Henrik Hoffmann-Hansen |
12. august 2010
Indførelsen af børnefri zoner er en trist tendens
I 1960'erne demonstrerede man for atom våbenfri zoner. I dag sætter man skilte op for børnefri zoner. Som man kunne læse i avisen i går, stiger efterspørgslen på børnefri rejser, hoteller, restauranter og lignende. På internettet florerer børneuvenlige grupper som "Os der hader hyleunger i supermarkedet", og i dag kan vi fortælle, at også i kirken stiger modviljen mod støjende børn. I gamle dage hed det sig, at børn skal ses, men ikke høres, men i dag er det altså blevet til, at de hverken skal ses eller høres. I hvert fald i visse zoner.
Det er selvfølgelig udtryk for en modreaktion. Børn er nogle steder blevet alt for synlige og hørlige. Det være sig i klasselokalerne, hvor lærere må bruge oceaner af tid for bare at få ro til at undervise, i indkøbscentret eller i Intercity-toget, hvor stillekupéen kan være den eneste chance for at undgå høreskader. Tidligere var det utænkeligt, at spædbørn kom med på fine restauranter eller til musikkoncerter, men det er det ikke i dag. Så til en vis grad er "børnefri zoner" ikke noget nyt, det nye er mere, at man nu skilter med dem. Skiltningen er imidlertid en trist udvikling. Det er trist, at nogen føler behov for så tydeligt at signalere deres uvilje mod børn og unge. Det er også trist, at de skæres over en kam, når mange mindreårige sagtens kan finde ud af at begå sig med andre mennesker. Og endelig er det trist, at mange af dem ikke har fået en opdragelse, der sætter dem i stand til at færdes stilfærdigt og høfligt i det offentlige rum. Den kritik falder tilbage på forældre og lærere, som man kunne mistænke for selv at ønske sig ind i de børnefri zoner for at få fred og ro engang imellem.
Støj er et stort samfundsproblem, men løsningen er ikke at dele landet op i zoner for bestemte aldersgrupper. Langt hellere skulle vi arbejde på, at alle lærer at vise hensyn og tolerance, fra de er helt små. Det gælder også i kirkeligt regi, hvor tendensen til at skille børn og voksne genkendes. Mange kirker holder særlige arrangementer for børn under præstens prædiken, som typisk ikke er lagt an til børneører. Og som tidligere kirkeminister sognepræst Tove Fergo (V) siger til Kristeligt Dagblad, er opfattelsen ofte blandt faste kirkegængere, at børn skal ses og ikke høres. Igen, når børn larmer, griner, sms'er eller gør grin med kirkens ritualer, falder det tilbage på de forældre, der ikke har lært deres børn bedre opførsel. Men særlige børne- og konfirmandgudstjenester samt dåbsgudstjenester om lørdagen bør alligevel betragtes som nødløsninger. Måske skulle kirken tænke nyt her. Den kunne supplere de efterhånden mange kurser i kristendomsundervisning for voksne med undervisning i, hvordan man opfører sig i en kirke. Målet må være, at gudstjenesten er for alle, inklusive de små og større børn.
hhh
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad