget fra solopgang til solnedgang. Ingen andre af verdens store religioner har netop den regel om en årligt tilbagevendende fastemåned. Og derfor giver ramadanen altid anledning til konlikt og diskussion de steder, hvor muslimer lever sammen med andre religiøse grupper og folkeslag.
I Danmark har vi vænnet os til, at den store offentlige diskussion om religion og mad handler om muslimernes spiseregler. Hvorfor må børnene nu ikke spise svinekød som alle os andre i børnehaverne? Hvorfor skal kyllingerne velsignes på særlig vis, når de slagtes? Og hvorfor skal slagtningen overhovedet ske på en bestemt måde, som vi kender under navnet halal?
Men set i globalt perspektiv er konflikter og undrende spørgsmål omkring maden og troen slet ikke forbeholdt muslimer. Jøder har et fuldt udbygget sæt af spiseregler, som kan være svære at forstå og følge for udenforstående. Hinduismen og buddhismen regulerer også tilhængernes spisevaner. Troen på reinkarnation fører til, at mange lever som vegetarer. Fra kristendommen kendes fasten som en fast del af kirkeåret, og når kristne mødes til gudstjeneste, er nadvermåltidet en central ingrediens i ritualet.
Mad og religion er det emne, Gabriel Levy, ekstern lektor ved Afdeling for Religionsvidenskab på Aarhus Universitet, bruger en stor del af sin tid på at forske i. Han mener, at forbindelsen mellem de to er så stærk, at der, selv i et sekulært samfund, findes religiøse undertoner i til- og fravalg af bestemte fødevarer. Om det så gælder økologi eller halal.
"Valg af mad kan ikke undgå at være etisk og moralsk - alene i idéen om, hvad der er rigtigt i forholdet mellem mennesker, planter og dyr. Så al madpraksis er i bred forstand religiøs, fordi det har at gøre med ultimative værdier. I mere snæver forstand har næsten alle kulturer i verden myter og ritualer omkring mad, hvor ritualet i sig selv forbinder én med det guddommelige. Det sker for eksempel i nadveren," siger han.
Gabriel Levy mener, at religiøse regler om og brug af mad til rituelle formål mest af alt handler om at danne et trosfællesskab, hvor man er enige om basale værdier og har en særlig identitet, der er forskellig fra omgivelsernes.
"At kunne adskille sin egen gruppe fra andres har været meget vigtigt i udviklingen af religiøse spiseregler. Madtabuer er en af de mest afgørende måder at definere på, hvem der er med i et fællesskab, og hvem der er udenfor. Det har en dyb, psykologisk virkning at spise sammen, så det er med god grund, at religioner har prøvet at trække de linjer op," siger han.
Fællesskabet omkring maden kan både bestå i at følge stramme regler - og i at være enige om at gøre op med reglerne.
Kristendommen udviklede tidligt et fællesskab om, at troen og de indre værdier er vigtigere end de ydre former. I en vigtig passage i Markusevangeliet siger Jesus først: "Der er intet, som kommer ind i et menneske udefra, der kan gøre det urent, men det er det, som kommer ud af et menneske, der gør et menneske urent". Og nogle linjer senere slås pointen så helt fast af forfatteren til evangeliet: "'Fatter I ikke, at alt det, som kommer ind i et menneske udefra, ikke kan gøre det urent? For det kommer ikke ind i hjertet, men ned i maven, og det kommer ud igen.' Dermed erklærede han al slags mad for ren."
En tilsyneladende utålmodig og oprevet Jesus frasiger i denne bibeltekst hele idéen om, at religiøse spiseregler er en måde at vise sin tro på Gud på. Men disciplene og flere af de første kristne havde åbenbart svært ved at forstå, at spisereglerne var unødvendige. Og det er ikke underligt, når man tænker på, at Jesus lægger afstand til en lære, der var og er grundstenen til den religion og kultur, de fleste af dem dengang havde deres baggrund i, nemlig jødedommen.
Fra de var helt små, havde jøderne fået indprentet regler om mad som denne fra Femte Mosebog:
"Du må ikke spise noget som helst afskyeligt. Følgende dyr må I spise: okser, får og geder, hjorte, gazeller og rådyr, stenbukke, hvidhalede hjorte, antiloper og vildgeder. Alle dyr, som har spaltede hove og kløft i deres to hove, og som tygger drøv, dem må I spise."
Overrabbiner Bent Lexner er ikke i tvivl om, at de omfattende jødiske spiseregler har været med til at sikre deres trossamfund gennem tiden. Både regler om, hvad man må, og hvad man ikke må spise. For jøderne hører svinekød ligesom for muslimerne til det, man ikke må indtage.
"Spisereglerne har været meget relevante for det jødiske folk. Det har blandt andet været et af de midler, der er blevet brugt til at undgå blandede ægteskaber. Hvis man ikke kan spise sammen, så møder man stort set ikke folk udefra af en anden tro," siger den danske overrabbiner.
Religiøse minoriteters spiseregler er som regel lettere at få øje på end flertallets. Ting, som næsten alle gør eller synes, bliver usynlige for os. Også selvom de er vigtige.
"Spiseregler får betydning efter kontekst. Det er klart, at i lande, hvor man er en religiøs minoritet, bliver det en udskillelsesfaktor, hvis man har andre spiseregler, som påvirker, om man kan indgå i forskellige sociale sammenhænge med majoriteten. Spiseregler bliver i højere grad en identitetsmarkør," siger Kate Østergaard, som er postdoc og islamforsker på Københavns Universitet.
Muslimernes spiseregler kommer fra Koranen, hvor der blandt andet står:
"Sig: 'Jeg finder ikke i det, der er blevet mig åbenbaret, noget forbudt for den spisende, som vil spise det, bortset fra hvis det er dødt eller udgydt blod eller kød af svin, for det er urent, eller noget uhelligt, hvorover nogen andens navn end Guds er udtalt.' Men hvis nogen tvinges af nød uden lyst og uden ond hensigt, så er din Herre sandelig tilgivende og barmhjertig."
Koranen udstikker en regel, men lægger også op til undtagelser. Det er i orden at bryde reglen, hvis man tvinges til det. Det samme gælder fastemåneden, som gravide, ældre, syge og børn ikke behøver at overholde.
Stinna Ahrenst, der er præst og religionspædagogisk konsulent i Roskilde Stift, er glad for, at kristne i det daglige ikke tildeler fødevarer nogen særlig mening.
"Det er ikke vigtigt for et ordentligt forhold til Gud. Jeg mener, at det ville være gerningsretfærdighed at tillægge mad betydning på den måde. Man er galt afmarcheret, for man kan ikke fortjene frelsen ved at spise rigtigt," siger hun.
Men selvom hun tager afstand fra spiseregler under ét, mener hun sagtens, det kan være en fordel at give troen på Gud en konsekvens i den fysiske verden. Og der kunne forskellige regler og traditioner for mad have relevans -'- også for kristne.
"Tro har brug for ydre udtryk gennem traditioner og til højtider, hvor man laver den 'rigtige' mad. For når vi mangler de ydre udtryk, bliver troen mindre rodfæstet. Vi går jo også i kirke for, så at sige, at brødføde troen," siger hun.