Paradisdrømmen, der inspirerer og forløser

Fem ud af seks stjerner

Når vi i medierne ser nyheder om Iran, så drejer det sig ofte om sanktioner over for landet eller om spredning af iransk indflydelse, bl.a. til Gaza-striben. Når denne spredning nævnes, slås der ofte tre kors for sig, hvis man ellers må bruge den vending. Der er nærmest ingen ende på dårlig omtale af Iran.

Filmen "Kvinder uden mænd" går imod denne tendens. Dens instruktør, Shirin Neshat, vandt Den gyldne Sølvbjørn ved filmfestivalen i Venedig i 2009 som bedste instruktør. Trods titlen er der ikke tale om en pendant til "Mænd, der hader kvinder" med action og ydre spænding. Slet ikke. Det er en betagende film, der kommer ind bag de stereotype billeder, vi har af Iran og især kvinderne.

"Kvinder uden mænd" er en filmatisering af en roman af Shahrnush Parsipur, en kvindelig iransk eksilforfatter, hvis bøger er forbudte i Iran i dag. Filmens ydre ramme er nogle sommerdage i 1953, hvor vestlige efterretningsvæsener har iværksat et kup mod den demokratiske regering for at få shahen tilbage til magten. Filmen er tilegnet frihedskæmpere i Iran fra 1906 til 2009, men den er meget mere end en politisk film.

Selv siger Shirin Neshat, at filmen har ét ben i den virkelige politiske verden og et andet ben i den poetiske religiøse verden. Det er historien om fire kvinder, der lever i et undertrykkende miljø. Hovedpersonen er den 30-årige Munis, der er politisk aktivist på venstrefløjen. Hun undertrykkes af sin traditionelle bror og bryder ud af den traditionelle kvinderolle. Hun omgives af tre andre kvinder. Den ene er luder i et bordel i Teheran, som hun bryder ud fra. Den anden er en kvinde, der voldtages af tilfældige cafegæster og nægter at skamme sig over de grusomme overgreb. Den tredje er hustru til en general i shahens hær. Hun bryder ud af ægteskabet. Alle fire kvinder har ét til fælles ud over den undertrykkelse, de oplever, nemlig modet til at handle i den virkelige verden og søge forløsning i den religiøse verden.