Men hvordan var det, man blev sådan rigtige venner med nogen? Når man ville noget med en pige, var det jo en enklere formel. Noget med en fest og nogle øl og så have nogle vittigheder i ærmet og så gled det mere eller mindre af sig selv. "Hej Troels, jeg kunne godt tænke mig at være venner med dig". Så ligefremt kunne det ikke være. Måske et postkort, med påskriften: "Kære Troels. Vil du være venner?", efterfulgt af svarmulighederne "ja, nej eller måske", som han så kunne sætte kryds ud for. Nej, jeg måtte finde på noget bedre.

LØSNINGEN BLEV opfindelsen af tirsdagsklubben. Det havde taget mig et par dage at udtænke idéen, men så snart den var klar, ledte jeg blot efter en ny alenestund med Troels i køkkenet. Og så slog jeg til. "Vi skal lave en klub, Troels. Den skal kun bestå af dig og mig, og vi mødes hver tirsdag aften klokken 23, skiftevis på hvert af vores værelser. Værten søger for te og ostemadder, og den besøgende tager en cd med, som vi skal høre. Hvert møde tager to timer."

Troels var med på idéen, og den følgende tirsdag bankede det på min dør præcis klokken 23. Mit værelse var gjort rent, som skulle jeg have pigebesøg. Det var en underlig fornemmelse at invitere Troels indenfor, som om vi overskred en usynlig sfære. Lige så offentligt kollegiegangens køkken var, lige så privat blev værelserne holdt, og jeg havde aldrig før haft nogen fra gangen på besøg på mit værelse. Hvad skulle vi egentlig snakke om, tænkte jeg, da jeg lukkede ham ind. Og så i to timer. Heldigvis havde han en cd med, så kunne vi tale lidt om den til en start.

På trods af min nervøsitet var tirsdagsklubben fra starten en succes. Da Troels var gået samme aften, noterede jeg mig, at vi var kommet forbi emner som Anthony Robbins, Johannes Møllehave, te, rockbandet The Smashing Pumpkins, koncerter og om det at anmelde kunst. Og så lovede jeg mig selv, at jeg ville tale mindre næste gang – den meget stille fyr skulle også have lov at komme på banen.

Næste tirsdag var det så min tur til at stå foran Troels' værelse med Bob Dylans album "Nashville Skyline" i hånden og banke på. Jeg havde et kvarter forinden set Troels stå i køkkenet og lave te. Ingen af de andre gangfæller bemærkede noget, og ingen af os sagde noget. Lige fra starten af tirsdagsklubben lå det uudtalt imellem os, at den var en hemmelighed, og det blev den ved med.

TIRSDAG EFTER TIRSDAG mødtes vi ud på aftenen på værelserne og tog, med et åbentstående vindue ud til den københavnske nat, livet i betragtning. Meget direkte og meget ligefremt. Idéen til tirsdagsklubben er nok ikke uinspireret af filmen "Døde poeters klub", som jeg havde set i begyndelsen af mine teenageår og var meget begejstret for. Det var da vitterligt også med følelsen af at skrive personlig historie, mens den skete, når vi ved et-tiden om natten lukkede for aftenens møde. Og tænk sig, så på en tirsdag – midt i hverdagen.

Med tiden vovede vi os uden for tirsdag aftens domæne. Venskabet var konsolideret, og vi behøvede ikke længere en opfundet formel lejlighed til at være i hinandens selskab. Vi gik ture rundt i København, i snevejr som på sommeraftener, og vi gik i kælderen på Studentergården og tog et sæt eller to omkring bordtennisbordet og kom gennemsvedte op til madklubben.

Tirsdagsklubben fortsatte dog sideløbende. De første møders nervøsitet var blevet afløst af en ligefrem intimitet. Om tanker, man gerne ville vende, eller idéer, man fik, mens teen blev skænket. Jeg fortalte Troels om hende med det store røde hår og om Sofie'erne, og Troels fortalte mig om den smukke Céline, han havde mødt, da han var i Frankrig. Og han fortalte, at han ville flytte derned permanent.

DET ER TRE ÅR SIDEN NU. Jeg forærede ham et webkamera inden afrejsen, og det kan til stadighed undre mig, hvor fire timer kan forsvinde hen i en webcam-forbindelse til Frankrig.

Forfatteren Jørgen Leth siger, at de bedste venner, han har haft, er nogen, han har leget godt sammen med. Jeg giver ham ret, hvis legen kan være samtale. Troels' og mit venskab lever ikke op til det klassiske maskuline venskab. Vores samvær bunder ikke i en aktivitet eller sport. Godt nok har der sneget sig et brætspil ind i ny og næ, men for mig har det tilfredsstillende altid været den ligefremme samtale. Mon ikke også det er derfor, vi har kunnet bevare venskabet med tusinde kilometer imellem os.

Jeg er selv et menneske, som ubevidst ophober en masse tanker i løbet af hverdagen. Stort og småt. For mig er det som oftest først i samvær med Troels, at jeg rigtigt får formuleret disse og dermed tænkt dem igennem.

Han er en meget præcis iagttager og én, som jeg kan tage afsæt med. For tiden handler det mest om, hvordan vi begge forsøger at starte et nyt kapitel af vores liv efter studierne. Troels drømmer om at arbejde på et forlag, mens jeg drømmer om at arbejde som konsulent.

For et par uger siden fik jeg så en mail fra ham; han er på vej tilbage til København! Det gik ikke med Céline. Efter tre år i Frankrig vender han tilbage til København. Til tirsdagene og til hverdagene. Jeg ved allerede, hvilken te jeg vil servere for ham, når han kommer, og jeg tænker, at det mest stabile i det moderne liv måske ikke er parforholdet, men venskabet.

Thomas Olsen er cand.pæd. i pædagogisk psykologi. Kronikken er den sjette af de otte vinderkronikker, som Kristeligt Dagblad bringer fra sommerens kronikkonkurrence, "Min bedste ven".