Tobias Stern Johansen |
12. august 2010
For danske præster hænger det personlige kald fint sammen med den professionelle præsterolle, dokumenterer teolog Kirsten Donskov Felter i en ph.d.-afhandling, som hun forsvarer fredag
Stress, snørklede betænkninger fra kirkeministeren og skyhøje forventninger fra menigheden kan tage arbejdsglæden fra enhver sognepræst. Eller kan de?
Svaret er nej, hvis man spørger teolog og forsker Kirsten Donskov Felter, der fredag ved Det Teologiske Fakultet i København forsvarer sin ph.d.-afhandling "Mellem kald og profession" om præsters arbejde og selvforståelse.
Hendes konklusion, der blandt andet er baseret på dybdegående interview med 10 præster, er klar: Moderne sognepræster kan sagtens kombinere en travl hverdag fuld af stadig flere professionelle opgaver med tanken om at være kaldet til et højere formål.
"Det har været almindeligt blandt teologer at se det at være professionel som en modsætning til det at være kaldet. Enten var man det ene eller det andet. Men så enkelt er det ikke. Holdningen er ved at ændre sig. Jeg har spurgt præsterne, om der for dem er en modsætning mellem at være professionel og at være kaldet, og det siger de nej til. At være professionel og at håndtere de stigende krav, der knytter sig til præstearbejdet, er en måde at praktisere kaldet på."
Det er dog meget forskelligt, hvad præsterne forbinder med et kald.
"Nogle har en tydelig opfattelse af at være kaldet af en menighed. Andre opfatter det som en indre tilskyndelse eller som et direkte eller indirekte kald fra Gud."
Det ligger også i præsternes selvforståelse, at de hele tiden og altid er i præstegerningen - uanset om de er i Brugsen for at handle eller slynger benene op i sofaen efter en lang arbejdsdag.
"En af mine interviewpersoner siger, at man altid går rundt med en usynlig præstekrave på. Hvis kaldet betyder, at man har en særlig forpligtelse, så har det ikke ændret sig, og der er måske endda en tendens til, at præster tolker flere opgaver som en del af deres kald. De ser forkyndelsen som det, de er sat til. Men flere af de præster, jeg har talt med, tolker forkyndelse meget bredt. Forkyndelse er for dem at være nærværende i menneskers liv også uden at prædike. Præsten kan være sjælesørger eller gå på hjemmebesøg uden altid at skulle snakke om Gud."
Og hvis nogen tror, at præster betragter spaghettigudstjenester, ølgudstjenester og de mange andre nye særgudstjenester som en form for andenrangsgudstjeneste, der blot skal trække flere i kirke, må de tro om igen.
"Presset og forventningerne til præster i dag om at arrangere en hel masse ud over søndagens gudstjeneste betragter præster som en del af deres kald til at udbrede det kristne budskab. De betragter for eksempel skole-kirkesamarbejde eller babysalmesang som helt legitimt præstearbejde – selvom de ikke er forpligtet på det på samme måde, som de er på at holde gudstjeneste."
Men hvilke udfordringer står præster over for i dag? Ifølge Kirsten Donskov Felter er præster langt mere end tidligere forpligtede til at efterleve det budskab, de prædiker om søndagen.
"Der er en større forventning til, at præsten som trosperson er synlig - at man personligt står inde for budskabet. For 50 år siden kunne en Thorkild Grosbøll for eksempel nemmere været sluppet fra sine udtalelser om manglende tro, end han kan i dag. Dengang handlede det ikke om præsten selv, men blot om, at forkyndelsen var rigtig; hvis præsten bare sagde de rigtige ting på prædikestolen, ville det være tilstrækkeligt. Men i dag tænker vi, at hvis præsten ikke tror, hvorfor skulle vi andre så gøre det. Præster i dag er langt mere eksponerede i den forstand, at de bliver målt på integriteten i deres tro. På den måde bliver det et krav, at præsten som professionel skal virke autentisk. Det vilkår lever præsterne med, og det syn går hånd i hånd med forståelsen af at være præst som et kald."
johansen@kristeligt-dagblad.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad