Tidligere kirkeminister og nuværende sognepræst i Simon Peters Kirke i København, Tove Fergo, bekræfter, at larmende børn ikke er vellidt blandt de faste kirkegængere.

"De ville aldrig sige, at børn ikke skal være i kirken, men opfattelsen er, at børnene skal ses og ikke høres. Den almindelige prædiken er ikke en tale til børnene, og de bliver urolige og mister koncentrationen. Så opstår der episoder, hvor forældrene bliver vrede på kirken, hvis kordegnen for eksempel beder børnene om at dæmpe sig," siger hun.

Forfatter og sognepræst i Slagslunde og Ganløse Sogne Kathrine Lilleør har sørget for en støjfri højmesse, efter at menigheden klagede over, at børn og dåbsfamilier ikke kunne være stille under søndagens gudstjeneste. Nu arrangerer kirken børnegudsmed barnedåb to lørdage om måneden - til glæde for både børn og voksne.

"Jeg oplever, at den ordning har gjort alle parter lykkelige. Børn og forældre kommer til en gudstjeneste, som er målrettet dem. Og den voksne menighed kan nyde prædiken, salmesang og den koncentrerede stilhed ved højmessen. Det er ikke sådan, at børn er forment adgang ved højmessen, men forældre, der kommer med børn, kan godt mærke, at gudstjenesten ikke er gearet til børn," siger hun.

Det voksende antal af sær-gudstjenester for børn og dåbsforældre risikerer imidlertid at underminere en af folkekirkens største styrker – nemlig evnen til at samle folk på tværs af generationer, advarer Præsteforeningen.

"Faren er, at vi mister fornemmelsen for fællesskabet i kirken, når hele menigheden ikke samles - for eksempel om barnedåb. Ud over at det er festligt og livsbekræftende med børn til gudstjenesten, minder barnedåben os om, at vi indgår i et fællesskab, som i vores grundtvigske tradition er bygget op omkring dåben og nadveren. Det lyder måske romantisk, men der er noget særligt ved, at menigheden samles om at byde børnene velkomne i kirken," siger næstformand Peter Hedegaard.

johansen@kristeligt-dagblad.dk

graa@kristeligt-dagblad.dk