Til kamp mod ligegyldighed

Det kan være svært at finde på noget nyt. Det er endnu sværere at få noget nyt til at blive en succes. Men for den nye uddannelse i kristendom, kultur og kommunikation, som Kristeligt Dagblad skriver om i dag, er begge dele lykkedes. Om mindre end en måned begynder knap 60 nye studerende på uddannelsen. Og det er af flere grunde en glædelig begivenhed. Først og fremmest er det opløftende, at uddannelsen både er godkendt af Undervisningsministeriet og SU-berettiget. Dermed signalerer staten nemlig tydeligt, at den fortsat vægter forbindelsen til kirkelivet og den kristne kulturarv højt. Tendensen har ellers i en årrække været den modsatte med en gradvis udhuling af den offentlige støtte til alt fra kirkelig civilregistrering til konfirmationsundervisning i skoletiden. Men godkendelsen af den nye kristendomsuddannelse peger heldigvis i en anden retning. For der er og bliver ikke noget principielt problem i at kæde kristendom og statslige midler sammen, så længe det som her sker på et sagligt, åbent og velfunderet grundlag.

Men den nye uddannelse lover også godt for fremtiden af en anden vigtig grund. Den udfylder nemlig et stort behov i dansk kirkeliv, hvor arbejdet med formidling af kristendom ikke mindst til børn og unge spiller en stadig større rolle. I den forbindelse skal sognepræster med lange, videregående teologiske uddannelser naturligvis også fremover spille en vigtig rolle. Men der er åbenlyst brug for flere folk med særlig ekspertise og viden om kommunikation. De færreste vil kunne præstere, hvad den prisbelønnede musiker Sigurd Barrett formår, når han gør Bibelen levende og aktuel for børn og unge ved koncerter eller med multimedie-udgivelser. Mindre kan imidlertid gøre det. Og alle erfaringer med nye initiativer i sognene og for-nyelser af gudstjenestelivet peger på, at folk gerne støtter op, når kirken gør sig ekstra umage med at komme "ud af boksen". Den udvikling vil kommende professionsbachelorer i kristenom, kultur og kommunikation kunne hjælpe godt på vej sammen med de øvrige ansatte og frivillige i kirkerne.

Hertil kommer for det tredje, at den nye uddannelse vidner om et eksemplarisk samarbejde mellem mange forskellige for-greninger og institutioner i dansk kirkeliv. Teoretikere og praktikere, folkekirke- og frikirkefolk, københavnere og århusianere, universitetsansatte og ledere fra kirkelige organisationer. Alle har de måttet strække sig for at nå et resultat. Men målet har været vigtigere end bare at sikre egne enemærker. Også det er positivt. Samtidig er det tidstypisk. For den tiltagende ligegyldighed over for kirke og kristendom, som uddannelsen er tænkt som et professionelt opgør med, kender alle på tværs af de kirkelige grupperinger i dag til.

mth