Forventningens glæde

Til hverdag betegner jeg mig selv som værende sekulær muslim, og religion fylder egentlig ikke så meget i mit liv.

Jeg beder ikke fem gange om dagen, kommer kun sjældent i moskeen og bærer kun hijab ved særlige lejligheder. Ingen opdager umiddelbart, at jeg er muslim – jeg ligner jo ikke en typisk muslim og jeg taler kun sjældent om min religion med andre end mine nærmeste.

LÆS OGSÅ: Anna Rytters blog

Derfor var jeg også afvigende, første gang jeg blev spurgt om jeg kunne tænke mig at blogge om mine oplevelser i Ramadanen. Jeg er ikke vant til at dele mine inderste religiøse følelser og tanker med nogen. Jeg er bange for, hvilket billede andre mennesker vil få af mig. Jeg er bange for at blive mødt af fordomme og stemplet som ”hende der muslimen”.

Alligevel har jeg valgt den kommende måned at dele nogle af de tanker og oplevelser jeg har i forbindelse med Ramadanen, der starter i morgen. Eller netop derfor har jeg valgt at stå åbent frem og vise, at muslimer ikke altid lever op til de stereotype forventninger, de fleste ikke-muslimer har.

Selvom jeg ikke lever op til alle de forventninger, der er til en muslims gøren og laden, har Ramadanen altid betydet meget for mig. Jeg fastede første gang i 1997 og har i årene siden gjort mit bedste for at holde Ramadanen hellig. Nogle år har jeg fastet hele Ramadanen, andre år har jeg undladt, fordi jeg har været gravid eller syg

 Sidste år fastede jeg kun en del af Ramadanen, da det simpelthen ikke hang sammen med min travle hverdag. Og sådan bliver det muligvis også i år. Jeg starter dog altid Ramadanen med den forventning, at jeg kan faste hele måneden.

Derfor har jeg de sidste dage gjort en del forberedelser af praktisk, fysisk og mental art. Praktisk har jeg sørget for at få gjort hovedrent, vasket alt vasketøjet og købt stort ind, så jeg ikke pludselig mangler sukker eller toiletpapir. Fysisk har jeg forsøgt at spise mindre og holde mig sulten i længere tid. Jeg har også skåret betydeligt ned på cigaretterne, der jo også skal undværes fra daggry til solnedgang den næste måned. Mentalt har jeg mediteret og tænkt på fastens velsignelser.

For mig er fasten som en bjergbestigning. For at det skal lykkes, skal man være bevidst om sit mål. Man skal ikke bruge al sin energi de første dage. Man skal planlægge turen og aldrig gøre det alene. Man skal ikke give op, selvom det er hårdt, for belønningen ved at nå toppen er en overvældende selvtillid og en øget fysisk og mentalt styrke.

Jeg er så klar til at påbegynde min opstigning!